25. okt. 2018 kl. 16:45
Peter Bergman

Skudepisoden i Vollsmose: 21-årig sigtet for forsøg på manddrab

Artiklen er mere end 30 dage gammel

LYT
Del
Link
kopieret!

En 21-årig mand var torsdag fremstillet i grundlovsforhør for at have affyret skud i Vollsmose 8. oktober.

I dag klokken 13.30 var en 21-årig mand til grundlovsforhør for en skudepisode i Vollsmose 8. oktober. Det bekræfter anklager ved Fyns Politi Maria Tripsen overfor TV 2/Fyn.

Straffelovens paragraf 237

Den, som dræber en anden, straffes for manddrab med fængsel fra 5 år indtil på livstid.

 

 

Kilde: Danske Love

Manden er blevet sigtet efter straffelovens paragraf 237, der omhandler manddrab.

Læs også: Roxanas 12-årige søn vidnede i Vollsmose: Nu må han gemme sig
Gå tilbage Del
24. okt. 2018 kl. 18:31

Roxanas 12-årige søn vidnede i Vollsmose: Nu må han gemme sig

Roxanas 12-årige søn overværede skudepisoden i Vollsmose 8. oktober. Familien fortæller, at de er blevet truet af personer fra Vollsmose, fordi familien har talt med politiet efter episoden.

På trods af omfattende politiske tiltag for at beskytte vidner, har det fortsat meget store konsekvenser at hjælpe politiet. Det viser en sag fra Vollsmose nu.

Her lever en hel familie lige nu i frygt, efter familiens 12-årige søn vidnede i en skudsag. Det var 8. oktober, hvor sønnen overværede nedskydningen af en 28-årig somalisk mand.

Drengens mor har flere gange bedt Odense Kommune om hjælp til at flytte fra bydelen. Hun frygter for sønnens sikkerhed.

Men nu 14 dage efter episoden bor familien fortsat i Vollsmose. Kun deres 12-årige søn er flyttet, fordi familien selv har arrangeret, at han midlertidigt kan bo hos familie uden for Fyn.

“Da jeg åbner døren, så kan jeg se på gangen, at min søn han ryster, han har kastet op og han har tisset i hans bukser”

— Roxanna

Alle kunne se Roxannas søn

Den 8. oktober er Roxanas søn på vej hjem fra skole. Da han passerer en opgang på vej familiens lejlighed, ser han en mand. Manden har affyret skud og med pistolen foran sig, løber manden ned ad trapperne forbi Roxanas søn.

Den 12-årige søn løber rystende ind i familiens lejlighed og ringer til sin mor, der nu står frem og fortæller om familiens mareridt.

Roxannas 12-årige dreng, ved ikke noget om, hvorfor der står en mand og skyder. Han ved heller ikke noget om, hvem det er, der er løbet forbi ham, siger drengens mor, Roxana. Familien flyttede først til Vollsmose i februar.

- Jeg har jo sagt til min søn, at han ikke må åbne døren for nogen, så der går lidt lang tid, før han åbner den. Da jeg åbner døren, så kan jeg se på gangen, at min søn ryster, han har kastet op og han har tisset i sine bukser, siger Roxana.

Roxana kommer ind i lejligheden sammen med en politibetjent, der afhører sønnen. Politibetjenten beder Roxanas søn om at komme hen til vinduet og pege på, hvad han har set. Herefter tager betjenten sønnen med ud på altanen, hvor han også skal pege og forklare, mens politibetjenten råber til en anden betjent på gaden nedenfor.

Det er især denne episode, der gør, at familien nu oplever frygt og trusler. Alle der står på gaden kan se ind i lejligheden på første sal, at sønnen står og peger sammen med en politibetjent.

Forkerte målgruppe

- Grunden til, at jeg er sur og vred, det er, at den her 12-årige dreng bare får at vide, at han skal klare sig selv. Jeg har ikke fået tilbudt psykologhjælp til min søn, jeg har ingen hjælp fået til min søn. Jeg har selv fundet borgmesterens telefonnummer og rådmandens telefonnummer. Jeg har selv skulle stå med alt, og jeg er stadig mor til to små børn og har et arbejde jeg skal passe, siger Roxana.

