Samlede ind til kræftramte børn: Tiltalt for at putte pengene i egen lomme
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Retten i Odense indleder onsdag sagen mod to mænd, der er tiltalt for at samle penge ind til kræftramte børn og putte pengene i egen lomme. Udover fængselsstraf kræver anklageren godt fire millioner kroner konfiskeret.
Det er to mænd bag Foreningen for Danske Kræftramte Børn med adresse på Svendborgvej i det sydlige Odense, det står tiltalt for at svindle med indsamlede penge.
I følge anklageskriftet, som TV 2/Fyn har fået aktindsigt i, er de to mænd tiltalt for svindel mod over 3000 virksomheder.
I anklageskriftet står der, at de to mænd som henholdsvis bestyrelsesmedlem og formand for Foreningen for Danske Kræftramte Børn i perioden fra den 20. maj 2016 til den 12. juli 2017 har fået 3.303 danske virksomheder til at donere i alt 4.737.325 kroner til foreningens arbejde.
I følge anklageskriftet er kun 508.043 kroner brugt til gaver til kræftramte børn. Mindst 4.229.282 kroner er derimod overført til private konti eller konti tilhørende virksomheder, som tiltalte ejer.
De påstod at samle ind til kræftramte børn - nu er de sigtet for groft bedrageri
Foreningen for Danske Kræftramte Børn, som Operation X tidligere på året afslørede i omfattende indsamlingsfup, er nu sigtet for groft bedrageri. Det er Fyns Politi, der står bag efterforskningen.
Tidligere på året sendte Operation X programmet 'Kræftbørn misbrugt til indsamlingsfup'.
Her kom det frem, at Foreningen for Danske Kræftramte Børn ved hjælp af fiktive historier om kræftsyge børn og opdigtede samarbejdspartnere franarrede millioner af kroner fra danske virksomheder.
De første personer er sigtet
Fyns Politi har stået for efterforskningen og kan nu fortælle, at de har sigtet to personer med tilknytning til foreningen for groft bedrageri.
- Efterforskningen har vist, at den mistanke, der var rejst om, at pengene ikke blev brugt til kræftsyge børn, har vi fået bestyrket. Og i den forbindelse har vi rejst to sigtelser mod to forskellige personer her i Danmark, siger Jørgen Andersen, vicepolitiinspektør Fyns Politi.
Indsamlede penge er brugt af bagmændene
Tidligere på året fik Operation X adgang til interne salgstal og kunne derfor afsløre, at foreningen havde samlet millioner af kroner ind.
Da Foreningen for Danske Kræftramte Børn kun samler ind blandt erhvervsdrivende, er de ikke omfattet af indsamlingsloven. Det betyder, at der ikke har været krav om eksempelvis offentliggørelse af regnskaber.
Indtil nu har det derfor stået uklart for offentligheden, hvor mange af de indsamlede midler, der er gået videre til syge børn. Men nu konkluderer politiet altså, at de indsamlede penge til foreningen er blevet forbrugt af bagmændene selv.
- Det er selvfølgelig en kompliceret efterforskning, fordi det er rigtig mange penge, der er samlet ind, og de bevæger sig igennem forskellige konti og også til udlandet. Derfor er det noget, der er meget tidskrævende og kompliceret, siger Jørgen Andersen, vicepolitiinspektør Fyns Politi.
Efterforskningen fortsætter
Fyns Politi fortsætter efterforskningen af Foreningen for Danske Kræftramte Børn, men vil ikke kommentere på, hvor mange penge foreningen har samlet ind, eller om der er flere sigtelser på vej.
- Vi har stadig en lang række spor, vi skal have efterforsket, og vi er selvfølgelig ikke interesseret i, at nogen skal kunne følge med i den, siger Jørgen Andersen, vicepolitiinspektør hos Fyns Politi.
Bør have tillid til indsamlinger
Christian Lundblad er formand for Indsamlingsnævnet. Han giver et godt råd til, hvordan man let kan tjekke, om en forening har reelle hensigter.
- Hvis man er i tvivl om en indsamling er i orden, så bør man gå ind på indsamlingsnævnets hjemmeside (indsamlingsnaevnet.dk red.). Her er det let at tjekke, om en organisation er nævnt og dermed godkendt, siger Christian Lundblad.
Han mener, at man generelt kan have tillid til indsamlinger i Danmark.
TV 2 har skrevet til Foreningen for Danske Kræftramte Børn og spurgt ind til, hvordan de forholder sig til sigtelserne. Men foreningen er ikke vendt tilbage på TV 2’s henvendelse.
Operation X fortsætter optrevlingen af Foreningen for Danske Kræftramte Børn og afslører to nye fup-foreninger. Kræftbørn misbrugt til indsamlingsfup II sendes tirsdag den 28. november klokken 20:00 på TV 2.
Afsløret af Operation X
Det var TV 2-programmet ’Operation X’, der i 2017 afslørede, at Foreningen for Danske Kræftramte Børn svindlede med de indsamlede penge. Ved hjælp af fiktive historier om syge børn og opdigtede samarbejdspartnere fik foreningen penge fra danske virksomheder.
Det er Anklagemyndigheden ved Fyns Politi, der her rejst tiltalen mod de to centrale personer i foreningen.
- De er bestyrelsesmedlemmer i foreningen, henholdsvis formand og næstformand. Efterforskningen har vist, at det er de to personer, der har tegnet foreningen ud ad til. Derfor er det dem, der er rejst tiltale imod, sagde senioranklager Heidi Colbæk til tv2.dk, da anklageskriftet i oktober blev fremlagt for de tiltalte.
Udover formanden og næstformanden havde foreningen også tre øvrige bestyrelsesmedlemmer, men de er ikke tiltalt.
- Der er selvfølgelig andre bestyrelsesmedlemmer i foreningen, men efterforskningen har ikke vist, at det er dem, der skal sigtes eller rejses tiltale i mod, sagde Heidi Colbæk dengang til tv2.dk.
Jublede efter hvert salg
Tv2.dk har talt med en af dem, som arbejdede med at samle penge ind for foreningen. Hun var ikke klar over, at de penge, hun samlede ind, ikke gik til syge børn. Foreningens telefonsælgere arbejdede fra et callcenter i Barcelona
- Jeg har også været med til at skrabe penge sammen til deres lommer, men der vidste jeg det jo ikke. Da jeg sad dernede, tænkte jeg, at en forening, der hjælper kræftramte børn, det vil man jo gerne hjælpe og støtte op omkring. Når man så finder ud af, at man ikke gør det, er det jo hjerteskærende, siger Jill Jùhl Synnestvedt til tv2.dk.
Hun husker, hvordan hvert et salg blev fejret.
- Når vi lavede et salg, gik vi op på tavlen og lavede et kryds, og efterfølgende dansede vi alle sammen rundt, fordi vi var glade, siger hun.
Jill Jùhl Synnestvedt var ansat i tre uger, men er aldrig blevet betalt for sit arbejde.
Der er afsat otte retsdage til at behandle sagen i Retten i Odense, og der forventes at falde dom senere i januar.
Du kan se mere om sagen i 'Operation X følger op: Kræftbørn misbrugt til indsamlingsfup' på TV 2 Play.