Lufteventyr landet med et brag: Droneprojekt med store ambitioner konkurs med milliongæld
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Et stort droneprojekt i Hans Christian Andersen Airport kom aldrig op at flyve. Selskabet bag er nu begæret konkurs.
Store ambitioner, en tocifret millioninvestering og omkring 50 ansatte.
Sådan lød det tilbage i foråret 2018 fra Michael Thorsen, direktør i dronevirksomheden Integra, der dengang sammen med partnere ville lave den største private investering i Hans Christian Andersen Airport.
- De aktiviteter, som vi vil samle på kort og lang sigt i Odense, er samtlige droneaktiviteter samt vores aktiviteter, som er relateret til den tekniske og operationelle drift af en lufthavn, sagde Michael Thorsen fra Integra til TV 2 Fyn dengang.
Men de aktiviteter skal man kigge langt efter, for selskabet Integra Aerial Services ApS er nu begæret konkurs og skal i Skifteretten i Odense den 14. februar.
Det fremgår af Statstidende torsdag.
Millioner ude at svæve
Ifølge advokat Jan Bruun Jørgensen, der er kurator i konkursboet, er det lønmodtagere i Integra Aerial Services, der har begæret selskabet konkurs.
- De har egentlig været tålmodige, da de ikke fik deres penge, fordi de var blevet fortalt, at der var et større projekt undervejs i Ghana. Men da der ikke skete noget, er tålmodigheden sluppet op, forklarer advokaten.
Jan Bruun Jørgensen oplyser, at ejerkredsen har købt nogle aktiver ud af selskabet, og man har indtil videre genereret 300.000 kroner til kreditorerne.
Men de penge rækker ikke langt, for der er krav på næsten 7,5 millioner kroner.
- Af de 300.000 kroner er der brugt 50.000 på vurderinger, og vi tager også en erkendlighed for vores arbejde. Så hvis der er 100.000 kroner tilbage, er dividenden selvsagt ikke ret stor, siger Jan Bruun Jørgensen.
Lønmodtagerne i virksomheden har anmeldt krav på 2,6 millioner kroner, og de almindelige kreditorer har anmeldt et krav på 4,8 millioner kroner.
Da lønmodtagernes krav kommer først, vil der med al sandsynlighed kun være et stort, rundt nul til de andre kreditorer.
- De kan glæde sig til, hvis de har moms i deres regnskab, at afskrive deres beløb som tab, siger Jan Bruun Jørgensen.
TV 2 Fyn har torsdag forgæves forsøgt at få en kommentar fra direktør Michael Thorsen.
Onsdag måtte et andet fynsk projekt også dreje nøglen om, da den historiske Odense-restaurant Under Lindetræet blev begæret konkurs.