Familien har fået tilknyttet en sagsbehandler, som i sidste uge ringede til Roxana og fortalte, at de kan ikke få kommunens hjælp til at blive flyttet, fordi hendes søn ikke er i målgruppen.

For Odense Kommune kan ikke hjælpe, fordi Roxana og hendes familie simpelthen ikke er udsat nok. Kommunen henviser til lovgivningen på området. Det fortæller embedsfolk til TV 2/Fyn.

Ugen efter skudepisoden blev Roxana sammen med sine to yngste børn passet op på parkeringspladsen foran sin lejlighed og forsøgt truet til tavshed, fortæller hun. Sagen er nu politianmeldt.

Vi skal beskytte vidner

På baggrund af den konkrete episode, hvor den 12-årige dreng blev afhørt på altanen, er Fyns Politi nu gået i gang med at undersøge, om det var den rigtige beslutning.

Men Fyns Politi kan og vil dog ikke sige noget om, hvorvidt afhøringen skulle være sket på en anden måde.

- På baggrund af jeres henvendelse, vurderer vi selvfølgelig hele tiden på det konkrete tilfælde. Kunne det have været gjort mere smidigt? Men det er ufravigeligt, at vi skal sørge for at sikre de oplysninger, der er i så alvorlige sager, så hurtigt og sikkert som vi kan gøre det. Og så skal vi beskytte de personer, der står frem som vidner, siger Johnny Schou, politiinspektør ved Fyns Politi.

- Truslen mod familien er ikke så alvorlig, at politiet vurderer, at drengen og familien ikke kan være i Vollsmose permanent, siger Johnny Schou.

Ikke hjulpet godt nok

Ib Christensen fra Offerrådgivningen Fyn har rådgivet Roxana. Han er langt fra imponeret over forløbet.

- Hun er ikke hjulpet godt nok endnu. Hun er dybt ulykkelig og det er drengen også. Der skal selvfølgelig mere til. Det er noget skidt for alle parter – både familien og Odense Kommune, siger Ib Christensen, der er rådgiver i Offerrådgivningen Fyn.

Roxana har lige nu kun et ønske. Hun vil ud af Vollsmose.

- Jeg mener, at det er kommunens opgave at sørge for, at min søn får den hjælp, han skal have, og at han ikke skal bo her, og så må vi jo følge med, siger Roxanna.

Men hvorfor flytter i ikke bare selv?

- Vores løn er ikke særlig høj, prøv du selv at finde et sted, hvor man også kan have to børnepasninger. Vi er villige til at tage børnene ud af alt, hvad der hedder skole og vuggestue og flytte et nyt sted hen, siger Roxana.

Odense Kommune kæmper mod organiseret kriminalitet

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) eller rådmanden Brian Dybro (SF).

Tilbage i marts udgav Odense Kommune en pressemeddelelse om, at kampen mod organiseret kriminalitet i Odense styrkes med ti millioner kroner, og en lang række tiltag, der skal styrke en vidnepakke fra Folketinget.

I pressemeddelelsen kan man blandt andet læse "... De nye kommunale indsatser omfatter for eksempel også tilbud om psykologhjælp til odenseanere, der har været ofre for, vidne eller pårørende til en banderelateret forbrydelse, samtidig med at Offerrådgivningen Fyn støttes i det vigtige arbejde med at støtte, rådgive og vejlede ofre for bandekriminalitet".

I et citat om presset på banderne siger Peter Rahbæk Juel blandt andet: "... Samtidig skærmer vi udsatte borgere mod udnyttelse og misbrug fra bandemiljøet, og vi giver ofre og vidner den nødvendige hjælp, støtte og vejledning, siger borgmester Peter Rahbæk Juel".

Politiets vurdering af skudepisoden 8. oktober var, at der var tale om et familieopgør, og at episoden ikke umiddelbart var banderelateret.

Sigtelsen blev læst op, men den sigtede nægtede at udtale sig. Resten af grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre, hvorfor anklager Maria Tripsen ikke kan udtale sig meget mere om sagen.

- Nu skal der efterforskes, og politiet skal have fred og ro, siger anklager Maria Tripsen.

Sagen er stadig på sit indledende efterforskningsstadie. Derfor blev grundlovsforhøret holdt for lukkede døre. Det vil sige, at dørene lukkes under retsmødet for alle andre end sagens parter. Det gælder også journalister.

