Opera får flere penge: - Nu kan vi komme ud og vise det frem
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Et usædvanligt flertal i Odenses By- og kulturudvalg har sikret ny børneteaterscene i Vollsmose og faste sangere hos Den Fynske Opera.
Der var lagt op til et valg mellem to forskellige kulturretninger, da Odenses by- og kulturudvalg sad med en pose penge, der skulle fordeles.
Enten skulle Teater Momentum have tilført en halv million kroner om året til et særskilt danseteater, eller også skulle Den Fynske Opera få tilført de samme penge til at oprette faste sangerstillinger i modsætning til at ansætte folk på dagsbasis.
Et usædvanligt flertal bestående af Venstre, Konservative og Enhedslisten stemte for operaløsningen og de fordele, fastansættelserne vil give.
- Vi kan få skabt et operamiljø, der er lidt tungere end det er i dag. Og så kan de komme ud. Jeg er enormt optaget af, at vi har borgere blandt andet på plejehjemmene, som ikke kan komme til kulturen. Så kan kulturen komme til dem, siger udvalgsformand Jane Jegind (V).
Og Kristian Guldfeldt fra Konservative supplerer:
- Ud over at der bliver opsat nogle ekstra forestillinger, så er der perspektiver i, at de kommer ud. Den tid, der er til overs går netop med at besøge skoler og plejehjem. Og det har været meget positivt at se i ansøgningen, siger han.
Pengene kommer fra en omfordeling af statslig støtte, hvor tidligere kulturminister Bertel Haarder (V) i 2016 besluttede at flytte penge fra de små storbyteatre i København til de tilsvarende teatre i Odense og Aalborg.
Glæde hos operaen
Resultatet vækker glæde hos Den Fynske Operas bestyrelsesformand, der fik overrakt beskeden af TV 2/Fyn.
- Nu har vi mulighed for at ansætte et ensemble, mulighed for at vise, hvad opera er. Det er ikke noget, vi kun behøver have inde i centrum. Det er noget, vi kan tage ud på plejehjemmene eller en ny Vollsmosescene med. Det er fantastisk, siger bestyrelsesformand Rune Kallager.
Når operaen tidligere kun har haft mulighed for at ansætte sangere på dagsbasis, ville det være meget omkostningsfuldt at bruge dem til besøg på skoler og plejehjem. Med fastansatte sangere giver det mere fleksibilitet.
Når en halv million kroner giver mulighed for at tale om fastansættelser, skal det ses i lyset af, at operaen kan lægge pengene oveni det budget, der i dag bruges til at ansætte sangere løst.
Ny scene, danseteater eller opera? Nu vælger politikerne retning
Finske Taneli Törmä og Eleni Pierides har tidligere optrådt på Teater Momentum i Odense. Nu skal Odenses politikere tage stilling til om, Momentum kan få støtte til et særskilt danseteater.
Pengeposen ligger klar på bordet, men hvor skal Odenses kulturliv hen? Tre scenarier handler om Vollsmose, moderne dans og mere opera.
Kulturfolk vil gerne selv bestemme, hvad de laver. Og de vil helst lave boblende, sprudlende og udfordrende oplevelser til os andre, når vi mindst venter det.
Men i virkelighedens verden er man dybt afhængige af økonomisk støtte - ofte fra kommunale kasser. Og som bekendt er det dén, der betaler musikken, der bestemmer, hvad der skal spilles.
Derfor sidder Odenses By- og Kulturudvalg med en vigtig beslutning tirsdag, når man skal fordele ekstra penge til Odenses små storbyteatre.
Cirka tre millioner kroner skal over en fire-årig periode fordeles til Teater Momentum, Den Fynske Opera og børne- og ungdomsteatret Nørregaards Teater.
Pengene stammer primært fra en omfordeling fra 2016, hvor daværende kulturminister Bertel Haarder flyttede penge fra hovedstadens storbyteatre til Odense og Aalborgs. Det ekstra statstilskud er nu begyndt at lande i pengekassen hos Odense Kommune, der administrerer pengene og som for øvrigt betaler størstedelen af teatrenes tilskud.
- Det er glædeligt, at vi nu kan begynde at bruge af dén gave, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V) og refererer til Bertel Haarders omfordeling.
Så er det bare spørgsmålet, hvis bankkonto pengene skal overføres til. Til et enkelt teater eller ligeligt til alle tre.
Odense Kommune har benyttet lejligheden til at bede de tre teatre komme med hver deres oplæg til, hvordan pengene kan gøre gavn hos netop dem, og hvordan det kan hjælpe Odense i den strategiske byudvikling som storby.
Ny teaterscene i Vollsmose
Nørregaards Teater har tilbudt, at de kan bruge en del af pengene til at oprette en ekstra teaterscene et nyt sted i byen, så endnu flere kan møde børne- og ungdomsteatret.
Dén ide blev politikere fra begge fløje varme på, da den blev foreslået i maj, og der blev hurtigt peget på mulighederne i det tidligere Vollsmose Kulturhus.
Stedet bliver nu administreret af Odense Bibliotekerne, men det kan i stedet gøres af teatret, der så kan fylde stedet ud med egne arrangementer og gæsteproduktioner.
Embedsmændene i By- og Kulturforvaltningen har på samme måde blåstemplet idéen. Endda i en sådan grad, at udvalgets politikere slet ikke behøver tilvælge den. Den er nemlig anbefalet som et grundelement i alle tre scenarier, som politikerne skal vælge imellem.
