Testet negativ for corona: Elever må igen møde i skole
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Flere af de hjemsendte elever fra Tornbjerg Gymnasium vender tirsdag tilbage til skolen efter at være blevet testet negativ for covid-19.
Rettelse
Halvdelen af de hjemsendte elever på Tornbjerg Gymnasium slipper for mere virtuel undervisning, og forhåbentligt gælder det også den anden halvdel af klassen, når de i morgen får svar på deres tests.
- Nogle af eleverne har måtte vente lidt længere, da de ikke har kunne få testtider, siger Brian Linke, der er rektor på Tornbjerg Gymnasium.
Onsdag blev en elev testet positiv for coronavirus på gymnasiet, og derfor blev hans 3.g-klasse og lillebror i 1.g sendt hjem med det samme.
Eleverne skal fremvise to negative tests, før de kan komme tilbage i klasselokalet, og mandag eftermiddag begyndte svarene at komme.
Elev smittet med corona: Hel gymnasieklasse sendt hjem
En elev på Tornbjerg Gymnasium fik onsdag formiddag at vide, at han var smittet med coronavirus. Derfor blev hele hans klasse omgående sendt hjem.
Opdatering
Én elev er testet positiv for coronavirus på Tornbjerg Gymnasium. Hele hans 3.g-klasse er derfor hjemsendt indtil næste uge.
- Det er rigtigt, at vi har en elev, som er testet positiv for corona. Vi har valgt at sende hele hans klasse hjem, og så har vi orienteret resten af skolen, siger Brian Linke, rektor på Tornbjerg Gymnasium til TV 2 Fyn.
Eleven blev ringet op af sin læge onsdag formiddag med et svar på en test, han havde fået foretaget.
Virtuel undervisning
Hjemsendelsen betyder også, at eleverne nu igen skal vænne sig til virtuel undervisning kun to dage efter, de vendte tilbage til skolen efter sommerferien.
- Nu følger vi myndighedernes anvisninger, og så giver vi hans klasse virtuel undervisning i en uge – og så håber vi, at vi kan starte op i næste uge, siger Brian Linke.
Ifølge rektoren er der ingen planer om at sende yderligere elever hjem foreløbig.
- Vi er løbende i kontakt med de relevante myndigheder, og vi har fået at vide, at det er nok at sende klassen hjem i første omgang, siger Brian Linke.
Eleverne har fået at vide, at de skal fremvise to negative tests, før de kan komme tilbage i klasselokalet.
Endnu en skole
Tirsdag blev 15 lærere og fire hele årgange sendt hjem på Pontoppidanskolen i Brobyværk. Det drejer sig i alt om omkring 100 elever på skolen, som indtil videre modtager undervisning hjemmefra resten af ugen.
Det skete efter en kvindelig lærer på skoeln var blevet testet positiv for coronavirus.
- Det drejer sig om én medarbejder, der er testet positiv. Hun blev sygemeldt inden skolestart, så hun har ikke været i kontakt med nogen elever. Men hun har været i kontakt med flere lærere, og derfor gør vi det, som myndighederne anbefaler - og som vi er helt enige i, sagde Brian Møller Bisgaard, viceleder på skolen til TV 2 Fyn tirsdag.
- Alle elever som er testet negativ i begge test, må vende til skolen, siger rektoren.
Derfor var halvdelen af den smittedes klasse og hans lillebror tirsdag tilbage på skolebænken.
Gymnasiet følger fortsat myndighedernes retningslinjer og har ikke taget yderligere tiltag i brug efter udbruddet.
Corona-testbil kommer forbi
Onsdag kommer et mobilt coronatestcenter forbi Tornbjerg Gymnasium og laver coronatest på de elever, som selv ønsker det. Testbilen har ikke mulighed for at teste alle eleverne, så rektor Brian Linke har besluttet, at det er 3.g-klasses-eleverne, der skal have muligheden for at blive testet.
- Det er min bedømmelse, at behovet er størst hos 3.g-klasserne, da flere af dem har været ude at rejse, påpeger han.
Tusinder af borgere forsøger at booke tid til coronatest
Mandag tidlig eftermiddag er der kø på hjemmesiden coronaprover.dk. Ventetiden kan være på omkring en time.
Flere tusinde borgere ser mandag tidlig eftermiddag ud til at forsøge at booke tid til en coronatest.
På hjemmesiden coronaprover.dk, hvor man kan booke testen, er der en ventetid på omkring en time.
Det bliver også oplyst, at flere end 16.000 brugere står foran i køen.
- Der er lige nu ventetid til coronaprover.dk. Vi beklager.
- Vent i køen eller kom tilbage senere, står der på hjemmesiden.
To millioner prøver
De seneste måneder har det været muligt at booke tid til en coronatest i et af de testcentre, som er fordelt rundt om i landet.
Det kræver kun NemID.
Børn og unge ned til 15 år kan selv booke en tid, mens børn under 15 år skal have hjælp fra deres forældre.
Søndag oplyste Statens Serum Institut (SSI), at der det seneste døgn var blevet testet 21.563 personer. Det skete på baggrund af 34.134 prøver.
Årsagen til forskellen er, at en person kan være blevet testet flere gange.
Siden coronaudbruddet er der blevet foretaget i underkanten af to millioner prøver.
Lidt flere end 1,4 millioner borgere er blevet testet.
Den gule testbil vil være på Tornbjerg Gymnasium fra 11-15.