Læs også: Manglende støtte til vidne:
  • Vi skal hjælpe, når der bliver skudt i vores by
Gå tilbage Del
25. okt. 2018 kl. 14:58

Manglende støtte til vidne:
  • Vi skal hjælpe, når der bliver skudt i vores by

Pernille Gram

En 12-årig dreng overværede en skudepisode i Vollsmose, men har ikke fået tilstrækkelig hjælp fra kommunen. Byrådsmedlem Christoffer Lilleholt mener, at det er dybt kritisabelt.

Den 8. oktober overværede Roxanas 12-årige søn en skudepisode i Vollsmose. Oplevelsen har traumatiseret ham, og familien føler ikke, at de har fået tilstrækkelig hjælp fra kommunen.

Venstres medlem af Odense Byråd, Christoffer Lilleholt (V), bakker op om familien, og mener, at kommunens manglende opbakning er dybt kritisabelt.

- Det gør ondt i maven, at se en mor, hvis 12-årig dreng er blevet sendt væk fra Fyn af hende selv, fordi kommunen eller politiet ikke har kunnet stå ved og hjælpe. Om det er en flytning, eller psykologhjælp eller bare at støtte op, så må vi sige, at vi har fejlet, lyder det fra Christoffer Lilleholt.

Roxana føler sig svigtet. Hun mener ikke, at kommunen har hjulpet hende nok. Ifølge hende er ingen i familien blevet tilbudt psykologhjælp. Samme dag som skudepisoden skete, tisser hendes 12-årige dreng i bukserne på vej ud til videoafhøring på et børnecenter. Det er tredje gang, han skal fortælle historien til myndighederne.

- Jeg forstår ikke, at hverken borgmesteren eller rådmanden ikke er gået ind i det her, og ikke finder en løsning. At det skal i medierne før, at det lykkes, det synes jeg er dybt kritisabelt, siger Venstres byrådsmedlem.

“- Det som Peter Rahbæk Juel sagde op til valgkampen sidst, og som han nok også vandt valget på, var jo, at Odense står imod banderne, og Odense står imod den hårde kriminalitet, og at Odense skal være en tryg by.”

— Christoffer Lilleholt, Venstre

Roxana er efterfølgende blevet gjort opmærksom på af politiet, at Børnecenteret normalt har en psykolog til rådighed. Men da drengen ankom til Børnecenteret og var tydeligt påvirket af situationen, blev han alligevel ikke tilbudt psykologhjælp. Der har heller ingen hjælp været at hente i forhold til at finde en ny bolig uden for Vollsmose.

Odense skal være en tryg by

- Når vi har borgere i Odense, der oplever bandekriminalitet og skyderier og så står frem, så skal vi hjælpe. Så er det uanset, hvilke regler der er, så må vi hjælpe på en anden måde. Der findes altid en løsning, hvis man vil, siger Christoffer Lilleholt.

Men ifølge embedsmænd fra kommunen og Roxanas sagsbehandler, så kan de ikke få den hjælp, de behøver, fordi de penge, der er sat af til at bekæmpe organiseret kriminalitet, primært er henvendt til at beskytte hjemløse og erhvervsdrivende.

- Det, som Peter Rahbæk Juel sagde op til valgkampen i efteråret, og som han nok også vandt valget på, var jo at Odense står imod banderne, og Odense står imod den hårde kriminalitet, og at Odense skal være en tryg by. Odense er ikke en tryg by, hvis man ser et skyderi, og så ikke bliver hjulpet bagefter, siger Christoffer Lilleholt.

Forventer at finde en løsning

- Alle der ser der har set videoklippet om Roxanas historie, får ondt i maven. Derfor forstår jeg ikke, at rådmanden eller borgmesteren ikke går ind i det her, og får det ændret, siger Christoffer Lilleholt.

- Hvis vi skal tro på, at folk igen træder frem og siger hvad de ser, når der er bandekonflikter, og når der sker skyderier, det gør de ikke, hvis ikke man får den opbakning, man behøver bagefter, siger Christoffer Lilleholt, der forventer at politikerne vil finde en løsning på næste udvalgsmøde.

Roxana skal mødes med kommunen senere i eftermiddag, hvor de skal tale om, hvad der kan lade sig gøre.

