Der har dagen igennem været spænding om, hvilke ti socialdemokrater der får plads i byrådet i Odense. Borgmesterpartiet har efter tirsdagens valg mistet tre mandater i forhold til 2017.
Borgmester Peter Rahbæk Juel er Fyns største stemmesluger, men antallet af personlige stemmer falder markant. I 2017 fik Peter Rahbæk Juel 28.425 personlige stemmer, men denne gang har borgmesteren kun fået 11.975.
Udover borgmesteren er der en række siddende byrådsmedlemmer, der er blevet genvalgt.
Det gælder Cæcilie Crawley, Maria Brumvig, Abdinoor Adam Hassan, Claus Skjoldborg Larsen, Tim Vermund, Nicklas Turan Kandemir og Anne-Mette Ebensgaard.
Stemmetal for de ti valgte socialdemokrater i Odense
To nye ansigter
Nye socialdemokrater i byrådet er den 38-årige gymnasielærer Rasmus Ryrberg Høyer og den 40-årige lektor Mads Thomsen.
Der er omkring 50 personlige stemmer, der afgør, hvilke socialdemokrater der får de sidste pladser i byrådet.
To eksisterende byrådsmedlemmer Anders W. Berthelsen og Hjalte Daniel Hansen genopstillede ikke ved gårsdagens valg.
Derudover er der ikke blevet et genvalg til byrådsmedlemmerne Michael Eskamp Witek, Nazim Gürkan og Kasper Ejlertsen, der ikke har fået nok personlige stemmer til at få et mandat.
Selvom Socialdemokratiet er gået tre mandater tilbage, holder partiet fast i borgmesterposten i Odense. Derudover har partiet fået en nyoprettet miljørådmandspost.