No justice - no peace: Demonstration i Odense samlede hundredevis
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Onsdag eftermiddag var hundredevis af mennesker samlet i Odense for at demonstrere imod den politivold og racisme, der foregår i USA. Demonstrationen kommer i kølvandet på, at situationen i USA er eskaleret efter George Floyds død.
Solen bager over hundredevis af mennesker på banegårdspladsen i Odense. De sætter sig på hug med armen i vejret til ære for George Floyd, og alle andre ofre for politivold i USA.
Demonstrationen kommer i kølvandet på den eskalerede situation i USA, hvor der bliver demonstreret i mange af storbyerne over det seneste tilfælde af politivold, der havde døden til følge for den 46-årige sorte amerikaner George Floyd.
Demonstration i Odense:
- Jeg er bange for, at det en dag kan være en, jeg kender
Jawaugn Arnold flyttede til Odense for to år siden. Onsdag deltager han i en solidaritetsdemonstration for sorte amerikanere, der har mistet livet i politiets varetægt.
For to år siden tog Jawaugn Arnold turen fra den amerikanske delstat North Carolina til Odense for at spille og træne amerikansk fodbold for Odense Badgers. Mens alt ånder fred i den fynske by, der mest er af påvirket af coronasituationen, breder alvorlige optøjer og demonstationer sig i hans hjemland.
I USA er flere sorte døde i politiets varetægt, og senest gik det ud over den sorte amerikaner George Floyd, som under en anholdelse mistede livet. Det har fået vreden mod politiet og racismedebatten til at blusse op i USA.
Onsdag fyldes banegårdspladsen i det ellers fredelige Odense med demonstranter, som vil demonstrere for anti-racismebevægelsen "Black Lives Matter". En demonstration, som Jawaugn Arnold skal deltage i.
- Jeg demonstrerer for mig selv og alle, der måske ser ud som mig, siger han.
For Jawaugn Arnold er selv en sort, større fyr, som passer på beskrivelsena af de amerikanere, der har mistet livet i politiets varetægt over en længere periode, og som nu er blevet nok for befolkningen.
Konstant frygt
I to år har Jawaugn Arnold slået sine folder i Odense og på træningsbanerne i Bolbro med de andre amerikanske fodboldspillere i Odense Badgers. Selvom der for alvor er kommet fokus på de "Black Lives Matter"-bevægelsen i den seneste tid med sorte instagrambilleder og medieomtale, har problemet altid været der. Sådan oplever Jawaugn Arnold det i hvert fald.
Han har oplevet naboen blive holdt fast af politiet uden at kunne gøre noget, og er blevet bandlyst fra en bar i hjembyen, udelukkende grundet hans udseende som en sort mand. Og når han ser noget så brutalt som George Floyds død, får det ham til at mærke en konstant frygt.
- Jeg føler altid, at jeg skal være bedre. Altså, at jeg skal være ti gange bedre, i stedet for "bare" at være god, fordi jeg er en sort, større fyr. Så hvis jeg reagerer, som en anden, hvid mand måske gør, så ser folk anderledes på mig. Jeg føler, at jeg hele tiden skal have en facade på, for at passe på mig selv, siger Jawaugn Arnold.
Derfor sætter han pris på, at han i dag kan deltage i en demonstration i sit nye land.
Langt fra USA
Der er langt fra voldsomme demonstrationer i USA til Kongens Have i Odense. Men lige ved siden af det grønne område, vil der fra klokken 17.00 være fyldt med mennesker, der kræver bedre vilkår for sorte mennesker udsat for politivold.
Over 1000 mennesker har vist interesse for demonstrationen, som "Racismefri by - Odense for mangfoldighed" afholder.
- Det var et brutalt politimord på en sort mand, som var gnisten, der satte rigtig mange i omdrejninger, som tænker, at det skal stoppes, fortæller Lene Junker, der er talsperson for Racismefri By - Odense for mangfoldighed.
Når Jawaugn Arnold blander sig med de andre demonstranter onsdag eftermiddag, er det for at være med til at skabe endnu større opmærksomhed. Både om den brutale politiadfærd og om diskrimination.
- Mange tror, at det kun står på i USA, men det sker jo alle steder. Jeg troede, at det var det sidste, jeg skulle bekymre mig om, da jeg kom til Europa, men det følger mig. Det er som om, man er født med en forbandelse. Du kan ikke flygte fra det, for folk vil altid se på dig som anderledes, siger han og peger ned af sig selv.