TV 2/Fyn følger sagen.

Sigtelsen om forsøg på manddrab omhandler episoden i Vollsmose 8. oktober i år. Her blev der omkring klokken 13.40 affyret skud ved en lejlighed i Fyrreparken.

I forbindelse med episoden har Roxanas 12-årige søn vidnet for politiet. I dag frygter han for sit liv.

23. dec. 2024 kl. 16:57
Tophistorie

Vanvittig biljagt: Narkohandler bragede gennem vejarbejde i høj fart

LYT
Del
Link
kopieret!

En biljagt på omtrent en halv time pressede betjente til det yderste i kørekundskaber, mens flere personer blev udsat for alvorlig fare natten til den 12. august i år.

Et anklageskrift fra Fyns Politi indeholder 19 punkter, hvor den 21-årige flugtbilist har tilsidesat færdselssikkerheden og i grov kådhed har sat andres liv og førlighed på spil.

Meget af biljagten blev optaget fra en drone. Videoen kan du se øverst i artiklen.

Desuden afslører anklageskriftet, at den 21-årige var påvirket af amfetamin, ketamin og THC, uden at have recept på de bevidsthedspåvirkende stoffer. Desuden lå han inde med et flere euforiserende stoffer og kontanter, så det formodes han har handlet med narkoen.

Farlig jagt

Mindst ti gange overtrådte narkohandleren sin ubetingede vigepligt, mens han to gange kørte modsat ensretningen i små gader i Rudkøbing.

To politibiler havde han efter sig i den farlige færd, og nær biljagtens afslutning forulykkede den ene politibil nær Ørstedsparkens legeplads, hvorved en betjent kom til skade.

Men flere måtte redde sig selv fra den farlige bilist i Rudkøbings gader. Eksempelvis beskriver anklageskriftet en episode, hvor den 21-årige kørte med 90 kilometer i timen frem mod arbejdere på vejen, mens han kørte mod færdselsretningen.

Her var han tæt på at påkøre en af arbejderne, men nåede at undvige i sidste øjeblik.

I et andet tilfælde måtte en bilist kaste sit køretøj ind på fortovet, for at undgå en kollision, da flugtbilisten igen kom kørende med høj fart mod færdselsretningen.

Slutteligt beskriver anklagerne, at manden udsatte en passager i sin egen bil for livsfare, da han tog passageren med ud i sine farefulde handlinger.

Dronevideo er bevis

Fyns Politi har den private dronefotografs optagelser med i bevis-mappen, bekræfter politiet.

Overfor TV 2 Fyn beskrev dronefotograf Lasse Rømhild, hvordan både flugtbilist og politibiler kørte forbi ham i byhuset i Rudkøbing natten til den 12. august.

- Jeg synes, det var voldsomt, fordi det foregik jo ned gennem alle de små gader og stræder, sagde han dagen efter biljagten.

Anklageskriftet afslører ikke om politiet vil kræve fængsel eller bødestraf. Anklageren vil dog have den 21-årige frataget sin førerret ubetinget, mens politiet vil konfiskere 8,24 gram kokain, 0,54 gram methamfetamin, 8,83 gram hash og 0,94 gram MDMA.

Også 4.650 kroner i kontanter kræves konfiskeret, da politiet mener de stammer fra handel med hash.

Sagen skal afgøres af en dommer og to domsmænd ved Retten i Svendborg i sommeren 2025.

23. dec. 2024 kl. 14:26
Tophistorie
Arkivfoto

Millionbøde til Region Syddanmark efter data-sjusk

LYT
Del
Link
kopieret!

Retten i Kolding har 23. december 2024 idømt Region Syddanmark to bøder på hver 500.000 kr. for brud på GDPR-reglerne. Det er ifølge Ritzau den hidtil højeste straf til en offentlig institution for denne type forseelser.

Uvedkommende kunne få adgang til tusindvis af borgeres personfølsomme data. Retssagen drejede sig om to brud, som fandt sted på forskellige tidspunkter mellem 2011 og 2020.

Begge sager kalder regionen selv for menneskelige fejl.

- Jeg ærgrer mig over, at vi taber de to sager. Der eksisterer en lignende sag, hvor 20 gange så meget data har været eksponeret, som blev lukket med en kritik, siger Morten Lundgaard som er IT-direktør i Region Syddanmark.

