Troels dyrker ældgammel fægtekunst: - Det er som en dans

I Odense findes en lille, næsten hemmelig forening. Her dyrker man fægtekunsten, som den så ud i middelalderen.

En klirrende lyd kan høres i Tusindårsskoven, idet Troels Jensen tømmer tasken og stålbladene på langsværdene rammer hinanden.

- De her sværd kan nemt koste mellem 2.000 og 3.000 kroner, fortæller han. Og så mangler du stadig handsker, hjelm og en beskyttelsesdragt. Det er ikke en helt billig hobby. 

Det stoppede dog ikke den dengang 22-årige Troels Jensen og en kammerat i at stifte HEMA Odense tilbage i 2017. En forening, der i dag tæller 10 medlemmer, men som i alt har haft omkring 30 sværdkampsudøvere igennem klubben.

HEMA står får Historical European Martial Arts. Historisk Europæisk selvforsvar på dansk.

- Kort fortalt, så forsøger man at genskabe, hvordan man kæmpede med langsværd tilbage i middelalderen. Når jeg siger genskaber, så er det fordi, at man tilbage i middelalderen nedskrev fægteteknikkerne gennem digte og illustrationer, som var designet til kun at kunne forstås af dem, som var udlært af særlige fægtemestre. Det var for at forhindre almene borger i at lære disse teknikker, da fægtning dengang var en anset som en meget ædel kunst, fortæller Troels Jensen.

Man har sidenhen fundet enkelte af disse digte og illustrationer, og HEMA-udøvere verden over forsøger nu at tolke på disse, efter bedste evne. 

- Og det er jo også denne historiske vinkel, som jeg finder interessant. Det er lidt ligesom at samle et puslespil, når man skal researche sig frem til de gamle kampteknikker, uddyber Troels Jensen.

Troels Jensen i fuld beskyttelsesdragt. I alt koster hans udstyr omkring 10.000 kroner.
Troels Jensen i fuld beskyttelsesdragt. I alt koster hans udstyr omkring 10.000 kroner.
Foto: Peter Salomon

Nye rekrutter

Troels Jensen er det eneste medlem fra HEMA Odense, der har fundet vej til træningsbanen i Tusindårsskoven denne sommeraften. Til gengæld er fire nye fægteaspiranter dukket op.

- Det er sommerferie, og der er ikke så meget at lave. Vi så det her på Facebook og det var gratis, så min ven Jacob og jeg tænkte, "lad os da give det et skud," siger Akram Choujaa Goudira, der aldrig før har prøvet at fægte.

Aspiranterne griber hver et stålsværd, mens Troels Jensen passioneret lærer dem om de forskellige fodteknikker og typer af slag.

De forskellige slag har navne af tysk afstamning. For eksempel "vom tag" der betyder "fra taget" og er et huk oppefra og ned. Troels Jensen viser også en slagteknik der hedder pflugh. Den har dette navn, da men her holder sværdet på samme måde som en gammeldags plov.

Efter et par træningsslag mener Trols Jensen, at de tre nye gutter er klar til at give Troels selv et par tæsk. 

- Lad mig lige trække i noget beskyttelsesudstyr. Nu skal i til at slå lidt på mig med noget stål. Og i må gerne forsøge at slå mig ihjel griner han.

Troels Jensen viser slagteknikker og fodarbejde.
Troels Jensen viser slagteknikker og fodarbejde.
Foto: Peter Salomon

Tørre tæsk 

 Troels Jensen trækker i en tyk jakke i rød og hvid. 

- Den er lidt som en tyk dyne der fordeler kraften fra slagene over hele min krop. Selvom sværdene ikke er skarpe, kan det godt gøre ret nas i knoglerne at blive ramt med sådan et hårdt stålsværd. 

Akram og Jacob tæsker løs på Troels Jensen, der dog nemt blokerer slagene, hvorefter han pædagogisk fortæller, hvordan de skal udfører deres næste slag korrekt for at få ham ned med nakken. 

- Prøv at træde et skridt til højre og slå skråt ned. Ja! Sådan der! jubler Troels Jensen, da det lykkes Akram stikke ham i hovedet.

Akram Choujaa Goudira udfører et korrekt von tag-slag og rammer Troels Jensen i hovedet.
Akram Choujaa Goudira udfører et korrekt von tag-slag og rammer Troels Jensen i hovedet.
Foto: Peter Salomon

 

- Det er lidt svært at få styr på alle teknikkerne og koordinere sine slag og bevægelserne med fødderne på samme tid, fortæller Akram Choujaa Goudira. Men det er sjovt smiler han. 

Efter to timer er træningen slut. Troels Jensen takker for fremmødet og siger, at han håber på at se dem igen en anden gang. De tre rekrutter virker ikke afvisende for at dukke op til endnu en duel med sværd i solskinsvejret i næste uge. 

Et selfie er obligatorisk efter hver træning.
Et selfie er obligatorisk efter hver træning.
Foto: Peter Salomon

- Mit håb er, at vi kan blive så store så vi ikke kun slås med langsværd, men også kæmper med sabler og kårde. En slags paraplyforening, der dyrker de forskellige historiske fægtesportsgrene, slutter Troels Jensen.

Oversigt

    Oversigt