OB-spiller om homofobiske tilråb:
- Vi havde også reageret
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
OB's forsvarsspiller Jeppe Tverskov føler sympati med FC Københavns spillere, der blev kaldt homofobiske gloser, efter søndagens Superligakamp på Odense Stadion.
Flere OB-fans skreg homofobiske tilråb fra tilskuerrækkerne ned til FC Københavns spillere under søndagens Superligakamp på Odense Stadion. Det vil hverken spillerne eller klubben acceptere.
- Det er klart, det ikke er i orden. Det tager vi stor afstand fra både som spillere og som klub. Det er vi kede af at høre, og det er klart, at det ikke er optimalt hverken på fodboldbanen eller uden for, fortæller OB's forsvarsspiller Jeppe Tverskov.
OB tager afstand fra homofobiske tilråb:
- Det skal stoppes øjeblikkeligt
OB tager officielt afstand fra de homofobiske tilråb, der lød fra en gruppe OB-fans under søndagens kamp mod FC København.
OB’s fans blev efter søndagens topkamp mod FC København udsat for heftig kritik fra FCK-angriberen Viktor Fischer, der umiddelbart efter opgøret kritiserede OB-fansene for at komme med homofobiske tilråb under kampen.
Efter kampen, som FCK endte med at vinde 1-0, gik Viktor Fischer direkte ned mod OB-fansene, hvor han bukkede og tildelte dem fingerkys, hvilket kun provokerede dem yderligere.
- Homofobi skal ikke accepteres, og det skal ses på linje med racisme. Jeg håber, at hvis ikke Superligaen gør noget ved det, så vil OB selv gøre noget ved det i forhold til deres fans. Nogen vil måske mene, at man skal holde sig for god til at råbe til fansene, men jeg valgte at gøre det. Nu håber jeg, det bliver belyst, at OB's fans synger homofobiske sange mod spillerne, sagde Viktor Fischer ifølge Ritzau til TV3+ efter kampens afslutning.
FCK-profilens ønske om handling fra OB’s side bliver allerede mandag opfyldt. Hver mandag holder OB’s ledelse møde, hvor de blandt andet evaluerer weekendens kamp og ser frem mod den uge, klubben går i møde.
På denne mandags møde var der kommet et ekstra punkt på dagsordenen.
- Der var også lige et punkt om de her ærgerlige tilråb. Vi talte om, hvordan vi tackler det. Både som klub og sammen med vores fans, hvordan vi får sat en stopper for de ting, siger Jack Jørgensen, der er kommerciel chef i OB, til TV 2/Fyn.
Møde med fanklubben
Jack Jørgensen fortæller, at der allerede er planlagt et møde med fanklubben mandag formiddag, hvor de vil forsøge at få skabt klarhed over, hvad der skete, og ikke mindst hvordan man kommer det til livs.
- Det er et problem, som vi skal tage seriøst, og som vi skal have stoppet øjeblikkeligt, siger Jack Jørgensen.
OB vil med Jack Jørgensens ord forsøge at tale til folks sunde fornuft og derved få slået helt fast, at den slags ytringer ikke er acceptable.
- Vi ved, at fodbold er store følelser. Vi ved også, at fans – ligesom os andre – har stor passion for det. Og nogle gange så flyder bægeret over. Men når det kommer til homofobi eller racistiske tilråb, så skal vi have sat en stopper for det, og det skal alle hanke op i sig selv omkring, understreger Jack Jørgensen.
Han ser det som en naturlig del af spillet, at fansene råber ad såvel modspillere som ad dommeren.
- Men de her tilråb hører bare ingen steder hjemme. Heller ikke på et fodboldstadion, og heller ikke selv om man er dybt passioneret for det hold, man holder med, siger OB’s kommercielle chef.
Ikke første gang
Ifølge flere spillere fra både FC København og OB har der også tidligere været tilsvarende episoder med homofobiske tilråb fra OB’s fans.