Han mener der mangler en rød tråd, i forhold til hvordan denne type sager afgøres.

To sager

Den første sag omhandler en database med spørgeskemasvar, der blev brugt af Børne- og Ungdomspsykiatrien Odense. Der indgik ikke CPR-numre i databasen, men blandt andet navn og fødselsdato.

Region Syddanmarks undersøgelser viste efterfølgende, at sårbarheden kun er blevet anvendt af den borger, der anmeldte sårbarheden, skriver regionen i en pressemeddelelse.

Den anden sag omhandler en PowerPoint-præsentation udarbejdet af en af regionens læger til undervisningsformål. Præsentationen, der lå på regionens hjemmeside, indeholdt fortrolige og følsomme personoplysninger.

15 gange er præsentationen blevet åbnet på hjemmesiden. Det krævede angiveligt stor teknisk snilde at komme helt ind til de fleste af personnumrene i præsentationen.

- Vi tager dommen til efterretning, og vi har siden hændelserne iværksat mange initiativer, der skal medvirke til, at lignende datasikkerhedsbrud ikke sker igen, siger IT-direktøren.

Han understreger, at der i sagen ikke er sket et egentligt data-læk, hvilket vil sige at informationerne ikke er blevet misbrugt.

Regionen har ikke besluttet sig for, om de vil anke sagen til landsretten endnu.

23. dec. 2024 kl. 9:22
Tophistorie
Frederik Kibsgaard

Arbejdsulykke: 20-årig omkom da loft styrtede ned

LYT
Del
Link
kopieret!

Der er tale om en 20-årig mand fra Østfyn, der fredag omkom i en arbejdsulykke på en ejendom nær Svendborg fredag. Det fortæller Fyns Politi til TV 2 Fyn.

-  I forbindelse med et nedrivningsarbejde styrter et loft sammen ned over den 20-årige mand. Det er sket i forbindelse med en indvendig renovering i en bygning, lyder det fra Fyns Politi.

Politiet oplyser samtidig, at det efterforsker sagen fortsat for at klarlægge, hvordan ulykken kunne ske.

Arbejdstilsynet oplyser, at det er på stedet og efterforsker ulykken mandag.

De pårørende er underrettet.

Arbejdsulykken sker knap en måned efter, at tre personer mistede livet i en arbejdsulykke ved Flemløse Biogas, hvor taget på en silo kollapsede.

23. dec. 2024 kl. 18:48
Ida Alstrup

Over en million julelys pryder lige nu Odense ZOO

LYT
Del
Link
kopieret!

I morgen aften er det juleaften, der er længe, længe til.

Og hvis du kender nogen, som synes, der er lidt for længe til, så er det heldigvis ikke alle, der er gået på ferie endnu.

For Odense ZOO har fyldt haven op med mere end en million julelys, juleboder og selveste julemanden.

Og også i morgen holder de åbent, hvor børn som voksne kan hilse på Rudolf og hans venner, inden de skal ud med gaver til verdens børn om aftenen.

Haven holder åbent fra kl. 9-14.

23. dec. 2024 kl. 17:55
Daniel Glad

DSB klarer rejsedagen med pebernødder og julestemning

LYT
Del
Link
kopieret!

DSB har været godt forberedt på de rekordmange rejsende danskere denne jul.

Så godt, at personalet har kunne bruge deres tid på at sprede julestemning i togvognene.

- Folk taler mere med hinanden og med os. Det er skønt, siger perronmanager Irene Boesen fra DSB.

Hun fortæller, at DSB hidtil har kørt efter planen - og vil man stadig med toget i dag eller i morgen d. 24 december, så er der stadig billetter tilgængelige.

23. dec. 2024 kl. 15:58
Fyn

Krige, kriser og klassikere - hvad fylder i årets juleprædikener?

Flere af landets præster lægger lige nu sidste hånd på deres prædikener til, hvad der på mange måder kan beskrives som den største dag for folkekirken. Spørgsmålet er dog, hvad der bliver årets store temaer. TV 2 Fyn har fået en gruppe fynboer til at gætte på dette, og for dem var den helt store fællesnævner krige og kriser. Enkelte andre pegede på, at prædikerne ville holde sig til klassikere.

