Det er ikke altid store og små bødre. Det kan også være andre familiemedlemmer, som for eksempel fætre
Negativ social kontrol er også at finde i Odenses folkeskoler.
Børn- og ungerådmand, Susanne Crawley (R), har talt med en skoleleder i Odense, som har oplevet, at drenge udøver negativ social kontrol på skolen ved at holde øje med deres storesøstre.
- Det er små brødre, som bliver sat til at holde øje med deres ældre søstre. De skal holde øje med, hvem de er sammen med, og hvordan de går klædt og sådan nogle ting.
- Det er selvfølgelig ikke de allermest graverende eksempler på social kontrol, men det er måske begyndelsen, siger rådmanden.
Hun vil dog ikke sige, hvilken skole i Odense der er tale om.
- Jeg ønsker en diskussion om, hvad vi gør ved negativ social kontrol. Jeg beskriver kort et eksempel, som jeg ved eksisterer, og det er ikke relevant, hvor det præcis foregår, siger hun.
Ifølge Simon Hempel-Jørgensen, der er formand for Skolelederforeningen i Odense, kan eksemplet være en effektiv måde at sætte fokus på problemet, men det påpeger også, at der ofte ligger flere nuancer bag.
- Det har karakter af at være en anekdote, og jeg tror ikke man skal tage det som mere end det. Jeg tror sagtens man kan finde eksempler på at det sker, men også nogle skoler, hvor det ikke sker, siger han.
Omfanget er ukendt
Men ifølge rådmanden findes der negativ social kontrol på skolerne. Hun ved dog ikke i hvor stort et omfang.
- Sandheden er, at vi ikke helt præcis ved, hvor meget det sker. Måske sker det på alle skoler i en eller anden udstrækning, fordi vi ved, at det sker blandt flere religioner end islam. Det sker i flere forskellige samfundslag, og det sker hen over hele byen, siger hun.
At der bliver udøvet negativ social kontrol på skoler bekræfter Kefa Abu Ras, der er talskvinde for Søstre mod vold og kontrol.
- Det er ganske rigtigt. Det sker i hele byen, og det er ikke kun i Vollsmose, siger hun og fortsætter:
- Det er ikke altid store og små bødre. Det kan også være andre familiemedlemmer, som for eksempel fætre. Man lægger ofte ansvaret hos unge drenge, og de føler sig ansvarlige for at skulle kontrollere.
Altså handler negativ social kontrol ikke kun om pigerne, men også om drengene.
- Drengene er også underlagt negativ social kontrol. De bliver både udøvere af negativ social kontrol og ofre for det. Og de gør det fordi, det forventes hjemmefra, siger Susanne Crawley.
Skolerne skal inddrages
Onsdag skal Susanne Crawley sammen med resten af økonomiudvalget drøfte udmøntningen af Odense Kommunes styrkede indsats mod negativ social kontrol.
- Hele byrådet har besluttet, at vi skal prøve at bekæmpe negativ social kontrol. Vi har fået en ekspertgruppe til at kigge på på, hvad der foregår i Odense og gruppen giver os nogle anbefalinger, siger rådmanden og tilføjer:
- I dette års budget har vi også sat nogle midler af til at gennemføre nogle handlinger, og vi skal snakke om, hvordan vi gør, siger hun.
Anbefalinger fra ekspertgruppe
En af de ting, der kan gøres, er ifølge rådmanden at nogle af indsatserne kan indføres på skolerne.
Overordnet mener Simon Hempel-Jørgensen, at rådmandens eksempel er et godt eksempel på, hvad der er af forventning til folkeskolen.
- Det er et eksempel på, at vi fra politisk side ofte får bestillingsopgaver. At der er flere forventninger til skolen udover det skolen traditionelt, skal gøre. Ikke at jeg siger, at det ikke er på sin plads, siger han.