Ny kåring: Odense er alene på liste over "elskede destinationer"

Odense ligger nummer 68 på liste med 21.330 destinationer. Listen er skabt på basis af mund-til-mund-anbefalinger.

Et omfattende datasæt baseret på mund-til-mund-anbefalinger sender Odense op som nummer 68 på en nyere liste over verdens mest populære turistdestinationer.

Det er Tourism Sentiment Index som står bag top 100-listen. Det er anden gang listen udkommer, og første gang en dansk destination er i top 100.

Det glæder ikke kun Odense Kommune, men også borgmester Peter Rahbæk Juel.

- Det er ikke altid, at der er grund til at ranke ryggen, når man bliver nummer 68. Men når det er på top 100-listen over elskelige turistdestinationer i hele verden, så kan vi godt være stolte af den placering i Odense, skriver borgmesteren i et opslag på Facebook.

Til TV 2 Fyn siger Peter Rahbæk Juel, at det interessante - og nye - ved Tourism Sentiment Index' liste er, at det er byens besøgende, som listen er baseret på, og ikke en skribent fra et medie, som rejser rundt og anmelder destinationer.  

- Det er dem der har været i Odense, som det baserer sig på. Og det er helt særligt, at de har oplevet Odense.

- Vi er glade for alle lister, men det her bekræfter at vi er på vej, at det er turisterne selv, siger Peter Rahbæk Juel.

Metoden med anvendelse af data på den måde er ny for borgmesteren. Han tilføjer at Visit Odense kigger på Tourism Sentiment Index' metode.

- Måske er det noget, som vi kan bruge fremadrettet. For vi skal ikke hvile på laurbærrene, siger Peter Rahbæk Juel.

Odenses 68.-plads kommer oven på lignende kåringer i toneangivende medier som Vogue, Time Magazine, Forbes, New York Times og Le Parisienne.

- Vi har sgu fat i noget godt. Lad os fortsætte med at tro på tingene og udvikle vores by, skriver Peter Rahbæk Juel videre i opslag på Facebook.

Ifølge Tourism Sentiment Index hjemmeside er det kun anden gang listen offentliggøres.

Listen, som kaldes "The 100 most loved destinations", er baseret på ikke færre end 1,6 milliarder onlinesamtaler og brudstykker af onlinesamtaler. I alt er der registreret 21.330 destinationer verden over - og det er altså blandt dem Odense har opnået en 68.-plads.

Selvom Odense ikke skal hvile på laurbærrene, så er der åbenbart grænser for, hvad kommunens politikere vil bruge skatteborgernes penge til. Således blev et projekt omfattende blandt andet beachvolleyhal, sundhedsbygning, parkeringshus, skaterområde og svømmehal ved Friluftsbadet for nyligt parkeret.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.


Oversigt

    Oversigt