Overblik: Det betyder Odenses nye trafikplan for dig
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Færre hastighedsnedsættelser, mere fokus på bybusser og så vil Gent-modellen komme i spil i Odense. Få overblikket over, hvordan den nye trafikaftale er forskellig fra den gamle.
Det bliver - fortsat - mere besværligt at køre bil i Odense og nemmere at være cyklist, fodgænger eller buspassager.
Odense har fået en ny Grøn Mobilitetsplan. Den gamle, der blev vedtaget af alle partier i byrådet i sommer, smuldrede efter stort drama.
Sent onsdag aften blev Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Moderaterne og løsgænger Andreas Møller enige om den nye trafikaftale for Odense. De borgerlige partier er ikke længere med i aftalen.
Trafikplanen vil - ligesom den gamle - få stor betydning for udviklingen af trafikken i Odense. Hastighedsgrænserne på byens veje vil blive sat ned mange steder, veje vil blive lukket eller ensrettet, og det vil generelt blive mere besværligt at køre i bil i byen.
Herunder kan du få overblikket over, hvad den nye aftale indeholder, og hvordan den adskiller sig fra gamle trafikplan.
Det betyder Odenses nye trafikplan for dig
Færre hastighedsnedsættelser
I den nye trafikplan er der færre hastighedsnedsættelser end i den oprindelige. Den forventede reduktion er sænket fra 30.000 ton til 17.000 ton.
Fartgrænserne vil blive sænket til 30 kilometer i timen på hele vejnettet inden for Ring 2. Hastighedsnedsættelserne på selve ringvejen bliver dog droppet.
Det er heller ikke længere planen, at hastigheden på de største indfaldsveje og trafikveje skal sænkes med 20 kilometer i timen.
Til gengæld vil hastigheden på udvalgte støjplagede veje uden for Ring 2 blive sænket til 40 kilometer i timen. Det gælder eksempelvis Hjallesevej og Læssøegade.
Uden for Ring 2 udpeges to lokalområder, hvor hastigheden sænkes til maksimum 30 kilometer i timen. Det kunne blive i Sanderum-Dalum-området eller ved Fuglebakkekvarteret i Tarup.
Hvad med Fynske Motorvej?
Det er stadig en del af aftalen, at hastigheden på Fynske Motorvej skal sættes ned til 90 kilometer i timen, selv om det ikke er noget, kommunen kan bestemme, og regeringen i sommer afviste at nedsætte hastigheden på motorvejen syd om Odense.
Hvis motorvejshastigheden ikke kan reduceres, fremgår det af den nye aftale, at forligspartierne vil afsøge andre muligheder. Her er håbet, at staten vil hjælpe kommunen, da den mener, det er statens ansvar.
Nye busgader og bussluser
I den nye aftale er der fortsat planer om, at der skal investeres i den kollektive trafik, heriblandt byens busser.
Det nye er, at der skal etableres såkaldte busgader og bussluser, hvor det tidligere kun skulle gøres lettere for busser at komme frem via busbaner.
På Søndre Boulevard vil de eksisterede fire spor blive ændret til to spor for biltrafik og to spor til busser.
Forventet reduktion: 9.000 ton
Flere klimavenlige områder og Gent-modellen
I den nye trafikplan er der mere fokus på klimavenlige områder end den oprindelige. Den forventede reduktion er hævet fra 20.000 ton til 33.000 ton per år.
Her er det den såkaldte Gent-model, der kommer i spil. Den var ikke med i den oprindelige aftale. Her vil nogle byområder blive fredeliggjort - ligesom i den belgiske by Gent - i såkaldte mobilitetszoner. Det er et byområde, som lukkes af for gennemkørende biltrafik.
Det vil gøre det mere besværligt for bilister, men til gengæld noget nemmere for cyklister og fodgængere, og gadebilledet bliver grønnere og mere tilgængeligt for det lokale byliv.
Det kan for eksempel komme til at ske i Skibhuskvarteret med en ensretning af Skibhusvej, hastighedsnedsættelser, vejlukninger og reducering af kantstensparkering på Skibhusvej.
Det vil også ske i en endnu unavngiven bydel.
Mere fokus på elbiler og parkering
I den nye aftale er der stort set ikke ændret ved planerne fra den oprindelige aftale om at øge fokus på elektrificering af bilerne i Odense.
