Trætte af letbanens larm: Utilfredse naboer mødes til borgermøde
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
I en facebookgruppe er opstanden over støj og manglende svar fra Odense Letbane efterhånden ved at nå sit klimaks. Onsdag indkalder stifter af gruppen til borgermøde.
Nu er nok efterhånden nok. Støj, vibrationer og manglende svar fra Odense Letbane får nu naboerne til banen til at kalde til borgermøde onsdag i denne uge.
Initiativet kommer blandt andre fra John Hansen, der er nabo og godt træt af støj og manglende svar om samme emne fra letbanen.
- Jeg bor i en ejendom tre meter fra letbanen og skal leve med den her støj, siger han.
Og nogle af de svar, som han og andre medlemmer af facebookgruppen "Nabooplevelser med Odense Letbane" går blandt andet på, hvad selskabet gør for at komme støjgenerne til livs, og hvorfor man ikke stopper testkørslen i ydertimerne.
Bestyrelsesformand i Odense Letbane, Jesper Rasmussen, forstår godt frustrationen og siger:
- Selvfølgelig gør det indtryk på mig, men vi er nødt til at køre på for, at vi kan løse det her (støjgener, red.). Desværre tror jeg ikke på, at vi er færdige inden åbningen, siger han.
Borgermøde skal skabe handling
Og det er en af flere grunde til, at frustrationerne vokser. Tager vi et kig gennem gruppen på Facebook er det tydeligt, at flere af de nu over 170 medlemmmer oplever at være generet af støj og manglende svar på klager og andre henvendelser.
- Mange i gruppen har forsøgt at få nogle svar fra Odense Letbane, og ingen har fået svar på noget som helst, siger John Hansen.
Derfor håber han, at borgermødet kan sikre en fælles indsats blandt borgerne for at råbe kommunen og selskabet op.
- Jeg har holdningen, at selvfølgelig skal vi have en letbane, men vi skal som naboer også have mulighed for at være i vores by.
Kan ikke svare alle
Ifølge Jesper Rasmussen forsøger selskabet lige nu at finde forklaringer og løsninger på de støjgener, som naboer til letbanen oplever, og som der er klaget over 130 gange over.
- Vi er ikke bemandet til at gå i dialog med hver enkelt borger og klager, der kommer. Det er ikke, fordi vi ikke vil, siger han og tilføjer:
- Når vi har registreret en klage, kigger vi på, hvor der klages fra, og så kigger vi på den geografi og ser, hvad vi kan gøre. Men vi kan ikke være i skriftlig vedvarende dialog, det har vi simpelthen ikke mandskab til. Og jeg er ked af, at vi ikke kan give folk de svar, de gerne vil have.
Ifølge John Hansen skal mødet belyse de forskellige naboers udfordringer og ende med en fælles udtalelse.
- Vi vil komme med en udtalelse efter borgermødet, hvor vi vil forlange at få nogle svar inden den 28. maj. Hvis man ikke mener, man kan det, må vi tage nogle værktøjer i brug.
TV 2 Fyn har tidligere skrevet om klager over støj, og hvordan det opleves for nogle af de mennesker som er nabo til letbanen. Det kan du læse om her, mens du også kan finde andre artikler om Odense Letbane, der åbner 28. maj.