AGF var søndag få minutter fra sæsonens første sejr i Superligaen, men en scoring i tillægstiden af OB's Moses Opondo til 2-2 ødelagde det for hjemmeholdet.
Dermed er AGF fortsat uden sejr efter syv runder, og aarhusianerne går nu ind til to ugers landskampspause med bare tre point på 11.-pladsen. OB har syv point på ottendepladsen.
Kampens første tre mål faldt allerede i de første 16 minutter, da OB gjorde det til 1-0 efter et minut, og AGF's unge svenske venstreback Eric Kahl med to hurtige scoringer gjorde det til både 1-1 og 2-1.
Opgøret var langt hen ad vejen ganske tæt, og derfor var det uafgjorte resultat i sidste ende retvisende.
Kamp præget af hårde frispark
OB-forsvarer Alexander Juel Andersen var manden bag OB's hurtige mål, da han steg til vejrs på et hjørne og bragte gæsterne foran 1-0.
AGF rystede dog lynhurtigt chokket af sig, og bare minuttet senere var det hele lige igen, efter at 19-årige Kahl havde udlignet med sit første mål for aarhusianerne.
Og unge Kahl var ikke færdig med at imponere, for allerede i det 16. minut afsluttede han et perfekt kombineret AGF-angreb med sit mål til 2-1.
Resten af halvlegen var præget af hårde frispark, som resulterede i mange spilstop og tre gule kort til hvert hold før pausen.
OB kom ud til anden halvleg med et mere offensivt udtryk, og fynboerne havde held med at trykke AGF en smule tilbage.
Værterne stod dog godt placeret i forsvaret og sørgede for, at OB ikke for alvor kom helt tæt på.
Lige som kampen gik ind i tillægstiden kom OB-udligningen dog til 2-2, som blev sat ind af indskiftede Moses Opondo.