Syddansk Universitet fik i år 14133 ansøgninger fra studerende, som efter sommerferien vil ind på en af universitetets uddannelser. Det er omtrent 400 færre end sidste år og 3.400 færre end i år 2020.
Også blandt 1. prioritetsansøgninger var der et fald. I 2020 fik universitetet 5368 ansøgninger, mens det tal var reduceret til 4063 i år.
Det er dog ikke alle uddannelser som oplever en nedadgående kurve på universitetet, når det kommer til antallet af ansøgninger. Flere af de naturvidenskabelige uddannelser får nemlig flere 1. prioritetsansøgninger end tidligere.
Også nye uddannelser fra 2023 har stigende ansøgertal. Det drejer sig om uddannelser i kunstig intelligens og civilingeniør indenfor elektronik.