H.C. Andersen Marathon afvikles for 19. gang i Odense, og det vil søndag betyde store ændringer i trafikken i store dele af byen.
Flere steder er letbanearbejdet så godt i gang, at folkene bag maratonløbet har været tvunget til ændre ruten for maratonløberne.
- Igen i år er vi tvunget til at ændre vores rute på grund af opgravning i byen, siger løbsdirektør Torben Simonsen.
Her er løbet hårdest ramt
Især i målområdet i bydelen Bolbro vil der være ændringer i forhold til tidligere år.
- Det rammer os desværre hårdt med vores start- og målområde. Vi har været nødt til at flytte starten, som normalt har ligget på Højstrupvej. Nu flytter vi den op på Stadionvej, siger Torben Simonsen.
- Det betyder, at starten mangler 400 meter, og vendepunktet mangler 800 meter, så dem har jeg måttet ud og skulle finde andre steder i byen, forklarer han.
Disse veje er lukket for trafik
Når 6.000 løbere på søndag begiver sig ud på en maraton, halvmaraton eller tikilometerruten, kommer det til at påvirke trafikken mange steder i Odense (se kortet nederst i artiklen).
- Ruten er som altid lukket. Det eneste sted, man kan krydse ruten, er i krydset ved Thomas B. Thriges Gade og Østre Stationsvej, oplyser Odense Kommune.
Vejspærringer og omkørsler vil blive etableret fra klokken seks om morgenen, og de ophæves senest klokken 18.
- De større indfaldsveje, ring 1 og ring 2, kan stort set passeres.
De væsentligste veje, der er påvirket, er Stadionvej, Højstrupvej og Møllemarksvej, der er lukket for trafik på flere strækninger. I faktaboksen kan du læse mere om, hvilke veje der er påvirket i dit nærområde.
Berørte veje
Løbet er opkaldt efter den fynske eventyrforfatter H.C. Andersen. Af sportslig karakter kan nævnes, at rekorden i H.C. Andersen Marathon lyder på 2 timer, 10 minutter og 37 sekunder. Rekordtiden er i øvrigt det hurtigste maratonløb i Skandinavien i dette årtusinde.