Ambitionen er, at minimum 40 procent af bilerne i 2030 skal være elbiler.
Der skal etableres flere parkeringspladser til elbiler og laves flere ladestandere.
Det vil give en forventet reduktion på 21.000 ton om året.
Samkørsel og delebiler
Der er ikke ændret ved planerne fra den oprindelige aftale om at øge fokus på samkørsel og delebiler.
Det skal give en forventet reduktion på 10.000 ton per år.
Det gælder blandt andet, at der skal reserveres gratis parkeringspladser til delebiler ved alle kommunale parkeringsanlæg og trafikknudepunkter.
Odense Byråd vil samlet set reducere med 100.000 ton CO2 i 2030.
Der er ikke nogen planer i den nye aftale om, at der skal etableres nulemissionszoner i Odense. I sådan nogle zoner vil det ikke være tilladt for benzin- og dieselbiler at køre ind i.
Hele byrådet var 9. juni enige om den første aftale, men allerede få dage efter vaklede fundamentet.
Så hurtigt gik stor trafikplan i vasken
Hele byrådet i Odense var enige om stor politisk aftale 9. juni. Allerede få dage efter vaklede fundamentet, og i denne uge kan det brede forlig om Odenses fremtid helt vælte.
En politisk plan om at sænke hastighederne på vejene i og omkring Odense risikerer at smuldre.
Enhedslisten og SF i Odense vil have Konservative og Venstre til at forlade det store politiske forlig, der blev indgået for kun to måneder siden.
- Striden om den grønne trafikplan spidser til, og det skyldes jo blandt andet, at Konservative og Venstre har ændret holdning til forslaget om lavere hastigheder på vejene i Odense, som var det de to partier gik med til for at reducere CO2-udledningerne på transportområdet, siger Jakob Risbro, der er samfundsredaktør på TV 2 Fyn.
Det er langt fra første gang, aftalen er til diskussion. Allerede få dage efter aftalen var indgået, begyndte de første knaster at ramme Odenses grønne trafikplan.
Herunder giver TV 2 Fyn dig overblikket over, hvor hurtigt den politiske aftale begyndte at vakle.
Sagen kort
Den grønne trafikplan - også kendt som mobilitetsplanen - handler blandt andet om at sænke hastighederne på Fynske Motorvej til 90 kilometer i timen og de fleste byveje i kommunen med 20 kilometer i timen.
Den skal samtidig skabe bedre forhold for buspassagerer med flere afgange og vejbaner forbeholdt busser.
Samtidig skal den gøre det sværere at komme ind til byen i bil - blandt andet også med færre parkeringspladser i centrum.
9. juni: Et enigt byråd i Odense præsenterer den store trafikplan. Den skal reducere CO2-udledningen fra trafikken i Odense ved at gøre det nemmere for buspassagerer og mere besværligt for bilister.
9. juni: Borgmester Peter Rahbæk Juel (S) erkender, at den grønne mobilitetsplan indeholder flere elementer, som ikke er op til kommunen. Eksempelvis skal Folketinget afgøre, om fartgrænsen på Fynske Motorvej kan nedsættes. Borgmesteren slår fast, at politikerne skal tilbage på forhandlingsbordet, hvis forudsætningerne ikke holder.
13. juni: Det fynske folketingsmedlem Erling Bonnesen (V) melder klart nej til at sænke hastigheden på Fynske Motorvej til 90 kilometer i timen. Det er Folketinget, der afgør, om fartgrænserne på motorvejen skal sættes op eller ned. Samme melding kommer fra Liberal Alliance.
14. juni: Transportminister Thomas Danielsen (V) melder på vegne af regeringen ud, at den ikke er indstillet på at sænke farten på Fynske Motorvej. Det vil være “for dyrt” og en “dårlig løsning”.
15. juni: TV 2 Fyns politiske kommentator, Jesper Buch, vurderer, at det politiske forlig hviler på et “skrøbeligt fundament af glas”. I og med Folketinget ikke vil være med til at nedsætte hastigheden på motorvejen, skal partierne bag aftalen til at finde nye redskaber til at reducere CO2-udledningen.
15. juni: By- og kulturrådmand i Odense Søren Windell (K) erkender, at han ikke er overrasket over, at regeringen afviser kommunens plan om at sænke fartgrænsen på Fynske Motorvej. Han fortæller også, at han tvivler på, at hastighedsnedsættelserne i byen kommer i mål. Christoffer Lilleholt (V) kalder fartgrænserne et “politisk kompromis” og lufter idéen om, at kommunen undersøge, om Fjernvarme Fyn i højere grad skal være med til at finde løsninger på CO2-udfordringen.