Flere af landets præster lægger lige nu sidste hånd på deres prædikener til, hvad der på mange måder kan beskrives som den største dag for folkekirken. Spørgsmålet er dog, hvad der bliver årets store temaer. TV 2 Fyn har fået en gruppe fynboer til at gætte på dette, og for dem var den helt store fællesnævner krige og kriser. Enkelte andre pegede på, at prædikerne ville holde sig til klassikere.

23. dec. 2024 kl. 15:15
Daniel Glad

Flere julegaver købes i genbrugsbutikker

LYT
Del
Link
kopieret!

Hos Røde Kors Odense oplever man, at flere fynboer køber deres julegaver i genbrugsbutikker.

Det glæder formand for Røde Kors Odense, Lone Hedemand.

- Vi kan tydeligt mærke, at der er en øget omsætning i november og december, så det er vi glade for, fortæller hun til TV 2 Fyn.

Og selvom det kan være alt muligt forskelligt, der sælges i juletiden, så fremhæver hun, at det især er julepakkekalendergaver, der købes hos dem.

Røde Kors omsatte i 2023 for omkring 300 millioner kroner. Omsætningen går blandt andet til katastrofehjælp og lokale aktiviteter.

23. dec. 2024 kl. 13:26

Novo-aktien gør comeback efter nedtur

LYT
Del
Link
kopieret!

Der er godt nyt til de Novo Nordisk-investorer, der holdt fast i aktien under fredagens voldsomme kursfald på 20,7 procent.

Aktien handles mandag morgen omkring kurs 648, hvilket er ti procent højere end fredag.

Dermed har Novo Nordisks børsværdi allerede indhentet omkring 200 af de 688 milliarder kroner, som forsvandt.

Fredagens kursfald blev udløst af forskningsresultater for Novos næste store håb inden for fedmebehandling, Cagrisema.

Et forsøg, hvor en række testpersoner modtog behandling med Cagrisema i 68 uger, viste et gennemsnit på 22,7 procents vægttab.

Markedet og Novo Nordisk selv havde håbet på mindst 25 procent, og investorerne reagerede på skuffelsen ved at sende kursen nedad.

23. dec. 2024 kl. 12:00
Fyn

Sammenlignede fostre med kødpålæg: - Nu vil hun i Folketinget

LYT
Del
Link
kopieret!

Når hun åbner munden eller sætter sig til tasterne, kommer der ofte en reaktion. Tit mange.

- Jeg er rimelig svesken på disken.

23-årige Sofie Mosgaard har sammenlignet kødpålæg og fostre som en joke i debatten om abortgrænsen herhjemme.

Kaldt sit eget parti for et ’kujonparti’, når det gjaldt koranloven. Stået på en scene og sagt: "Staten skal ud af min tissekone".

Nu er hun ét af de mulige navne i spil til at tage over, når begge de to fynske Venstre-folketingsmedlemmer snart vinker farvel til Christiansborg.

- Jeg blev opstillet i oktober, og nu ser det realistisk ud, hvilket er fuldstændig vanvittigt.

”Jeg skulle have været SF’er“

Den 23-årige Venstre-kvinde bliver ikke den nye Erling Bonnesen(V), lyder det. Men de ‘står grundlæggende på de samme ting’.

- At gøre Danmark mere liberalt, at livet på landet skal være mindre bureaukratisk, og det skal kunne lade sig gøre at være landmand i Danmark, siger Sofie Mosgaard (V).

Men hun vil også gerne trække partiet i en ny retning.

- Jeg kunne godt tænke mig, at flere som mig kom til at stemme på Venstre.

Bonnesen og Lilleholt på vej ud

I november meddelte det mangeårige medlem Erling Bonnesen, at han ikke genopstiller ved næste valg.

Den 16. december meldte den tidligere fynske minister Lars Chr. Lilleholt så ud, at han går efter borgmesterposten i Odense til kommunalvalget i efteråret - og heller ikke genopstiller til Folketinget.

De to politikere fik ved seneste valg i alt til sammen 11.500 personlige stemmer fra fynboerne.

Med andre ord er der mange stemmer at fiske i for nye og mindre kendte ansigter hos Venstre, som stiller op ved det folketingsvalg, der skal afholdes senest i 2026.

Hun beskriver sig selv som et på mange måder ’statistisk mirakel’.

