Stor uvished om færdigt Nyt OUH: - Det kan jeg ikke sige dig
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Usikkerhed omkring landets største nybyggede hospital er vokset til nye højder.
Danmarks største nybyggede hospital Nyt OUH skulle efter planen have stået færdigt i 2022. Men siden første spadestik blev taget til det gigantiske sygehus i den sydlige del af Odense tilbage i april 2016 er færdiggørelsen blevet udskudt igen og igen.
Siden december har Region Syddanmark delt dagbøder ud til italienske JV CMB/Itinera, der er totalentreprenør på projektet. I februar stod det klart, at hospitalet var ramt af en ny forsinkelse, der udskød åbningen til slutningen af 2025 eller begyndelsen af 2026.
I marts kunne vi på TV 2 Fyn fortælle, at regionen og italienerne slås med hinanden om modkrav for det forsinkede Nyt OUH. På det tidspunkt var dagbøderne løbet op i 58 millioner kroner, og nu er økonomien løbet løbsk. Og mens de slås videre, vokser usikkerheden omkring, hvornår Nyt OUH rent faktisk kan tages i brug.
Italienere har fået dagbøder for stort millionbeløb for forsinkelser
Regionen og italienske hovedentreprenører slås med hinanden om modkrav for det forsinkede Nyt OUH. Dagbøderne er løbet op i 58 millioner kroner, men det er langt fra sikkert, italienerne skal betale det fulde beløb.
Hver dag siden den 18. december sidste år har italienske JV CMB/Itenera fået dagbøder på 960.000 kroner pr. arbejdsdag.
I runde tal svarer det til 58 millioner kroner, men der kan gå lang tid, før regionen ser nogle af pengene. Det skyldes, at parterne er uenige om bødekravet.
Italienerne er ifølge regionen forsinket med opfyldelsen af blandt andet it-systemer og en række rum, der ikke er klar til at blive godkendt af Lægemiddelstyrelsen.
Før milepælene er opfyldt, vil der blive ved med at tikke dagbøder på den regning, som italienerne skal betale, indtil milepælene er opfyldt.
- Arbejdet skrider frem, men de milepæle, der udløste dagboden er stadig ikke i mål. Når milepælene er nået, stopper kravet om dagbod, hedder det i et svar til TV 2 Fyn fra regionens presseafdeling.
- Hovedentreprenøren OHPT har allerede sidste år sagt, at de også har krav mod Region Syddanmark, og hvis disse krav er berettigede, skal de naturligvis modregnes de krav, regionen har mod dem. I øjeblikket foregår et større analysearbejde, der skal klarlægge, hvilke krav der er berettigede, og hvilke der ikke er. Der løber stadig dagbod på for hver arbejdsdag, der går, men afregningen afventer, at man har behandlet modkravene, hedder det i svaret.
Det oplyses samtidig, at parterne er i konstruktiv dialog, og at det er helt i overensstemmelse med deres aftaler.
Vil ikke betale dagbøder
- Det er helt normalt, at der i projekter som Nyt OUH er ændringer eller tilkøbsydelser. Det er der i denne periode ligeledes indgået aftaler om, hedder det.
Og det er også netop italieners pointe for ikke at ville betale. Man mener, at regionen har stillet yderligere krav under byggeriet, som ikke var kendt og givet forsinket feedback.
Byggeriet er senest blevet forsinket yderligere op til 18 måneder, og Nyt OUH forventes derfor først at være indflytningsklar i 2027.
Region Syddanmark håber en færdig tidsplan er klar om mindre end to måneder, men kan ikke give noget præcist tidspunkt endnu.
Nyt OUH koster cirka 10 milliarder kroner.
Usikkerheden er gået så vidt, at Karsten Uno Petersen (S), som er formand for udvalget for byggeri, indkøb og grøn omstilling i Region Syddanmark ikke for nuværende tør sige, hvornår Nyt OUH rent faktisk står færdigt.
- Det eneste vi ved, er, at vi ikke kan nå at blive færdige til den aftalte tidsplan. Derfor har vi forhandlinger med OHPT (konsortiet Odense Hospital Projekt Team, red.) om økonomi og den deraf følgende tidsplan.
Hvornår kan det blive færdigt?
- Det kan jeg ikke sige dig. Det kommer an på, hvordan forhandlingerne foregår. Når vi ikke kan overholde tidsplanen, så skal vi have lavet en ny. Jeg kan ganske enkelt ikke sige, hvor længe det vil tage, men når vores forhandlinger er færdige, skal I få alle de oplysninger vi har, men jeg kan ikke sige noget på forhånd.
Nyt OUH bliver cirka 300.000 kvadratmeter stort og vil indeholde i alt 10.000 rum, 905 senge, 383 ambulatorie- og undersøgelsesrum samt 52 operationsstuer.