Speget letbane-affære: Dansk Comsa-selskab begæres konkurs
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Jesper Clemens firma blev opsagt af Comsa Munck på letbanebyggeriet og gik konkurs. Efterfølgende vandt hans konkursbo en voldgiftssag mod Comsa Munck, der ikke vil betale de ni millioner kroner.
Der har været masser af udfordringer for Odenses letbanebyggeri, og de firmaer, der står bag byggeriet.
Det er allerede kendt, at Odense Letbane og hovedentreprenøren, spanske Comsa, har væsentlige voldgiftskrav mod hinanden, og at Nyborg-virksomheden Munck igennem flere år har gjort et krav på 137 millioner kroner gældende mod spanierne.
Nu er situationen spidset yderligere til.
For Comsa Danmark er netop blevet begæret konkurs. Skifteretten træffer fredag afgørelse i sagen.
Konkursbegæringen vedrører Comsa Munck Joint Venture, som tidligere i år tabte en voldgiftssag til konkursboet efter Clemen Montage og Byg, der i 2019 udførte betonarbejde på letbanens kontrolcenter og var hyret af Comsa Munck til opgaven.
Comsa Munck opsagde samarbejdet med Clemen Montage og Byg, fordi man mente, at montagefirmaet ikke havde styr på sine underleverandørers løn- og ansættelsesforhold.
Men voldgiften afgjorde sagen til Jesper Clemens fordel.
Ni millioner retur
Den jyske beton-montørs konkursbo skal inklusiv sagsomkostninger have næsten ni millioner kroner tilbage.
Problemet er, at hverken Munck eller Comsa vil betale.
Det har nu fået advokatfirmaet Andersen Partners, der er kurator i Jesper Clemens bo, til at tage utraditionelle midler i brug efter, at Comsa Munck Joint Venture I/S udeblev fra det første retsmøde.
Herefter gennemførte Andersen Partners på baggrund af oplysninger fra Comsa Munck Joint Ventures advokat udlæg i fem såkaldte fordringer, altså penge Comsa Munck har til gode.
Men ingen af Comsa Munck samhandelspartnere mener, at de skylder selskabet penge.
Konkursboet efter Jesper Clemens firma har nu indgivet konkursbegæring mod COMSA Danmark ApS.
Det skyldes, at Comsa Danmark siden efteråret alene har ejet joint venture selskabet sammen med det spanske moderselskab - og derfor hæfter for gælden, mener Andersen Partners.
Hvis Comsa Munck betaler de ni millioner kroner, som voldgiftsretten har afgjort til fordel for konkursboet efter Jesper Clemen, vil der være dækning af alle krav i konkursboet, der løber op i 6,4 millioner kroner.
Tålmodighed opbrugt
Jesper Clemen oplyser til TV2 Fyn, at hans tålmodighed snart er opbrugt.
- Jeg har kæmpet med Comsa-Munck i tre et halvt år, og venter stadig på, at sagen får en afslutning. Jeg har solgt mit hus, og bor nu i en lejet lejlighed. Min opsparing er væk, og jeg kan ikke optage lån. Jeg lever af vores lille gasbetonfirma, hvor vi tre mand udfører mindre opgaver. Vi er helt færdige med at udføre arbejde for de store koncerner, siger han.
- Vi er oppe mod de store drenge. Det jeg har til gode er jo småpenge for dem, men vi er blevet fanget i slagsmål mellem Comsa og Munck, der gør, at vi ikke kan få de snart ti millioner kroner, vi er berettiget til ifølge voldgiftens afgørelse.
Kurator i konkursboet efter Clemen Byg og Montage, partner i Andersen Partners, Jan Bruun Jørgensen, ser også Jesper Clemen som et gidsel i en tvist mellem Comsa og Munck.
- Bliver der afsagt konkursdekret fredag, har vi afsat tid til et nyt møde i august måned, hvor vi vil have afklaret, hvordan det egentlig ser ud med økonomien i Comsa Danmark - og om virksomheden er solvent, siger Jan Bruun Jørgensen til TV 2 Fyn.
For selv om Comsa Danmark i det seneste regnskab har en negativ egenkapital på 20 millioner kroner, har kurator observeret, at selskabet i hvert fald på papiret har værdier for 100 millioner kroner - herunder 88 millioner kroner i tilgodehavender fra igangværende arbejder og 14,5 millioner hos datterselskaber.
Munck forlod i efteråret 2020 joint venture-selskabet og henviser til Comsa for kommentarer. Comsa har hidtil ikke ønsket at udtale sig i sagen.