- For jeg er en ung kvinde, der bor i en storby og har en lang, udadgående uddannelse. Jeg skulle jo have været SF’er i det lys, men det er jeg ikke, siger Sofie Mosgaard.

For woke til at være blå?

Når man spørger Sofie Mosgaard, hvad andre ville sige om hende, hvis de skulle bagtale hende - så lyder første svar, at hun “snakker helt vildt meget”.

Men så fremhæver hun et punkt, hvor hun skiller sig ud politisk. At hun har været “lidt på klingen” med både Venstre og med højrefløjen generelt, når det gælder LGBT-politik og ligestilling.

- Så jeg tror, der ville være noget om “hende der progressive Sofie - woke et eller andet”.

Er du i virkeligheden for woke til at være blå?

- Nej. Hvis du tager et udsnit af danskerne, så tror jeg ikke, jeg har vilde holdninger hverken på ligestillingsfronten eller på LGBT-politik. Så det er et kæmpe selvmål fra højrefløjen, at jeg står og ligner sådan en mærkelig fugl, siger Sofie Mosgaard.

Hun mener, det er “dybt godnat”, hvis vælgere kan se sig selv i al den blå politik, men bliver skræmt væk, eksempelvis hvis man er ung kvinde eller tilhører en minoritet og “ikke føler sig omfavnet af højrefløjen”.

Står Venstre rigtigt på det her område i dag?

- Det synes jeg grundlæggende, vi gør. Der er klart nogle ting, der skal kigges på, og det er jo, fordi vi skal have flere med. Man kan jo ikke bare komme ind og smide en bombe ind i lokalet og sige: “Så var der bare “free nips” til hele landsorganisationen”. Det kommer jo ikke til at ske. Det skal heller ikke ske. Det er jo en langsom forandring.

Blå bog - Sofie Mosgaard

23 år gammel.

Vandt Danmarksmesterskaberne i debat i 2024.

Kommer fra Fanø. Bor i dag i Odense.

Opstillet som folketingskandidat for Venstre i Odense Syd-kredsen i Fyns Storkreds.

Har været aktiv i Venstres Ungdom siden 2021, blandt andet som ligestillingsordfører.

Uddannet i statskundskab og journalistik.

Ude med riven - og balancegang

Når Sofie Moesgaard skriver opslag på sociale medier, kan det dele vandene. For eksempel da hun flettede en joke om kødpålæg ind i et indlæg i abortdebatten.

- Jeg synes, jeg var morsom. Jeg synes stadig, det er morsomt.

Men hun erkender også, at det kan være en svær balancegang, når man gerne vil gøre politik mere “farverigt”.

- Min intention var at slå lidt på de konservative idealer, men jeg havde jo så gjort en kvinde, som havde mistet et barn, ked af det. Og den skal man jo så sidde med. Var det det værd for hende?

Tror du, du kan kommunikere lige så bramfrit, som du gør i dag, hvis du kommer i Folketinget?

- Jeg tror ikke, jeg kan sige, at: “Staten skal ud af min tissekone”. Det tror jeg ikke, man skal sige fra Folketingets talerstol.

Her finder du hele TV 2 Fyns interview med Sofie Mosgaard. Snup en kop kaffe eller en småkage - og se med:

23. dec. 2024 kl. 10:47
Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix

Rekordfå juleindbrud de sidste 10 år - kun stigning ét sted

LYT
Del
Link
kopieret!

Det bliver tryggere at forlade sit hjem i juledagene år efter år.

Med andre ord blev der i 2023 begået 362 indbrud mellem den 23.-31. december.

Men sammenligner man med 2013, altså ti år tidligere, var antallet oppe på 1.776. Det svarer til et fald på 80 procent fra 2013-2023. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Zoomer man ind og udelukkende kigger på udviklingen fra 2022-2023, var Region Syddanmark dog den eneste region, der oplevede en stigning i antallet af indbrud. Her oplevede man 95 indbrud i 2023.

Historisk set er den 24. december dagen med flest indbrud, når man kigger på tværs af juledagene. Og sidste år var ingen undtagelse.

På landsplan anmeldte 107 hjem et indbrud denne dag.

23. dec. 2024 kl. 9:09
Henning Bagger / Ritzau Scanpix

DSB forventer 40.000 rejsende mandag

LYT
Del
Link
kopieret!