9. august: Konservative og Venstre melder efter sommerferien ud, at de ønsker at lempe dele af den grønne trafikplan. Nu skal fartgrænserne alligevel ikke sænkes i store dele af Odense Kommune, for konsekvenserne for byen vil være for store, lyder det. De blå partier vil i stedet for have undersøgt, om der kan indfanges mere CO2 fra Fjernvarme Fyns skorstene. Det afviser Fjernvarme Fyn dog.
15. august: SF og Enhedslisten opfordrer over for Fyens Stiftstidende Konservative og Venstre til at melde sig ud af forliget bag den grønne trafikplan. SF og Enhedslisten holder fast i, at fartgrænserne i byen skal sænkes.
16. august: Borgmester Peter Rahbæk Juel (S) har indkaldt til møde mellem forligspartierne. Mødet skal handle om de tiltag, der er aftalt i den grønne trafikplanen.
Analyse: Derfor vakler den grønne trafikplan
Set i lyset af de seneste måneders udvikling er det ifølge Jakob Risbro reaktionerne på den grønne aftale, der blev præsenteret 9. juni, som har fået fundamentet til at vakle.
- Det konservative bagland har, mildt sagt, ikke været voldsomt imponerede af forslaget, og derfor forsøger Konservatives Søren Windell og Tommy Hummelmose nu at finde en anden løsning, siger Jakob Risbro.
Når partierne bag aftalen mødes onsdag for at drøfte tiltagene endnu en gang, håber Enhedslisten og SF, at de blå partier forlader aftalen. Så kan de få større indflydelse på mobilitetsplanen, eksempelvis med den såkaldte Gent-model, der vil betyde trafikøer og nulemissionzoner i Odense.
- Venstrefløjen vejrer morgenluft og håber, at de borgerlige partier trækker sig fra forliget, så der i stedet kan blive gennemført initiativer med inspiration fra Gent-modellen, som stammer fra den belgiske by af samme navn. Her han man inddelt byen i zoner, som bilisterne ikke må køre imellem, men skal i stedet køre uden om byen i en ring, siger Jakob Risbro.
Bolden ligger hos borgmesteren
Det er Venstre og Konservative ikke interesseret i. Tværtimod. Derfor er det nu op til Peter Rahbæk Juel, hvor bred aftalen skal laves i byrådet i Odense.
- Bolden ligger hos borgmesteren, der formentlig ikke har nogen interesse i at skille sig af med de borgerlige partier og i stedet gå fuldtonet rødt og åbne forliget, siger Jakob Risbro.
- I stedet vil han nok sammen med de borgerlige lirke en løsning på plads under de forligskredsmøder, som skal afholdes onsdag aften, hvor de borgerlige måske også vil give sig lidt og være med til at lukke enkelte veje, sætte hastigheden ned nogle steder og så i øvrigt prøve at slippe ud af situationen med lidt af æren i behold efter ikke at have fået topkarakter for elegancen i deres retræte fra, at de gik med til forslaget om nedsættelse af hastigheden, vurderer han.
TV 2 Fyn forsøgte at køre igennem byen med henholdsvis 30 og 50 kilometer i timen. Se, hvor lang tid ekstra det tager bilister.
En person omkommet i arbejdsulykke
kopieret!
Fredag formiddag klokken 11 er en mand omkommet i en arbejdsulykke på Heldagervej 1 i Svendborg.
Det bekræfter Fyns Politi over for TV 2 Fyn.
Vagtchef Christoffer Jacobsen fortæller, at politiet stadig er ved at efterforske sagen, og at ordensmagten har været på adressen ad flere omgange siden ulykken.
Det er endnu småt med oplysninger om, hvad der er sket. TV 2 Fyn har været i kontakt med Kim Kromann Jørgensen, som ejer gården, men han ønsker ikke at udtale sig om sagen.
Drama i Rema - kunder kom købmand til undsætning under klammeri med tyv
kopieret!
Det udviklede sig lidt mere dramatisk end håbet, da købmanden i Rema 1000 på Frisengårdsvej i Nyborg, Jakob Rehfeldt, lørdag rettede henvendelse til en kunde, der ifølge købmanden "ikke lige havde fået betalt for sine varer".
