Startopstillingen er landet: 17-årig får førsteholdsdebut for OB
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Den blot 17-årige angriber William Martin kan ved lørdagens kamp se frem til debut for OBs førstehold.
Men klubben er ikke uvant territorie for den unge spiller, der indtil for nyligt har spillet for U17-holdet i OB. Et hold for hvilket han scorede imponerende 38 mål på 20 kampe.
Foruden det unge talent er klubbens nye spiller, Jakob Bonde, også en del af lørdagens startopstilling. OB offentliggjorde hans skifte fra Viborg FF til Odense blot fem dage inden sæsonen skydes i gang med kampen mod Esbjerg.
Kampen starter lørdag klokken 16.00, og i startopstillingen er udover de to førnævnte også Viljar Myhra, Nicholas Mickelson, Bjørn Paulsen, Alasana Manneh, Don Deedson, Luca Kjerrumgaard, Max Ejdum, Leeroy Owusu og Tobias Slotsager.
OB offentliggør ny midtbanespiller
Den tidligere viceanfører i Viborg FF har skrevet en treårig kontrakt med OB. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.
Allerede tirsdag trækker midtbanespilleren i den stribede trøje, hvor OB møder Næstved Boldklub på udebane i en kort træningskamp.
Jakob Bonde kommer til den fynske klub med erfaring fra både 3F Superligaen og NordicBetligaen - sidstnævnte er den liga, OB fra kommende sæson skal spille i, og det forhåbentligt med et resultat, der kan lede klubben tilbage i Superligaen.
- At kunne være med på den rejse og det nye projekt, der er ved at blive lavet her, har tiltalt mig meget, så det glæder jeg mig bare utrolig meget til, siger Jakob Bonde i pressemeddelelsen og fortsætter:
- Det er jo en kæmpe by, jeg kommer til nu - og en rigtig stor fodboldklub også - så jeg ser det som en rigtig spændende udfordring, og jeg glæder mig til, at jeg forhåbentligt kan hjælpe OB tilbage.
Også sportschef Troels Bech glæder sig over aftalen.
- Jakob passer med sin kvalitet, dynamik og målfarlighed godt til vores spillestil. Da han samtidig er en spiller med fast karakter, der er god - også på de indre linjer - er vi glade for at byde Jakob velkommen til Odense.
Kontrakten løber til sommeren 2027.