Politiet skal tjekke cyklister og bilister ved busholdeplads
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Odense kommune har bedt politiet om at tjekke cyklister og bilister ved ny busholdeplads ved Odense banegård.
Der er blevet rettet op på sikkerheden ved de nye busholdepladser i Odense, men det kniber for bilister og cyklister at overholde færdselsreglerne.
Sidste mandag blev busholdepladserne i Odense flyttet fra den vante plads ved banegården. Starten blev meget kaotisk, og Fynbus frygtede for passagerernes sikkerhed.
- Dét, der er det sværeste sted, er foran den gamle banegård, hvor mange hundrede passagerer står ude på cykelstien, og cyklisterne har det lidt sådan, at det er dem, der skal til først. Så de kommer kørende med uændret hastighed og ringer med klokken, så det er rimeligt kaotisk at se på, sagde direktør for Fynbus, Carsten Hyldborg Jensen, til TV 2/Fyn sidste mandag.
- Og så er jeg lidt nervøs for, at folk træffer impuls beslutninger - specielt når noget er nyt, at der er nogen, der løber ud mellem busserne og ud på vejen uden at orientere sig. Så det er ikke en optimal løsning, som jeg ser det lige nu, sagde Carsten Hyldborg Jensen.
Flere ting er ændret
I løbet af sidste uge har Odense kommune ændret flere ting ved de nye busholdepladser. Der er lagt bump ud på vejen for at få bilisterne ned på den nye 40 kilometers hastighedsbegrænsning, og cyklisterne skal nu stå af og trække forbi holdepladserne på den nordlige side af vejen.
- Hvor pokker er min bus? Farligt trafikkaos mandag morgen
Kaotisk. Panik. Noget lort. Og ligefremt farligt. Der var ikke ligefrem store roser fra passagererne mandag morgen, efter FynBus har flyttet bussernes holdepladser og ændret i køreplanen. FynBus frygter, at der kan ske ulykker.
Den første hverdagsmorgen med nye holdepladser for busserne i Odense var noget bøvlet for flere passagerer.
- Min bus har flyttet sig. Så jeg skal til at finde ud af, hvor pokker den egentlig er henne, fortæller Julie Maria Rasmussen fra Odense, da TV 2/Fyn kommer forbi på Østre Stationsvej tidligt mandag morgen.
- Ja, det er fandme noget lort, lyder det fra en ung gut, der stryger forbi journalisten.
Busserne flytter plads
På grund af letbanebyggeriet har FynBus flyttet bybusserne fra de vante holdepladser på Odense Banegård Center til Østre Stationsvej ved Kongens Have. Og til bagsiden af banegården ved Dannebrogsgade. Samtidig er der blevet ændret i køreplanerne.
- Jeg synes, det er ret koldt, og det har været indviklet til at starte med, når vi ikke ved, hvor vores busser kører, og når man bare pludselig bliver sat af foran banegården, hvor vi ikke kan komme ind, siger Kamil Acar fra Odense.
Frygter kaos på cykelstierne
Hos FynBus erkender man, at det skaber problemer, når man laver om på forholdene for tusindvis af passagerer. Og så er direktøren bekymret for passagerernes sikkerhed ved de nye holdepladser.
- Dét, der er det sværeste sted, er foran den gamle banegård, hvor mange hundrede passagerer står ude på cykelstien, og cyklisterne har det lidt sådan, at det er dem, der skal til først. Så de kommer kørende med uændret hastighed og ringer med klokken, så det er rimeligt kaotisk at se på, fortæller Carsten Hyldborg Jensen, der er direktør i FynBus. Han fortsætter:
- Og så er jeg lidt nervøs for, at folk træffer impuls beslutninger - specielt når noget er nyt, at der er nogen, der løber ud mellem busserne og ud på vejen uden at orientere sig. Så det er ikke en optimal løsning, som jeg ser det lige nu.
Hvor holder din bus?
Det er for at gøre plads til letbanens skinner og den kommende station på Østre Stationsvej, at busterminalen ved Odense Banegård Center skal bygges om. Busserne er derfor flyttet væk derfra, så bilerne kan køre gennem terminalen. Du kan se herunder, hvor din bus holder henne. Og så kan du læse mere her.
Hvad kan I gøre for at forbedre de ting?
- Vores teknikere og Odense Kommune kigger på forholdene, og det bliver også evalueret her til morgen for at se, om der er nogle ting, vi kan gøre. Jeg skal afholde mig fra at komme med tekniske forslag. Det synes jeg, at der er nogen, der er bedre til. Men man kan i hvert fald observere, der godt kan være nogle farlige situationer, siger Carsten Hyldborg Jensen.
Og det giver nye udfordringer, fortæller kontorchef i Park og Vej i Odense kommune, Allan Bach Laursen.
- Vi kan være lidt udfordret på, om både cyklister og bilister overholder reglerne. Vi er nu i dialog med politiet om, hvad vi gør ved det, siger Allan Bach Laursen.
Fynbus vurderer også, at forholdene ved de nye midlertidige busholdepladser er blevet bedre.
- Det er blevet klart bedre. Der er gjort de ting, som kan gøres på det her sted. Men det er et problem, at bilister kører for stærkt, og at cyklister ikke trækker forbi busholdepladserne, siger direktør for Fynbus, Carsten Hyldborg Jensen.
Fyns Politi vil se på problemerne
Odense kommune har bedt Fyns Politi om at holde et ekstra godt øje med strækningen.
Færdselsafdelingen ved Fyns Politi siger til TV 2/Fyn, at de nu vil undersøge, hvor slemt det ser ud på strækningen med de nye busholdepladser ved banegården i Odense, inden de vil udtale sig om, hvad de vil gøre.
Busserne skal bruge de nye holdepladser frem til sommer.