- Jeg ved, at vores fanklub også forsøger at holde noget selvjustits på tribunerne. Men når der er mange mennesker samlet, er der nogen, der nogle gange går over stregen, og det er jo dybt beklageligt. Vi kan jo ikke garantere, hvad der sker fremadrettet. Men vi kan i hvert fald garantere, at vi gør alt, hvad vi kan for at tale vores fans til fornuft, siger Jack Jørgensen.
Han fortæller, at klubben endnu ikke har 100 procent overblik over, hvem der stod bag de homofobiske tilråb mod FCK-spilleren.
Fanklub tager afstand
I en officiel udmelding tager OB’s fanklub afstand fra de homofobiske tilråb mod FCK-spillerne.
De Stribede er gået sammen med @FCKFC om en officiel udmelding om de ting, der skete på Odense Stadion i går. Vi håber, de andre fanklubber vil bakke os op i det. #obdk #sldk @FairFansDK https://t.co/okz0s6mESm
— De Stribede (@DeStribede) April 8, 2019
- Vi vil selvfølgelig gøre alt, hvad der står i vores magt for, at tilråb som disse bliver stoppet fuldstændigt, da vi hverken kan eller vil acceptere dette, skriver De Stribede blandt andet i et kort statement på fanklubbens egen hjemmeside.
- Sammen med FCK’s fanklub FCKFC tager De Stribede stærkt afstand fra homofobiske og racistiske sange og andre diskriminerende tilråb. Vi håber selvfølgelig på, at Superligaens andre fanklubber vil støtte op om dette, så vi sammen kan få sat en stopper for det, skriver fanklubben videre.
De Stribede har over for TV 2/Fyn ikke ønsket at uddybe deres holdning til søndagens episoder.
Han hørte ikke selv de homobofiske tilråb fra fansene. Det gjorde til gengæld FC Københavns Viktor Fischer, der efter kampen i provokation sendte fingerkys til OB's fans.
- Havde det været en af vores spillere, havde vi også reageret efterfølgende, så det er forståeligt, at Viktor Fischer er oprevet bagefter, mener Jeppe Tverskov.
- Det hører ikke hjemme
Heller ikke OB's træner, Jakob Michelsen, lagde mærke til, at tilråbene fra publikum var særligt generende søndag. Alligevel tager også han afstand fra de homofobiske sange og tilråb.
- Kampen er så hektisk, at vi ikke hører alt, hvad der bliver råbt. Hvis det er sket, og det tror jeg helt sikkert, det er, tager vi selvfølgelig kæmpe afstand fra det. Den slags hører ingen steder hjemme, mener træneren.
I en officiel udmelding tager også OB’s fanklub mandag afstand fra de homofobiske tilråb mod FCK-spillerne.
Fischer og Kvist kritiserer OB-fans for homofobiske råb
FC København-spillerne Viktor Fischer og William Kvist hørte homofobiske tilråb under søndagens kamp mod OB.
Fodbold var ikke det eneste tema efter søndagens superligakamp i Odense mellem OB og FC København.
FCK-angriberen Viktor Fischer kritiserede OB-fansene for at komme med homofobiske tilråb under opgøret, som FCK endte med at vinde 1-0.
- Sidst vi spillede i Odense, var der homofobiske tilråb fra OB-fansene, og det var der flere gange igen i dag. Bagefter var det rigtig dejligt at stå med sejren, siger Fischer til TV3+ ifølge bold.dk.
Efter sejren gik Fischer ned mod OB-fansene og tildelte dem fingerkys, hvilket kun provokerede dem yderligere.
- Homofobi skal ikke accepteres, og det skal ses på linje med racisme. Jeg håber, at hvis ikke Superligaen gør noget ved det, så skal OB selv gøre noget ved det i forhold til deres fans.
