Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Snavs og insekter: Sur smiley til leverandør af pensionistmad

Det var lidt af et syn, der mødte Fødevarestyrelsens kontrollant, da vedkommende var på besøg hos Walthers Dinner i Odense. Et besøg, der endte med en bøde på 15.000 kroner og en sur smiley.

Virksomheden, der ifølge deres hjemmeside har leveret mad til pensionister i over 30 år, haltede noget efter rengøringen i de lokaler, hvor der laves mad. Særligt omkring kartoffelskrælleren, fremgår det af Fødevarstyrelsens kontrolrapport.

Her kan man læse, at der på vægge og gulve og i kartoffelskrælleren er fundet slimede og sorte skimmellignende belægninger og "store mængder" gamle rester af kartofler. Derudover ses der også "store" ansamlinger af edderkoppespind, flueklatter og "mange" små fluer omkring kartoffelskrælleren, ligesom at der i lokalerne også var en ansamling af små brune partikler samt små tusindben/brune insekter.

Også i kølerummet var der problemer med skimmellignende belægninger, mens gulvet i tørlageret havde "sorte klistrede belægninger". Af andre bemærkninger fremgår, at der blev konstateret en risiko for, at dråber af fedt dryppede ned i andre fødevarer fra emhætten.