Nu bliver det forbudt for bilister at køre gennem Skibhusvej
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Den omdiskuterede Skibhusvej i Odense C lukker for gennemkørende biltrafik til foråret.
Det står nu klart, efter et flertal i Odense Byråd bestående af Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Moderaterne onsdag aften har stemt forslaget igennem.
Konservative, Venstre og Liberal Alliance forsøgte at få et ændringsforslag gennemført, men det blev nedstemt, og dermed godkendes den oprindelige plan for Grøn Mobilitet i Skibhuskvarteret.
Der etableres en sluse midt på vejen, så kun cykler, busser og varevogne med særligt ærinde må køre igennem.
Det bliver altså ikke tilladt for billister at køre på strækningen. Ud over det etableres der på et stykke af vejen en cykelgade, hvor bilister skal holde sig bag cyklister.
En hastighedsbegrænsning på 30 kilometer i timen indføres i det meste af Skibhuskvarteret.
Debatten varede i mere end tre timer, og du kan læse alt om, hvordan den forløb her.
Inden aftenens debat var der demonstrationer foran Odense Rådhus, hvor personer demonstrerede både for og imod forslaget.
Hver dag kører 8.000 biler gennem den sydlige del af Skibhusvej, hvilket altså ikke bliver muligt, når planen er gennemført.
8.000 bilister skal finde nye veje: Knudepunkt lukkes for gennemkørende trafik
Skibhusvej forvandles fra trafikeret knudepunkt til cykelgade i 2025. Vejen lukkes for gennemkørende trafik.
Indkørsel forbudt for biler.
Det hvide skilt med en rød streg over en bil burde være velkendt for alle med kørekort - hvis ikke, er det på tide at lære det, for det bliver meget snart virkeligheden på den trafikale Skibhusvej i Odense.
I foråret 2025 bliver vejen forvandlet til cykelgade.
På størstedelen af strækningen fra Annasholmsgade i syd til Victoriagade i nord skal biler, busser og cykler deles om pladsen, men cirka midt på den 620 meter lange strækning mødes bilister af indkørsel forbudt-skiltet.
Her kan cyklister og busser fortsætte, mens bilister må vende rundt.
Et uudnyttet potentiale
Hver dag kører 8.000 biler gennem den sydlige del af Skibhusvej. Det vurderes, at over halvdelen er gennemkørende trafik, der ikke har noget ærinde i kvarteret. Den skal fremover ledes rundt om Skibhuskvarteret via Kochsgade og Havnegade.
Derfor lukker man også af fra sidevejene, så der er ind- og udkørsel forbudt på Skibhusvej på strækningen, der laves til cykelgade.
- Der har i mange år været et ønske og en drøm om, at vi fik gjort noget ved al den gennemkørende trafik, som gør det ubehageligt at cykle der, og som gør det til et meget mindre attraktivt område, end det har potentiale til, fortæller klima- og miljørådmand Tim Vermund (S).
Skibhusvej vil visuelt gennemgå en større forandring med nye belægninger, grønne oaser og farvede markeringer af vejens forløb. Og så er det fremover cyklisterne, der kommer til at dominere hastigheden.
Drop bilen
Cykelgaden er en del af Odense Kommunes såkaldte mobilitetsplan, der har to mål: at flere skal bo og færdes i bymidten, og at vores CO2-forbrug reduceres.
Foruden at sende bilisterne på en mindre omvej rundt om kvarteret, er der derfor i samme omgang også tænkt i hyppigere busafgange, der skal få flere til at lade bilen stå i indkørslen derhjemme. Fremover vil der være busdrift hver 10. minut fra Skibhusvej i hverdagene.
Til november forventes byens politikere at give det endelige go til planen, og til foråret er Skibhusvej forvandlet.