Racistisk tilråb fik fodboldklub til at stoppe kamp - nu har de fået bøde

Endnu en kontroversiel disciplinærsag har ramt fynsk seriefodbold. Serie 3-klubben BK2020 fik noget af et chok, da de modtog en bøde fra DBU Fyn.

Bølgerne gik højt, da fodboldklubben Skårup BK for nylig tog imod BK2020 i den fynske Serie 3. 

En spiller fra Skårup BK råbte “perker” efter Mahmoud Mohammed, der spiller for BK2020. 

- Det kom som et chok for os alle. Vi er her for at hygge os. At man så udsættes for racisme? Det er ikke i orden, siger Mahmoud Mohammed.

Episoden, som er bekræftet i dommerens kamprapport, betød, at spillerne fra BK2020 nægtede at færdigspille kampen, og det endte med at få konsekvenser. 

BK2020 modtog nemlig en bøde på 1000 kroner for at nægte at spille videre.

Ifølge DBU Fyns regler skal klubber, der forlader banen under en kamp, indberettes af dommeren, hvorefter DBU Fyn træffer en beslutning, om hvilke konsekvenser det skal have for holdene.


Screenshot af kamprapporten fra kampen, der blev spillet tilbage i september.
Screenshot af kamprapporten fra kampen, der blev spillet tilbage i september.
Foto: Screenshot/TV 2 Fyn

Det ærgrer Mahmoud Mohammed, som det racistiske tilråb var rettet mod.

- Hvis man siger fra over for racisme, så får man en bøde. Men vi gør det jo ikke uden en grund. Vi går jo ud, fordi der er en, der råber “perker”. Hvem vil være udstillingsklovn for sådan nogle ting? Det er der jo ikke nogen, der vil, siger Mahmoud Mohammed.

- Det klinger hult

Formanden i BK2020, Hadi El-Abed, stiller sig også uforstående over for DBU Fyns regler om at udstede bøder til de klubber, der siger fra over for racisme.

- Jeg synes, det klinger hult, når DBU siger, at de har nultolerance over for racisme. Især når de stikker os en bøde på 1000 kroner for ikke at acceptere det, siger Hadi El-Abed.

Skårup BK beklager situationen og tager kraftigt afstand fra hændelsen. 

Ifølge Skårup BK blev der råbt homofobiske tilråb efter deres spillere. Noget Hadi El-Abed fortæller, at han ikke har hørt. 

Det samme slår kampens dommer også fast i kamprapporten.

- Dommeren oplyser, at han ikke har hørt, at BK2020-spillerne skulle have råbt ukvemsord efter spillerne fra Skårup BK, står der i kamprapporten.

Mulighed for at anke

Hos DBU Fyn slår man fast, at man ikke tolererer nogen form for racisme eller diskrimination, og de henviser derfor til, at man kan blive dømt i deres uafhængige disciplinære system. Samtidig gør DBU Fyn det også klart, at det kun er dommeren, som har retten til at afbryde en kamp.

- Hvis et hold forlader banen, uden at dommeren har afbrudt kampen, bliver de taberdømt jf. vores regler. Klubbens ledelse kan vælge at anke afgørelsen efterfølgende. Anken behandles i vores uafhængige disciplinære system, siger Jacob Skov, der er kommunikationsansvarlig i DBU Fyn.

Ifølge en undersøgelse lavet i 2020 af Kantar Gallup for DBU 2020 så har hver tredje indvandrer og efterkommer oplevet racisme på fodboldbanen. 

Det er ikke første gang, seriefodbolden på Fyn er kommet i fokus. Den seneste tid har fodboldklubben FIUK, som har base i Vollsmose, været genstand for stor bevågenhed, efter en episode under en Serie 2-kamp førte til massiv boykot blandt en lang række andre klubber i de fynske serierækker.

Oversigt

    Oversigt