Plaskvåd festival: Generator regner væk

Udover kolde øl og masser af musik har de sidste par dage budt på masser af regn til gadefestivalen Generator i Odense. Arrangørerne håber på bedre vejr til finalefesten lørdag.

Torsdag blev der langet masser af kolde øl over disken i Odense, da studiestartsfestivalen Generator blev skudt i gang for anden gang nogensinde. 

Generator er en festival i Odenses gader, der skal byde nye studerende velkommen og gamle studerende velkommen tilbage. Festivalen tog over for den lignende festival, Karussel, i 2018.

Som en del af torsdagens lineup trodsede kunstnere som Lord Siva, Topgunn og Toomanylefthands regnen og spillede Brandts Passage, Farvergården og scenen ved studenterhuset op.

Et lineup, der skabte et massivt fremmøde og en fantastisk stemning, siger Tine Nyland, der er festivalleder for Generator, og tilføjer: 

- Det var tydeligt, at gæsterne var kommet for at se det hele. Vi havde jo en hovedscene med EDM (elektronisk musik, red.) og en mindre scene med det lidt mere skæve.

Pladdervåd fredag

Glæden varede dog ikke ved. Selvom det også regnede torsdag, blev der lagt en dæmper på den gode festivalstemning fredag, fordi regnen for alvor skyllede ind over Odense og festivalens nye lokation.

- I går (fredag, red.) regnede festivalen væk. Det var jo seks timers konstant, massiv regn, fortæller Tine Nyland.

Det havde store konsekvenser for fremmødet, og det ærgrer festivallederen. 

- Det er skide ærgerligt, fordi vi havde planlagt en masse ting, der ikke kunne ske på grund af den massive regn.

På trods af ærgrelsen fortsætter festivalen i højt gear.

- Sådan noget sker. Men så er det de ting, der har fokus, og så handler det om at få dem fikset, så festen kan køre videre, siger Tine Nyland. 

Fakta om Generator 2019

Lørdagens lineup

Lørdag kl 17 er festivalen klar med nye navne. Både Martin Jensen, Faustix og Emil Stabil gæster blandt mange andre Flakhaven og Klingenberg i Odense i aften.

Festivalleder Tine Nyland krydser fingre for både bedre vejr og bedre fremmøde til finalefesten i aften.

- I aften er finalefesten, og alle sejl er sat ind. I dag skal man forvente, at vi giver den gas, siger hun.

Lørdagens program slutter senere end både torsdagens og fredagens. Når festivalen rundes af lørdag nat, har mere end 80 forskellige kunstnere gæstet festivalen. 

Oversigt

    Oversigt