Jakob Rehfeldt fortæller til TV 2 Fyn, at han genkendte en mand, der tidligere var taget i at stjæle fra butikken, og da købmanden rettede henvendelse til manden, begyndte han at skubbe til Jakob.
Købmanden understreger, at skubberiet ikke udviklede sig til en decideret slåskamp, mens det skyldes til dels også, at der var to årvågne kunder, som hjalp til med at holde den formodede tyv tilbage.
Efterfølgende valgte Jakob Rehfeldt at lave et opslag på butikkens Facebookprofil, hvor han oplyste eventuelle kunder, der måtte have været i butikken, om “den ubehagelige oplevelse”, ligesom han efterlyste de to kunder, der trådte til for at hjælpe ham.
Vil ikke opfordrer andre til at hjælpe
Og efterlysningen bar frugt. Der gik nemlig ikke mange timer, før de to personer gav sig til kende, og søndag formiddag kunne Jakob Rehfeldt sige dem tak for hjælpen i butikken.
- Jeg nåede ikke at tale med dem efter episoden, så jeg ville sikre mig, at de havde det godt og sige tak for hjælpen, siger han og uddyber:
- Jeg sætter stor pris på det, de gjorde, men det er ikke noget, jeg forventer eller opfordrer andre kunder til at gøre, hvis de står i en lignende situation.
Jakob Rehfeldt roser i samme ombæring politiet for hurtigt at komme til butikken, efter han havde trykket på overfaldsalarmen.
Købmanden understreger samtidig, at der ikke var andet personale involveret i episoden, og at de medarbejdere, der var på arbejde, er blevet vejledt i, hvordan de kan få hjælp, hvis de har behov for det.
Kunstværker for skattekroner vækker debat - er det lavet i børnehaven?
kopieret!
Kunst har altid skabt debat, og udsmykningen i Nyborg Sundhedshus, der netop er offentliggjort, er ingen undtagelse.
Når man træder ind i det nye sundhedshus, så mødes man af kunst, der tager udgangspunkt i, at Nyborg Kommune er en kystkommune, fremgår det af et facebookopslag på kommunens hjemmeside.
Der er tale om et såkaldt integreret kunstprojekt, hvor kunsten er integreret i selve bygningen. Det er derfor ikke kun de kunstværker eller lamper, der hænger rundt omkring, men også udsmykning i form af maling, paneler, møbler og andet inventar.
Men tager man et kig på reaktionerne under opslaget, så lader det ikke til, at nyborgenserne falder på halen over den kunstneriske udsmykning.
Nogle er forargede over, at kommunen har brugt 700.000 kroner af skatteborgernes penge på udsmykningen, mens andre tilsyneladende mener, at kunsten kunne være lavet i en børnehave.
Hilser debatten velkommen
Blandt de 60 kommentarer, der er kommet, siden opslaget blev lagt op fredag aften, finder man også nogle, der kan lide, hvad de ser.
Formanden for Sundheds- og forebyggelsesudvalget i Nyborg Kommune, Jan Reimer Christiansen (V), hilser debatten velkommen, men håber, at kunsten vil vokse på folk.
- Jeg tænker, at det er lige meget, hvad man laver, så vil der væren nogen, der kan lide stilen, og andre der ikke kan. Der er ytringsfrihed i Danmark, så folk må have den holdning, de har, men jeg håber, de ændrer holdning, når de ser det med egne øjne, siger han til TV 2 Fyn.
Finansieringen af værkerne er - udover penge fra kommunen - kommet på plads via et tilskud på 500.000 kroner fra Statens Kunstfond.
Og selvom der er nogen, der give udtryk for, at de penge kunne være brugt bedre andre steder - eller at børnehaven kunne have gjort det billigere - så er Jan Reimer Christiansen meget tilfreds med det, han ser:
- Jeg synes, det er bundet godt sammen. Jeg ved godt, det kan dele vandene, og det er også okay. Men da jeg så det første gang, tænkte jeg “wow”. Jeg synes, det er flot og passer godt ind i sundhedshuset.
Jan Reimer Christiansen understreger, at ingen politikere har været involveret i processen med at udvikle kunstværkerne, og at kunstnerne bag har fået frie hænder.
Vejdirektoratet forventer jævn juletrafik søndag
kopieret!