Hos DSB forventer man, at mandag bliver julens travleste rejsedag med omkring 40.000 rejser.

Den travleste strækning op til juleaften er mellem København og Aarhus efterfulgt af strækningen København–Odense og København–Fredericia.

Sidste år var fredag 22. december ifølge DSB den travleste rejsedag mellem landsdelene med mere end 35.000 rejsende. Juleaften lå i 2023 om søndagen.

Hvis man i år rejser med tog 23. december, vil man opleve, at DSB sammen med Banedanmark har sendt særlige juleguider til udvalgte stationer. De skal sørge for, at passagerne kommer godt frem og tilbage.

23. dec. 2024 kl. 9:00
Fyn

47-årig Nicki P skal igen køre på højeste niveau

LYT
Del
Link
kopieret!

Der er ikke mange sportsudøvere på højeste niveau, der kan prale af at kunne følge med i en alder af 47 år gammel.

Men det kan speedwaykøreren Nicki Pedersen.

Fynboen, som har udlevet sin drengedrøm i 36 år, hvoraf 25 som professionel, fortsætter på højeste niveau i 2025 efter at have sagt ja til et tilbud i den bedste række i Polen.

- Nu er der kommet en kontrakt i den store liga igen, og det er der ingen tvivl om, at det er det fedeste.

- Det er den største liga i hele verden, vi kører i, så jeg skal tilbage og levere på et dejligt, fornuftigt niveau, og jeg glæder mig helt vildt til at få succes med min nye klub, siger han til TV 2 Sport, der besøger ham værkstedet på Fyn.

Nicki Pedersen rykkede ellers ned i den forgangne sæson fra den bedste række i Polen.

Voldsomt styrt fik ham til at tænke

Hvis vi skuer tilbage til sommeren 2022, var Nicki Pedersen ude for en situation, hvor de fleste ville tænkte: ”Nok er nok”. Her var han involveret i et voldsomt styrt.

- Jeg lå på maven og havde brækket mit bækken, hvor min lårbensknogle sad inde i bækkenet. Det gjorde så ondt. Jeg har aldrig prøvet noget lignende, forklarer speedwaykøreren og smiler.

Altså Nicki Pedersen tænkte sig da også om, da han lå på det polske hospital. Dog en lidt anden form for tanker.

- Dér lå jeg allerede og tænkte, hvor længe der var fra juni til marts måned. Der kunne jeg godt nå at blive klar igen. Så man er lidt en tosset motorsportsmand en gang imellem, siger han.

Hvorfor ikke stoppe?

Man kan nok godt skrive under på, at Nicki Pedersen går ind under kategorien ’en tosset motorsportsmand’, men alligevel. 47 år gammel og ingen tanker om pension? Det virker ja, tosset.

- Jeg stopper den dag, kroppen ikke kan mere, og når jeg ikke brænder for det eller vil løbe de ture, der skal til. Jeg tror, at den kommer lige pludselig. Nu er den ikke kommet endnu, så jeg er allerede begyndt at komme i form igen til den nye sæson.

- En drengedrøm er gået i opfyldelse for mig, og man skal huske at nyde det så længe, at man kan, konstaterer han.

Nicki Pedersen forklarer videre, at han allerede nu er begyndt at komme i form, da det ikke skal være kiloene, der skal gøre, at han ikke kan følge med i 2025-sæsonen.

23. dec. 2024 kl. 8:30

DMI afliver den hvide jul - er 100 procent umuligt

LYT
Del
Link
kopieret!

Man skal ikke længere gøre sig forhåbninger om hvid jul, for det er "100 procent umuligt" i år, lyder det fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Vagthavende meteorolog Jesper Eriksen forklarer, at kriteriet for hvid jul er, at mindst 90 procent af landet har mindst én centimeter sne.

- Det kommer absolut ikke til at ske. Det er 100 procent umuligt denne her jul, siger Jesper Eriksen.

Desuden er der kun udsigt til, at vejret bliver varmere.

- Der er varmere luft på vej. I løbet af juleaftensdag kommer der en varmefront ind. Så det bliver lidt varmere end i dag, og i dag er der jo heller ikke sne på vinduet, siger Jesper Eriksen.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her