Naboforening tager ikke del i kampen mod Tinderbox
kopieret!
Den samlede forening Dyrskuepladsens Naboer kommer ikke til at gå ind i sagen om Tinderbox.
Det skriver foreningens formand til TV 2 Fyn lørdag aften.
- Jeg vil godt understrege, at vores forening kun arbejder for Dyrskuepladsen og ingen andre sager.
Michael Nielsen, som har udtalt, at han vil have festivalen lukket, er også er bestyrelsesmedlem i foreningen.
Han sagde allerede lørdag eftermiddag, at han selv ville køre klagesagen, hvis ikke foreningen ville gøre det.
Lukning af Tinderbox bliver over borgmesterens "politiske lig": - Det er en iskold vendetta
Odense Kommunes borgmester Peter Rahbæk Juel (S) er ikke tilfreds med den udvikling, sagerne omkring Odenses største koncerter lige nu tager.
I sidste uge gav Planklagenævnet foreningen Dyrskuepladsens Naboer medhold i, at store koncerter på Dyrskuepladsen og ved Restaurant Bondestuen har været afholdt ulovligt.
Problemet er, at områderne ikke har haft de rigtige lokalplaner.
Lørdag udtaler et af naboforeningens bestyrelsesmedlemmer, at han også vil have lukket Tinderbox.
- Det bliver over mit politiske lig, det der, siger Peter Rahbæk Juel.
Pengestærke mænd og stjerneadvokat
Michael Nielsen siger i dag til TV 2 Fyn, at han ikke har vendt klagesagen omkring Tinderbox med resten af bestyrelsen. Hvis ikke de vil være med på den, er han dog klar til at køre sagen selv.
Også hvis det kommer til at koste 600.000 kroner ligesom sagerne om Dyrskuepladsen og Restaurant Bondestuen.
- Det tegner til, at der er et lille mindretal med nogle pengestærke mænd og en københavnsk stjerneadvokat i ryggen, der lige nu kører en iskold vendetta, siger borgmesteren.
Borgmesteren medgiver, at alle er i deres gode ret til at klage.
- Men lykkes det her, vil det have store konsekvenser for den by, vi er.
Usikkerhed om lovbrud
Peter Rahbæk Juel oplyser, at By- og Kulturforvaltningen i kommunen har været i gang med lokalplans-arbejdet omkring Tusindårsskoven i flere måneder.
Kan du som borgmester og I som Kommune garantere, at der ikke er begået nogen lovbrud?
- Vi arbejder lige nu benhårdt på at få lavet et plangrundlag, som Planklagenævnet siger, og det er jeg fuld af tro på godt kan lade sig gøre. Sådan så Tinderbox, de store koncerter og Bondestuen også kan få lov til at blive afviklet. Det er i hvert fald min ambition.
Borgmesteren bliver bedt om at give et ja/nej-svar til spørgsmålet om, hvorvidt festivalen i Tusindårsskoven har været afholdt lovligt. Det giver han ikke.