Parti: - Odenseanernes penge skal ikke anvendes til våben
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Odense Kommunes ressourcer skal ikke anvendes til våbenindustri og militære formål. Så klart er budskabet fra Enhedslisten.
Det oplyser partiet i en pressemeddelelse.
Budskabet - eller forslaget, som det retteligt bliver kaldt i pressemeddelelsen - har partiet tænkt sig at fremsætte på det kommende økonomiudvalgsmøde i Odense Kommune.
- Som kommune har vi en forpligtelse overfor odenseanerne om, at deres penge og ressourcer ikke skal anvendes til mistænksomme og potentielt farlige aktiviteter som spekulation i krig og våben og udvikling af produkter, som slår mennesker ihjel, siger Reza Javid, Enhedslistens politiske ordfører og medlem af økonomiudvalget.
Ifølge forslaget ønsker Enhedslisten, at det eksisterende forbud mod at investere i biologiske og kemiske våben skal gælde alle typer våben og krigsmateriel.
Partiet mener desuden, at kommunale selskaber som Odense Havn og Hans Christian Andersen Airport ikke skal beskæftige sig med aktiviteter, der har med våben og krig at gøre. Derfor skal ejerpolitikken ændres, fremgår det i pressemeddelelsen.
Økonomiudvalgsmødet finder sted 17. april.