Vejdirektoratet forventer, at søndag bliver en rejsedag med jævn trafik på de danske veje.
Det oplyser Mark Sigvardt, vagthavende i Vejdirektoratets trafikcenter.
Mandag ventes til gengæld at blive den helt store rejsedag på vejene med mest trafik fra klokken 11 til 14.
- Vi regner ikke med, at i dag bliver den helt store juletrafikdag. Det bliver først i morgen.
- I dag kalder vi en "grøn dag", men lillejuleaften forventer vi, at der kan være stærk trafik særligt fra øst mod vest og omvendt mellem klokken 11 og 14, oplyser Mark Sigvardt.
Han tilføjer, at de største hjemrejsedage bliver juledag og særligt 2. juledag fra vest mod øst.
DSB forventer julens travleste dag
kopieret!
Søndag bliver julens travleste dag for DSB. Det fortæller DSB's informationschef, Tony Bispeskov, til TV 2.
Men selvom rekordmange julerejsende skal med toget i år, er der stadig afgange at få i dag såvel som de næste dage, lyder det.
- Togene kører, som de skal. Og sammen med Banedanmark vil vi selvfølgelig gøre, hvad vi kan for, at det også er tilfældet i morgen, siger Tony Biskeskov.
Han tilføjer, at DSB løbende holder øje med, om togafgange bliver fyldt op, og i de tilfælde kan tilføje ekstra togvogne.
Gymnasie indfører kortere skoledage
kopieret!
Der skal være bedre balance mellem skole og fritid. Det mener eleverne på Mulernes Legatskole i Odense, og det har ledelsen på gymnasiet valgt at lytte til.
Derfor er mødetiden efter sommerferien ændret fra klokken 8 til klokken 9, mens skoledagen slutter klokken 14.30. Det fremgår af gymnasiets hjemmeside, hvor de også skriver, at det gerne skulle mindre pres på eleverne, uden at det sker på bekostning af pensum.
Eleverne har dog mulighed for at møde ind tidligere og blive længere, da der er indført såkaldt flexundervisning. Her kan man få hjælp og rådgivning af lærerne, hvis man har burg for hjælp eller ekstra faglige udfordringer.
Dødsfald og misbrug af skattekroner: - Vi er ligeglade, så længe det ikke koster for meget
kopieret!
Så længe, de ikke koster for meget, så accepterer vi som samfund, at udsatte mennesker ikke får det bedre på de bosteder, vi placerer dem på.
Sådan lyder den dystre analyse fra en af dem, der selv har været med til at lave den lovgivning, der skal sikre tilsynet med landets bosteder.
Knud Aarup er tidligere mangeårig kommunal leder og direktør i socialstyrelsen, og han har fulgt med i TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidendes afdækning af omsorgssvigt og kritisabelt forbrug af skattekroner på tre fynske bosteder.
- Det er virkelig skræmmende læsning. Det handler mere om ansvarsforflygtigelse end om de unge og voksne, som er udsat for de her vilkår på anbringelsessteder eller krisecentre. Så det får mig til at tænke: "Åh nej. Igen igen."
Ikke værdigt
Knud Aarup var selv med til at lave loven om sociale tilsyn i 2014. Ambitionen dengang var, at tilsynene skulle opdage og sætte en stopper for landets værste bosteder.
Men den ambition er fejlet. Stort. Det erkender Knud Aarup selv.
Det er der mange grunde til, mener han. Den primære er, at vi som samfund kort og godt har givet op på tanken om, at udsatte mennesker borgerne kan få det bedre på landets bosteder.
- Der er lidt en samfundsmæssig kynisme der går ud på, at vi accepterer det, hvis bare de her mennesker ikke ødelægger for meget for den store, brede middelklasse, siger han.
For det virker, i følge Knud Aarup, som om man politisk har besluttet, at udgifterne på det specialiserede område må koste 50 milliarder kroner om året - og ikke en krone mere.
Til gengæld har politikerne og samfundet givet op på ideen om, at de penge og den indsats rent faktisk skal hjælpe de børn og voksne med handicap og socialt udsathed, der bor på landets bosteder.
- Man har ligesom accepteret at, at de penge skal vi ikke have noget ud af. At det er et acceptabelt spild i samfundet. Et menneskeligt spild, siger Knud Aarup, og tilføjer:
- Det er ikke et velfærdssamfund værdigt.