Vreden bobler over
Under anholdelsen af George Floyd sad en amerikansk politibetjent med sit knæ på halsen af ham, selvom han gentagne gange sagde, at han ikke kunne trække vejret. Efter 8 minutter og 46 sekunder i politiets varetægt døde han. Den brutale anholdelse er ikke et alenestående tilfælde, og George Floyd er ikke den første sorte mand, der mistede livet på tragisk vis.
Ifølge Jawaugn Arnold var det denne lange, frygtelige seance, der fik bægeret til at flyde over hos mange - nu også hos danskerne, der i flere byer demonstrerer onsdag.
- Det er trist, at det er kommet til det. Folk laver oprør og er vrede, men det er kogt over nu. Det skulle ikke være kommet dertil, for der skulle være gjort noget ved det for længe siden. Folk bliver slået ihjel i deres egne hjem, så det skulle være adresseret for meget længere tid siden. Derfor er der større oprør, forklarer han.
Selvom hans liv primært foregår i Odense, har han stadig både venner og familie i staterne, og det bekymrer ham, at det er kommet så langt ud.
- Jeg er bange for, at det en dag kan være en, jeg kender. Det virkelige spørgesmål er, hvorfor er det kommet så langt ud?
- No justice, no peace, bliver gentagende gange råbt iblandt demonstranterne.
Lene Junker, der er talsperson for "Racismefri By - Odense for mangfoldighed" indleder demonstrationen med en tale, der brager ud igennem højtalerne og ud over demonstranterne.
George Floyd er det seneste offer på en kedelig lang liste over sorte amerikanere, der er døde i politiets varetægt.
- Det er en støtte og opbakning til ofrene i USA og alle de mennesker, som er trætte af racisme og diskrimination, siger Lene Junker.
Demonstrationen foregik i Odense på banegårdspladsen fra klokken 17 til 18.15.
Sort mands død udløser demonstration i Odense
Den sorte amerikaner George Floyds død har udløst demonstrationer verden over. Onsdag afholdes en solidaritetsdemonstration i Odense.
I USA breder store optøjer og demonstrationer sig, som følge af den sorte amerikaner George Floyds død. Det blev markeret i København med en demonstration, hvor 4400 mennesker tilsluttede sig, og nu bliver det muligt at demonstrere i Odense.
3. juni skriver Odense sig på listen over byer, der demonstrerer for anti-racismebevægelsen "Black Lives Matter", når "Racismefri by - Odense for mangfoldighed" arrangerer en solidaritetsdemonstration på banegårdspladsen i Odense.
I USA er flere sorte døde i politiets varetægt, og George Floyds død har fået vreden mod politiet og racismedebatten til at blusse op i USA.
- Det er en støtte og opbakning til ofrene i USA og alle de mennesker, som er trætte af racisme og diskrimination, siger Lene Junker, der er talsperson for "Racismefri by - Odense for mangfoldighed."
Racisme i USA
George Floyd var en sort mand, der blev anholdt i USA, og under anholdelsen sad en amerikansk politibetjent med sit knæ på halsen af manden, der gentagne gange sagde, at han ikke kunne trække vejret. Efter 8 minutter og 46 sekunder i politiets varetægt døde han.
- Det var et brutalt politimord på en sort mand, som var gnisten, der satte rigtig mange i omdrejninger, som tænker, at det skal stoppes, fortæller Lene Junker, der er talsperson for Racismefri By - Odense for mangfoldighed.
I USA har demonstrationerne nærmest udviklet sig til en kamp mod politiet, hvor biler sættes i brand, og præsidenten Donald Trump har indsat militæret. Der er de seneste dage set flere eksempler på, at situationen eskalerer, blandt andet kørte en politibil ind i demonstranter.
Håber på officiel udmelding
"Racismefri by - Odense for mangfoldighed" besluttede i aftes at afholde solidaritetsdemonstrationen.
- Vi skal ikke sammenligne USA med Danmark, men det er jo sådan, at især efter Trump blev valgt, så har højrefløjen og racister fået vind i sejlene. Højrefløjens partier er også blevet stærke i Danmark, og derfor hænger det også sammen med vores hverdag, siger Lene Junker.
- I første omgang er demonstrationen for ofrene og minoriteterne, som vi viser vores medfølelse til, siger Lene Junker.
Hun håber dog også, at den danske regering vil tage stilling til urolighederne i USA.
- Det ville være rigtig godt, hvis den danske regering officielt kom med en udmelding, som viser medfølelse og sympati for ofrene, siger Lene Junker.
Flere byer i hele verden arrangerer også demonstration onsdag, hvor blandt andet også Aarhus er med. Demonstrationen i Odense kommer til at foregå på banegårdspladsen klokken 17.