- Nogen vil måske mene, at man skal holde sig for god til at råbe til fansene, men jeg valgte at gøre det. Nu håber jeg, det bliver belyst, at OB's fans synger homofobiske sange mod spillerne, siger Fischer.
- Den er god nok
Den tidligere OB-spiller Mathias Jørgensen bekræfter, at der var homofobiske sange om Viktor Fischer i en kamp tidligere på sæsonen, hvor den unge kantspiller selv var på banen.
- Sidste gang FCK var på besøg i Odense, spillede jeg. (Fun fact) men den er god nok. Hele 90 minutter endda, skriver Mathias Jørgensen på Twitter og tilføjer:
- Under kampen (OB-FCK, 5. august i 2018, red.) ville jeg lyve, hvis jeg sagde, jeg ingenting hørte. Men desværre hørte jeg en hel tribune i Odense synge homofobiske sange om Viktor Fischer. Desværre!
FCK-veteranen William Kvist hørte denne søndag aften også tilråbene fra nogle af OB-fansene, da han varmede op nede i den ene ende, inden han blev skiftet ind.
- Man bliver lidt træt og ked af det. Jeg troede, at vi var vokset fra det. Men der var åbenbart et par stykker, der stadig synes, at det hører sig til i 2019.
- Vi skal gøre noget ved det. Det skal væk. Jeg tror og håber, at OB's fanklub gør noget ved det. Det skal ud, siger William Kvist til TV3+.
OB tager afstand
Senere søndag aften meldte OB ud, at klubben ikke accepterer den slags ytringer fra fansene.
- OB tager naturligvis stærkt afstand fra homofobiske tilråb. Vi er godt klar over, at fodbold kalder på de store følelser, og man kan blive sur, vred og skuffet.
- Men vi vil ikke acceptere tilråb, som har homofobisk, racistisk eller diskriminerende karakter, skriver OB på Twitter.
Dame N'Doye scorede kampens enlige mål i Odense, og det var senegaleserens mål nummer 100 i FCK-trøjen.
FCK fører Superligaen med 67 point efter 28 kampe. Det er fem point mere end FC Midtjylland på andenpladsen.
Kampen i tal
OB-FC København 0-1 (0-0).
0-1 Dame N'Doye (77. minut).
Gult kort: Oliver Lund, OB (25.), Carlos Zeca, FC København (34.) Ramon Leeuwin, OB (49.) Bashkim Kadrii, OB (66.) Andreas Bjelland, FC København (90.)
Tilskuere: 11.154.
Støjbergs Syrien-forslag frister ikke - Jafar vil hellere være fattig i Danmark end rig i Syrien
kopieret!
31.000 syriske flygtninge skal vende tilbage til hjemlandet.
Det fortæller partiformand for Danmarksdemokraterne, Inger Støjberg, i Jyllands-Posten torsdag. Og hun har sågar en klar plan for, hvordan hun skal få hovedparten af de 45.000 syrere i Danmark til at rejse tilbage.
Jafar Hassan, der kom til Danmark i 2015, har dog ingen planer om at takke ja til dette tilbud.
Tak for tilbuddet, men nej tak
Som det ser ud nu, giver den danske stat en repatrieringsydelse på lidt over 150.000 kroner til syrere, der vender hjem.
Dette beløb vil Inger Støjberg fordoble, så ydelsen kommer til at hedde 310.834 kroner per voksen syrer.
Hun forklarer til Jyllands-Posten, at man for de penge vil have mulighed for at skabe sig en indtægt og et hjem dernede.
Men hvis Inger Støjberg bankede på Jafar Hassans dør med en check på 300.000 kroner, så ville svaret være kort og klart.
- Jeg ville sige tak for tilbuddet, men pænt nej tak, fortæller han til TV 2 Fyn.
Han forklarer dog videre, at han tror, mange vil takke ja til tilbuddet.
