Sprang over autoværnet for at redde Nickys liv: - De andre bilister gav mig fingeren

Nicky Thelin efterlyste sin redningsmand, efter han mandag morgen fik et anfald i sin bil. Nu er manden endelig dukket op.

Onsdag fortalte TV 2/Fyn om 18-årige Nickey Thelin, der fik et epileptisk anfald bag rattet på vej til arbejde. Da han slår øjnene op, ligger han i en ambulance. Han husker intet fra episoden.

Han havde ikke haft et epileptisk anfald i syv år og var egentlig erklæret anfaldsfri.

Derfor kom hændelsen på broen som et chok for Nicky Thelin, der siden efterlyste sin redningsmand på sociale medier.

Torsdag har han endelig talt med cyklisten i blåt tøj, der reddede hans liv.

Andre bilister gav fingeren

Redningsmanden er Lasse Nielsen fra Odense, der mandag morgen kom cyklende i modsatte vejbane på Odins Bro, da han ser Nicky Thelins lysegrå Opel Corsa trille forbi med katastrofeblinket tændt.

- Lige pludselig forsvinder føreren ned bag rattet i bilen, og så vidste jeg, at der var noget galt, siger Lasse Nielsen til TV 2/Fyn.

quote Jeg føler, at hele historien er på plads nu.

Nicky Thelin, Odense

Bilerne suser om ørende på Lasse Nielsen, da han løber over autoværnet på Odins Bro.

- Min første indskydelse var, at knægten havde fået hjertestop. Derfor skyndte jeg mig derover. Jeg havde så meget fart på, at flere forbikørende gav mig fingeren, da jeg krydsede autoværnet, husker han.

Da Lasse Nielsen når frem til bilen, bliver han lettet.

- Han (Nicky Thelin, red.) ligger og spræller, så jeg er først lettet over, det ikke er et hjerteanfald. Så tager jeg nøglen ud af tændingen og trækker håndbremsen på bilen.

Ifølge Lasse Nielsen kører folk hasaderet forbi ham imens, og det kommer bag på ham.

- Hvorfor der ikke er nogen, der stopper og hjælper? Folk opførte sig hovedløst. Jeg stod og viftede med armene, men først da jeg går ud på vejbanen og signalerer til en anden bil, er der andre, der stopper.

Lasse Nielsen fortæller, at han var bange for, at andre biler skulle køre op i Nicky Thelins bil. Derfor vinker han en anden bilist ind til siden, så de kan spærre vejbanen af.

For sent på første arbejdsdag

quote Hvorfor der ikke er nogen, der stopper og hjælper? Folk opførte sig hovedløst.

Lasse Nielsen, Odense

Torsdag fik Nicky Thelin og Lasse Nielsen talt sammen om episoden.

For Nicky Thelin var det en lettelse at få de sidste brikker i puslespillet til at gå op.

- Det var rart at tale med ham. Jeg føler, at hele historien er på plads nu, siger Nicky Thelin, der ikke selv kan huske sit anfald på broen.

Heldigvis kom ingen til skade i forbindelse med optrinnet.

Faktisk er der kun det ene minus, at Lasse Nielsen kom for sent på arbejde - og så endda på første arbejdsdag.

- Det er jo ikke godt, når det er første dag, siger Lasse Nielsen.

- Men da jeg fortalte historien, var det heldigvis helt okay.

Se hele indslaget, der blev sendt på TV 2/Fyn den 31. juli.

Oversigt

    Oversigt