Serien om de fynske bostedsbosser:
TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende har siden sommer afdækket kritisable forhold på tre fynske bosteder.
På Opholdsstedet Den Lille Gård døde en 18-årig kvindelig beboer i juli af en overdosis. Da socialtilsynet 10 dage senere kom på besøg, var det en pedel, som havde opsyn med selvmordstruede unge. Bostedet havde forinden fået fem påbud af socialtilsynet og var under skærpet tilsyn. Blandt andet kritiserede tilsynet stedet for manglende faglighed og direktørens høje løn på 1,1 millioner kroner i 2022. Direktør Peter Stausgaard valgte at lukke stedet efter beboerens død.
På bostedet Mellemstoppet kunne en af de tidligere beboere til TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende fortælle, hvordan hun ikke fik den rette hjælp. Mellemstoppet havde samtidig et meget højt overskud i 2023 på over seks millioner kroner, som ekspert kaldte "rigtig, rigtig usædvanligt".
Krisecentret TimeOut Fyn blev lukket i slutningen af 2023, efter direktøren indgik en kontrakt med sin søns vagtfirma, der kunne beløbe sig til op mod 162 millioner kroner. Efterfølgende kunne TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende fortælle, hvordan kvinder oplevede at blive udsat for social kontrol. Direktør Morten Lohmann Lauritzen og hans søn tjente samtidig millionlønninger og kørte i dyre luksusbiler. Efter lukningen af krisecentret startede de pornokonceptet Mansion Voyeur, hvor de ansatte aldrig fik løn. Selskabet er i dag gået konkurs.
I september kunne det nye Top Safe Krisecenter slå dørene op på TimeOut Fyns tidligere adresse - dog med samme bestyrelsesformand, samme daglige leder og flere at de samme ansatte. Beslutningen har mødt stor politisk modvind. Det er ejendomsinvestor Kurt Vindeløv, der er direktør i selskabet.
19 bosteder lukket på fire år
Siden august har TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende beskrevet kritisable forhold på de tre fynske bosteder Den Lille Gård, TimeOut Fyn og Mellemstoppet.
Alle tre steder er tidligere beboere stået frem og fortalt om omsorgssvigt og manglede hjælp – mens bostederne har haft store overskud og udbetalt høje lønninger til ledelsen.
Nye tal peger på, at de tre fynske bosteder langt fra er de eneste steder, hvor der er problemer. I forrige uge kunne Fagbladet FOA afsløre, at 19 private botilbud på godt fire år er blevet tvunget til at lukke, fordi de har fået inddraget deres godkendelse.
Begrundelsen er typisk 'alvorlige bekymringer' for borgernes trivsel og udvikling, viser Fagbladet FOAs gennemgang af sagerne. Samtidig har flere af ejerne tjent styrtende med penge, skriver fagbladet.
Statsministeren skal gribe ind
Sagerne og tallene fra FOA overrasker ikke Knud Aarup. For det ville kræve politisk slagkraft at ændre grundlæggende på området. En slagkraft, som Socialministeriet ifølge ham slet ikke har.
- Socialministeriet er i bund og grund et svagt ministerium. En god socialminister er historisk set en minister, der ikke vil for meget, og som får lukket problemerne ned.
TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende har i flere måneder forgæves forsøgt at få et interview med socialminister Sophie Hæstorp Andersen i forbindelse med afdækningen for at få svar på, hvad ministeren vil gøre for at forhindre lignende sager i fremtiden.
Den seneste besked fra ministeriet er, at vi muligvis kan få et interview i det nye år.
Men i følge Knud Aarup skal en helt anden minister træde i karakter, hvis der effektivt skal sættes ind overfor de omstridte bosteder.
- Hvis området skulle ændres, ville det kræve, at det var statsminister Mette Frederiksen, der selv sætter sig for at få ændret på det her og selv sætter sig for enden af forhandlingsbordet.
Knud Aarup: Derfor ser vi skandalesagerne om bosteder
Kommunerne har ikke den nødvendige faglighed til at vurdere, hvilken hjælp og hvilket bosted, udsatte borgere har brug for.