- Du kommer langt i Syrien for 300.000 kroner, men jeg vil hellere være fattig i Danmark end rig i Syrien, siger Jafar Hassan.
Han uddyber, at mange syrere blot har ventet på, at Bashar al-Assad blev væltet, og at flygtninge nu vil vende tilbage i større grad.
Jeg rejser tilbage, hvis …
Jafar Hassan har siden 2015 bygget et liv op i Danmark, og bor i Ullerslev. Han ser det ikke som en mulighed at rejse permanent tilbage til Syrien.
- Jeg har afsluttet 9. klasse, 10. klasse og er i gang med en pædagoguddannelse, så jeg har næsten alt her, fortæller han.
Dog findes der også noget, der trækker ham tilbage til hjemlandet.
- Min mor, far og tre søskende bor stadig i Syrien, og dem vil jeg meget gerne se noget mere, siger han.
Derfor ser han, at der kun findes ét tilbud, der kunne få ham til at rejse tilbage til Syrien.
- Jeg skulle have mulighed for at bo begge steder og kunne rejse frit mellem landende, forklarer han afrundende.
Jafar Hassan er bevidst om, at han kan bidrage i Syrien, men står det til ham, kan han også bidrage i Danmark med sin uddannelse.
Et land han hellere vil være i.
Krudtsælgere frygter kunder kvæler nytårsaften: - Synd for de små
kopieret!
I år er nye regler for fyrværkeri trådt i kraft, som betyder, at det nu kun er lovligt at fyre af i to dage - fra den 31. december til 1. januar.
Men den nye lovgivning får flere fynske fyrværkerisælgere til at se på fremtiden med bekymring. To fyrværkeriforhandlere, som TV 2 Fyn har talt med, tvivler nemlig på, at alle kan overholde reglerne.
Og hvis ikke folk kan holde i raketterne i ro, så frygter forhandlerne, at det kan føre til yderligere stramninger, som i sidste ende vil betyde, at man ikke må sælge eller købe nytårsfyrværkeri.
- Så siger politikerne, at nu er der ikke noget, der hedder nytårskrudt, og det vil være synd for de små, siger Claus Oldenbjerg, der driver Krudttossen.
Kan du forudse, hvad der sker i 2025? Tip en 13'er og vind kæmpe gavekurv
kopieret!
Vinder Viktor Axelsen Denmark Open, bliver det nye supersygehus udskudt endnu en gang, og vender forsiden tilbage på tv2fyn.dk?
Hvis du kan spå om året 2025, kan du vinde en gavekurv til en værdi af 500 kroner.
Du skal have kigget i spåkuglen og indtastet dine svar, inden kongens første nytårstale begynder den 31. december.
Vinderen findes, når året 2025 går på hæld.
Regler og betingelser:
Husk at udfyld både mail og telefonnummer, så vi kan komme i kontakt med vinderen. Ved deltagelse accepterer du samtidig, at vi må kontakte dig. Vinderen vil blive kontaktet direkte og skal være indstillet på, at præmieoverrækkelsen filmes til web og tv. Flest korrekte svar vinder. Er der lige mange korrekte svar, findes vinderen ved lodtrækning. Seneste besvarelse gælder.
Er din hund klar til nytår? Få tjeklisten her
kopieret!
Er man en af de hundeejere, hvis firbenede ven reagerer kraftigt på fyrværkeri, så er Dansk Kennel Klub klar med en tjekliste, der kan hjælpe ens hund gennem nytårsdagene.
I et opslag på Facebook opfordrer de til, at man har planlagt, hvor ens hund er nytårsaften, hvis man ikke er hjemme. Kan man ikke tage den med sig, skal man overveje, om den skal passes.
Derudover skal man skynde sig, hvis hunden skal have angstdæmpende medicin, og i tilfælde af at ens hund kan finde på at løbe væk, er det en god idé at sikre sig, at der er et lovpligtigt hundetegn i hundens halsbånd.
