OB-angriber holder fast i det positive trods nederlag
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
OB tabte med 0-3 ude mod FCM, men Nicklas Helenius mente ikke, at resultat var retvisende for opgøret.
OB løb ind i et nederlag, da FC Midtjylland hjemme vandt 3-0 over fynboerne i Superligaen fredag.
Nederlaget kom efter fire ligasejre i træk, men klubbens angriber Nicklas Helenius valgte bagefter at holde fast i den positive attitude.
- Midtjylland var bedre end os, men vi følte ikke, at 0-3 var et retvisende resultat, da vi på ingen måde blev spillet ud af banen, siger Nicklas Helenius.
I begyndelsen af anden halvleg fik Helenius en gylden mulighed for at bringe OB tilbage i opgøret, da han skulle sparke et straffespark.
Angriberen misbrugte dog muligheden, og han medgiver, at en scoring måske kunne haft indflydelse på opgøret.
- Selvfølgelig var det afgørende, når man brændte et straffespark, men jeg syntes, at vi viste et godt udtryk i det første kvarter af anden halvleg.
- Vi var ovenpå, og FCM-spillerne forsøgte at få hinanden i gang. Om en scoring på daværende tidspunkt havde kickstartet os imod et eller flere point, kan jeg ikke vide, siger Nicklas Helenius.
Midtjyske bank: OB taber for første gang siden september
FC Midtjylland tilbageerobrede førstepladsen i Superligaen, da mestrene besejrede gæsterne fra OB med 3-0.
Der var inviteret til topbrag i 19. spillerunde, da FC Midtjylland tog imod OB i Superligaen fredag.
Her endte et kynisk hjemmehold med at tage de tre point.
To mål i første halvleg og en tredje scoring i slutminutterne blev udbyttet for FCM, som besejrede OB 3-0.
Dermed overtog midtjyderne førstepladsen i ligaen fra FC København, men de to klubber har begge 41 point, og FCK har spillet en kamp færre.
Med nederlaget blev OB tredjepladsen inden weekendens resterende kampe.
Kampen blev indledt intenst og meget lige, da de to mandskaber blev fanget i den berømte kamp om midtbanen, men det ændrede sig efter 25 minutter.
Her bragte FCM sig foran 1-0, da et frispark blev headet videre til midterforsvareren Alexander Scholz, som headede bolden over OB-keeper Sten Grytebust.
Kort før pausen blev det så 2-0 til hjemmeholdet.
Straffespark
Brasilianske Evander så muligheden for et skud, men gæsternes målmand reagerede prompte på forsøget fra midtbanespilleren.
Den costaricanske angriber Mayron George blev i den efterfølgende situation nedlagt i feltet, og dommeren dømte straffe.
FCM-anfører Jakob Poulsen sparkede herefter sikkert bolden i nettet til 2-0.
Ti minutter inde i anden halvleg fik gæsterne et straffespark, da en FCM-forsvarsspiller havde hånden på bolden.
På det efterfølgende straffe reddede FCM-keeper Jesper Hansen flot skuddet fra angriberen Nicklas Helenius.
Herefter pressede OB forsvarslinjen frem i et forsøg på at skabe chancerne for at komme tilbage i opgøret, men FCM stod stærkt i defensiven.
Til sidst i opgøret lukkede og slukkede FCM kampen med scoringen til 3-0, da den svenske back Joel Andersson bankede bolden i nettaget.
Kort efter blev FCM's forsvarsspiller Rasmus Nicolaisen sendt tidligt i bad, da han modtog sit andet gule kort og dermed en udvisning.
OB havde ikke tabt i ni ligakampe før fredagens nederlag, og den tabte kamp må ikke ødelægge moralen hos OB, mener angriberen.
- Det har været en opadgående kurve. I begyndelsen af sæsonen var det nogle personlige fejl, der kostede, men det har vi fået løst som hold.
- Sejrene har givet selvtillid, og vi ved, hvad vi skal på banen og til træning. Vi har stået sammen, og vi må ikke miste modet efter nederlaget mod FCM.
- FCM har Danmarks bedste hjemmebane, og jeg følte, at det var en mere lige kamp, end resultatet viste, slutter angriberen.