Knud Aarup: Da vi lavede loven om de sociale tilsyn, troede vi stadig på, at der var en vis grundfaglighed tilbage i kommunerne. Den mangler alvorligt.KL og kommunerne modarbejder et stærkt social tilsyn
Knud Aarup: KL og kommunerne har forsøgt at at modarbejde at de sociale tilsyn blev tilstrækkeligt stærke, fordi de enkelte kommuner vil ikke ses over skulderen. Det er en misforstået opfattelse af, hvad kommunalt selvsyre er. At der skal ikke komme nogen udefra og bestemme.Politikerne og samfundet har givet op på at den hjælp, udsatte borgere får, gør en forskel
Knud Aarup: - Det er som om vi som samfund har accepteret, at mennesker med særlige behov, uanset om de har en funktionsnedsættelse, er psykisk syge eller har sociale problemer, så må det koste 50 milliarder. Man har accepteret at, at de penge skal vi ikke have noget ud af.
Om sit eget ansvar som tidligere direktør i socialstyrelsen og medvirkende til at udforme lovgivningen om de sociale tilsyn siger Knud Aarup:
- Vi troede dengang, at når vi så 10 år frem, så ville vi se tilbage og sige at denne her lov var der, vi for alvor forbedrede indsatsen og løftede bunden (af de dårligste bosteder, red.). Det er vi ikke lykkedes med. Det er jeg ret træt af.
TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende har foreholdt kritikken for KL. I et skriftligt svar skriver formand for Socialudvalget, Ulrik Wilbek:
"Det billede, Knud Aarup tegner, genkender vi simpelthen ikke – så den kritik må stå for hans egen regning.
Vi og kommunerne er dybt bekymrede over de sager, der kommer frem. Og det understreger først og fremmest, at der er behov for både at styrke fagligheden og ledelsen på de tilbud, vi visiterer til, og sikre de rette kompetencer i sagsbehandlingen. Samtidig kalder det også på, at lovgiverne skaber rammer, som gør det sværere at etablere tilbud for egen vindings skyld"
Han tilføjer, at 98 procent af tilsyn på landets bosteder ikke giver anledning til bemærkninger, og at KL ønsker et mere "fokuseret" tilsyn.
TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende har desuden foreholdt kritikken for Social- og Boligministeriet.
Socialminister Sophie Hæstorp Andersen har ikke haft mulighed for at stille op.
Søndag byder på mulighed for både sne og sol
kopieret!
Det ustadige vejr fortsætter frem mod jul med en blanding af byger og flere fronter.
Søndag er ingen undtagelse, og det bliver en dag med lidt sol og spredte byger.
Temperaturen lander et sted mellem fire og seks graders varme med en let til frisk sydvestlig vind. Ved kysterne kan man vinden blæse op til hård vind.
De lave temperaturer gør, at det ikke kan udelukkes, at der kommer en byge forbi med noget hvidt i form af sne eller slud.
Den mulighed bliver ikke mindre som aftenen skrider frem og temperaturerne daler.
Aryan skabte fodboldfest for flere hundrede piger
kopieret!
Hundredevis af unge piger får lørdag rørt benene i Odense idrætshal.
Her har et stort fodboldpigestævne været i gang hele dagen. Stævnet er kun for pigehold, og over 500 piger har valgt at bruge de sidste dage inden jul på at få rørt bentøjet.
Bag stævnet står Aryan Abdel Rahman fra B1909's ungdomsafdeling. Han mener, der mangler flere stævner til piger.
Derfor har han sammen med sin søster søsat Domina Cup, som gerne skulle inspirere endnu flere piger til at spille fodbold.
Trafikken er delvist spærret på Lillebæltsbroen
kopieret!
Opdateret klokken 19.25: Lillebæltsbroen er genåbnet efter uheldet.
Lillebæltsbroen er lørdag aften spærret i vestgående retning, fordi et køretøj med anhænger er væltet.
Det skriver Vejdirektoratet på det sociale medie X uden at konkretisere hændelsen.
Vejdirektoratet kan kort før klokken 19 ikke sige noget om, hvornår trafikken kan genoptages.
- Trafik i retning mod Jylland kan med fordel benytte den gamle Lillebæltsbro, opfordres det.
Fyns Politi oplyser på samme medie, at der ikke er kommet nogen til skade i forbindelse med uheldet, og at der er tale om en væltet trailer.
- Vi arbejder sammen med øvrige beredskaber på at få åbnet motorvejen så hurtigt som muligt, skriver politikredsen.
Dit digitale aftryk
Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.
Du kan altid ændre dine præferencer senere
Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.
Se flere detaljer om vores cookies her