- Mit udgangspunkt er, at vi i hvert fald skal tage imod Nørregaards Teaters tilbud om børneteater i Vollsmose. Det er en fremragende ide, siger Jane Jegind.
Og holdningen deles af socialdemokraterne.
- Det synes vi er en glimrende ide, for det falder fuldstændig i tråd med den omdannelse, vi gerne vil have i Vollsmose. Det skal være en mere integreret del af byen, siger Anders W. Berthelsen (S).
Med opbakning fra både Venstre og Socialdemokraterne lader beslutningen om en ny teaterscene i Vollsmose til at være en formalitet.
Men så mangler man stadig at pege pengestrømmen mod moderne dans eller mere opera.
Opera med faste sangere
Den Fynske Opera har ingen faste sangere, som det er nu. De bliver hyret ind fra gang til gang, men det vil operachef Thomas Storm gerne lave om på.
- Vi vil gerne fastansætte et hold af sangere til at skabe en klar kunstnerisk profil på Den Fynske Opera. Så vil vi skabe nogle kunstneriske jobs her i Odense, som vil være med til at udvikle operaen til et højere kunstnerisk niveau og en højere synlighed i bybilledet, siger han.
Operachefen fremhæver, at man med fastansatte sangere kan besøge skoler og plejehjem, udover at synge til koncerter.
- Vi har en ambition om, at alle Odenses skolebørn skal have mødt en operasanger i deres skolegang, siger Thomas Storm.
Dans på Momentum-måden
Hos Teater Momentum vil man oprette et særskilt danseteater.
- Odense har i mange år haft en spirende undergrund med danseuddannelser og skoler. Så vil vi simpelthen tage alle de ambitioner og drømme og sætte op på et højere niveau. Byen skal præsenteres for moderne dans, siger producent Anders Skovgaard fra Teater Momentum.
Teatret producerer ikke dans i dag, men har tidligere samarbejdet med dansekompagnier, der har optrådt med gæstespil.
Teatret vil overføre erfaringerne fra deres teatermetode til danseprojektet, så man ansætter dansere for en begrænset periode.
- Det er dans på Momentum-måden. Vi vil ansætte en ny kunstnerisk profil hvert år, som kan tage dansen til nye højder og som kan se dansen på nye måder. Så står man ikke står fast på en bestemt måde at se dansen på, siger Anders Skovgaard.
Politisk retning
Embedsmændene i By- og Kulturforvaltningen overlader det nu til politikerne at vælge.
I hvilken retning skal kulturen i Odense bevæge sig?
Udvalget skal tirsdag vælge mellem tre scenarier, hvor Vollsmose-scenen altså indgår i alle tre.
I scenarie et bliver de øvrige penge fordelt ligeligt mellem de tre teatre, i scenarie to gives restpuljen til Den Fynske Opera og i scenarie tre til Momentum Dans.
Forvaltningen har anbefalet By- og Kulturudvalget at pege på Momentum Dans, blandt andet fordi dans i gadebilledet vil tilføre noget nyt til Odense og understøtte det kulturpolitiske indsatsområde om "urban stemning".
Men det er ikke dén retning, By- og Kulturrådmand Jane Jegind trækker. Hun er forud for mødet positivt indstillet overfor operascenariet.
- Jeg er optaget af, at vi kigger på at hæve niveauet for Den Fynske Opera. Jeg synes, de fortjener en chance for at vise, at opera kan noget andet og mere end, hvad det hidtil har kunnet i byen. Også fordi det var Teater Momentum, der fik, dem, sidste gang, der var ledige penge. Og det har de jo fået enormt meget ud af, siger Jane Jegind.
Brian Skov Nielsen fra Enhedslisten er ligesom Jegind positivt indstillet overfor operaen og er begejstret for scenen i Vollsmose.
- Jeg er glad for, at Nørregaards Teater har mod på en scene i Vollsmose. Vollsmose-indsatsen ligger os meget på sinde. Hvad restpuljen angår, er jeg umiddelbart positiv overfor et øget tilskud til Den Fynske Opera, ud fra den betragtning, at Momentum har fået øget støtte for nylig. Men jeg går ind til forhandlingerne med åbent sind, og jeg er heller ikke afvisende over for at dele restpuljen mellem Momentum og Den Fynske Opera, siger Brian Skov Nielsen.
Anders W. Berthelsen fra socialdemokraterne holder kortene tættere til kroppen.
- Det kan være opgradering af dans, eller det kan være opgradering af operaen. Det har de budt ind med de forskellige, og så tager vi stilling til på tirsdag, om det lige skal flyde lidt mere hen til den ene end til den anden, siger Anders W. Berthelsen.
Tirsdag tager udvalget stilling til pengestrømmens retning.
Dans fravalgt
Lige til det sidste var der spænding om resultatet, idet forvaltningen havde anbefalet politikerne at stemme for Teater Momentums idé om et særskilt danseteater. Det skulle være et hjemsted for moderne dans i Odense, og det bakkede socialdemokraterne i udvalget op om, men blev altså nedstemt.
Vollsmosescene
Med i beslutningen ligger også, at Nørregaards Teater skal oprette en ekstra scene, som de har ønsket det.
Det bliver i Vollsmose Kulturhus, der i dag administreres af Odense Bibliotekerne. Dermed får teatret øget deres mulighed for flere egenproduktioner og gæstespil. Samtidig bliver teatret tovholder på de aktiviteter, der skal foregå på stedet.
Med beslutningen om en scene i Vollsmose ligger også et årligt tilskud på 410.000 kroner.
Aftalen gælder for fire år med start fra sommeren 2019.