Sidst men ikke mindst kan man venligt huske folk på den nye lovgivning, hvis de affyrer fyrværkeri før 31. december.
Ventetiden i Familieretshuset stiger - fynsk politiker vil undgå "tåbeligt dobbeltarbejde"
kopieret!
Foreningen af Faste Værger i Danmark foreslår, at det fremover skal være kommunerne, som skal oprette værgemål for demente og senhjerneskadede borgere.
Blandt andet for at mindske ventetiden og undgå dobbeltadministration ved, at der ikke er to myndigheder, som skal sagsbehandle de samme sager, lyder argumentet. Det skriver DR.
KL er ikke videre begejstret for forslaget, men flere ordførere på Christiansborg synes, at forslaget er spændende, og de er parate til at kigge på, om kommunerne skal overtage opgaver fra Familieretshuset. Blandt andet fynskvalgte Katrine Daugaard, der er socialordfører for Liberal Alliance.
- Hvis der er dobbeltarbejde, er det jo tåbeligt, siger hun.
Vej kortvarigt spærret på grund af politiarbejde
kopieret!
Torsdag eftermiddag var det ikke muligt at passere Lillebæltsbroen.
Af Vejdirektoratets trafikinfo fremgik det, at broen var spærret i begge retninger på grund af politiarbejde.
TV 2 Fyn har været i kontakt med Fyns Politi, der oplyser, at Sydøstjyllands Politi kortvarigt var til stede på broen, men derudover ikke har yderligere at tilføje.
Selv Christian Eriksen har deltaget - Traditionsrigt fodboldstævne sparket i gang
kopieret!
2. juledag blev et af Danmarks største indefodboldstævner sparket i gang i Odense idrætshal.
Stævnet, Fyens Stiftstidendes indefodboldstævne, er en tilbagevendende tradition og har været afholdt næsten hvert år siden 1961.
Over fem dage spilles mere end 1.000 kampe.
Gennem årene har fodboldtalenter som Christian Eriksen og Rasmus Falk slået deres folder til stævnet.
Og hos både stævneleder og forældre glæder man sig til at bruge de kommende dage rundt om det brune trægulv.
Vejret skifter frem mod nytårsaften
kopieret!
Vejret over Danmark styres i øjeblikket af et højtryk over Centraleuropa, der giver os det milde og grå vintervejr. Til gengæld sørger det også for mest tørt vejr.
Det bliver der dog lavet om på i den kommende weekend, hvor et vejrskifte ventes at finde sted.
Året ser således ud til at slutte af med markant mere ustadigt vejr, når der bliver åbnet for, at lavtrykkene kan sende regnvejr ind over landet.
I starten af det nye år viser prognoserne så lidt køligere, som måske kan være med til at give sne til Danmark.
Rekordmange dage med strømpris under nul kroner i 2024
kopieret!
Danske elkunder har kunnet glæde sig over et rekordhøjt antal dage, hvor strømprisen har været under nul kroner.
Det viser en opgørelse lavet af energiselskabet NRGi og forsikringsselskabet Gjensidige. I Østdanmark har der været 275 timer, hvilket er 19 procent flere end de 231 timer i 2023.
- Der har været et stort fokus på de tidligere års meget svingende elpriser, særligt når prisen er høj. Men vi ser nu også flere perioder med lave eller negative elpriser, siger Bo Halm Andersen, der er byggesagkyndig og energikonsulent hos NRGi, i en pressemeddelelse.
Det er særligt kunder med en variabel elaftale, der har fordel af de negative elpriser.
Flere er blevet julemillionærer - her er den fynske vinderkupon købt
kopieret!
1. juledag blev 29 danskere en million kroner rigere, da Danske Spils nye “juletradition” Det Store Jule Lotto løb af stablen.
Vinderne kommer fra alle egne af det ganske land, og på Fyn udløste en enkelt kupon en milliongevinst. Danske Spil oplyser, at kuponen er købt i Føtex på Møntergade i Svendborg, og at gevinsten var på en million kroner.
