Politiker spyttet efter på åben gade: - Grænseoverskridende og nedværdigende
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Byrådspolitikeren raser i et opslag på Facebook, efter en ubehagelig oplevelse i det centrale Odense.
Araz Khan, som er byrådspolitiker i Odense Kommune, var på vej videre fra et udvalgsmøde, da han onsdag blev udsat for det, som han kalder den mest nedværdigende oplevelse i sit liv.
En forbipasserende mand kiggede ham i øjnene og spyttede efter ham i det øjeblik, hvor de to passerede hinanden foran baren Amys.
"I et split-sekund var jeg villig til at smide fornuften til side, da jeg konfronterede ham," skriver Araz Khan i et facebookopslag om episoden. Men han besindede sig til at spørge manden, om det var ham, han spyttede efter.
"Jeg har lov til at spytte hvor jeg vil" lød svaret ifølge Araz Khan. Det svar tog han som et 'ja' og havde egentlig til hensigt at politianmelde manden, som forsvandt hurtigere, end han kunne få fat i ham.
- Det var det mest grænseoverskridende, og nedværdigende jeg har oplevet. Det troede jeg ikke, man oplevede i gaderne her i Odense, siger han onsdag aften til TV 2 Fyn.
Han tør ikke selv spå om, hvad motivet var, men bemærker at manden ellers så meget normal ud, og ikke virkede sindsforvirret.
Søger vidner
Efter spyttet spurgte Araz Khan ud på gaden, om nogle havde set episoden udspille sig og kunne se, om spyttet havde ramt ham. Ingen meldte sig, ud over en enkelt, som kunne bekræfte, at spyttet ikke havde ramt ham.
- Men melder der sig nogle vidner, eller har nogen en god ide om et overvågningskamera på stedet, vil jeg gå videre med sagen til politiet. Jeg mener bestemt, det må være ulovligt at spytte efter folk, siger politikeren.
Hans opslag på Facebook har allerede efter fire timer fået mange støttende kommentarer og reaktioner.