Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

OB henter erfaren finsk landsholdsspiller

OB henter endnu en forstærkning til superligatruppen. 

Klubben har skrevet kontrakt med den erfarne finske forsvarsspiller Sauli Väisänen, der kommer til Odense på en fri transfer fra Cosenza i den næstbedste italienske række, Serie B. Her spillede den 29-årige finne i den netop afsluttede sæson 29 kampe. 

I de kommende tre år skal han spille hos de stribede fra Fyn. 

- Vi ser meget frem til at arbejde sammen med Sauli fra sæsonstart. Sauli er en meget grundig og professionel fodboldspiller, som altid får en høj status i de klubber, han repræsenterer. Planen er, at han skal bidrage til at øge konkurrencen på midterforsvarspositionen samt bidrage til træningskulturen og være med til at udvikle spillestilen, siger Björn Wesström, der er fodbolddirektør i OB, til klubbens hjemmeside.

Sauli Väisänen har tidligere i karrieren spillet i AIK Stockholm, hvorfra både Bjørn Wesstrøm og Andreas Alm har et særdeles godt kendskab til den finske landsholdsspiller, der har optrådt 24 gange for det finske A-landshold. 

Finnen er OB's femte forstærkning udefra i denne sommer. OB får også tilgang af hollandsk-ghanesiske Leeroy Owusu, svenskerne Johannes Selvén og Rami Al-Hajj samt Mohamed Buya Turay, der kommer fra Sierra Leone. Alle har kontraktudløb og er derfor hentet, uden at OB har skulle betale transferbeløb.