Det Store Jule Lotto fungerer præcis som alle andre trækninger i Lotto, men trækkes ekstraordinært den 25. december. Den helt store forskel er, at der trækkes 25 ekstra julemillionærer – og at trækningen ikke finder sted på en lørdag.
Her er forældrene mest tilfredse med folkeskolen
kopieret!
Umiddelbart kan det være svært at forestille sig, hvad Langeland-, Lemvig- og Thisted Kommune har til fælles. Men det er de tre kommuner i Danmark, hvor forældrene er mest tilfredse med folkeskolen.
Ifølge CEPOS, som står bag analysen, er der dog sket en ændring i den måde, hvorpå forældre vurderer folkeskolen. For i år lægger forældrene i højere grad vægt på børnenes trivsel og ikke længere kun på faglige resultater.
- Forældrenes øgede fokus på trivsel i forhold til for få år siden viser, at vi som samfund har taget en kraftig og hurtig drejning mod en mere helhedsorienteret tilgang til uddannelse, siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.
Negativt pres på folkeskolen
Ifølge Andreas Rasch-Christensen, forskningschef ved VIA UC, er det øgede fokus på trivsel ikke kun en positiv ting for folkeskolen. Det kan nemlig være med til at skabe et uretfærdigt pres, som folkeskolen ikke kan løse alene.
- Trivsel er ikke stationær, og det påvirkes af mange andre forhold end skolen. Som barn indgår man i mange typer fællesskaber, så det er ikke en opgave, skolen kan løse alene.
Trivselsmålinger blandt elever viser ifølge Andreas Rasch-Christensen, at over 86 procent af alle elever i folkeskolen er glade for at gå i skole. Det er positivt, men der er en skæv tendens, hvor det primært er børn fra socialt velfungerende familier, som scorer højt.
Tilbage til Langeland, Lemvig og Thisted – for her er forældrene, målt på en skala fra et til fem, i gennemsnit 4,1 tilfredse med folkeskolen. Otte kommuner ligger med en tilfredshed over 4,0, mens tre kommuner ligger under 3,5.
Antallet af juleindbrud er næsten fordoblet
kopieret!
Indbrudstyvene har haft travl på Fyn, der er hårdere ramt af juleindbrud end i andre regioner.
Juleaften noterede Fyns Politi 24 anmeldelser om indbrud, og bare et døgn senere er det tal oppe på 40. Det fortæller vagtchef hos Fyns Politi, Bjarne Tykgaard, til TV 2 Fyn.
2. juledag forventes at være dagen med mest juletrafik, og derfor er der også mange, som vender snuden hjemad. Det kan få antallet af anmeldelser til at stige yderligere, fortæller vagtchefen:
- Det er desværre nok realistisk, at der er folk, som vender hjem til et hus, der har været indbrud i, fortæller han.
Onsdag lød det fra vicepolitiinspektør ved Fyns Politi Anders Therkelsen, at intet er for småt til, at man ringer 114.
Politiet giver opdatering efter bil kørte i havnen
kopieret!
Tidlig torsdag morgen endte en bil i vandet i Svendborg Havn. Politiet blev tilkaldt og fik sendt dykkere ned til bilen for at undersøge sagen nærmere.
- Der var ikke nogen i bilen, fortæller vagtchef ved Fyns Politi Bjarne Tykgaard til TV 2 Fyn.
Vagtchefen kan ikke fortælle, hvordan bilen er havnet i havnen, og at man stadig efterforsker sagen.
Politiet har været i kontakt med bilens ejermand, men vagtchefen ønsker ikke at fortælle, hvorvidt bilejeren selv har været involveret i episoden.
Bilens ejer har dog fået til opgave at få bilen hevet op af havnen, fortæller Bjarne Tykgaard.