Jeg er blank. Et ubeskrevet blad. I mere end én forstand.

Min krop er om ikke ligefrem lydefri, så i hvert fald både ubeskrevet og ubetegnet. Kun blodbankens nåle har prikket i den.

Jeg aner intet om tatoveringer. Hvad der motiverer folk til at få dem, hvad den betyder for dem og hvor ondt det gør.

Jeg har aldrig vekslet et ord med en tatovør og har ingen idé om, hvorfor de har valgt det job. Jeg har heller ikke fantasi til at finde på noget, der kunne pynte på min 47-årige modne krop.

Men i dag er dagen, hvor alt dette ændres. I dag er dagen, hvor jeg skal på tattoo festival.

Et par friske herrer, selvfølgelig med masser af tatoveringer, afholder i denne weekend Odenses første internationale tattoo convention, en festival hvor DOK 5000 ved havnen er fyldt til randen af mennesker, der har ét til fælles: De er vilde med tatoveringer.

200 tatovører fra hele verden har pakket deres grej ud. Blæk,  tegninger, nåle og vat ligger overalt. I den store hal er der en konstant summen af de bor, som flittigt prikker tusindsvis af huller i huden på de mange mennesker, som har lagt sig under nålen hos de garvede tatovører.

Her kan man komme som civil og se, hvordan tatovører arbejder og selv få sig en ny tusch. Eller sin første.

Jeg har mine store spørgsmål, som jeg må have svar på: Hvorfor får man en tatovering, hvordan vælger man motiv og hvor ondt gør det. Og hvad hvis man fortryder?

Jeg er kommet til det helt rette sted.

HCA INK - Odense tatoo festival - here I come.

Den nødvendige smerte

Det er dybt eksotisk for mig. Et fremmed land med et fremmed folkefærd. Heldigvis et venligt folk, alle smiler og siger ja, når jeg betaget spørger om, jeg må tage et billede. Nogle fortrækker ikke en mine, selvom nålen uden nåde tålmodigt hakker sig vej ned over deres lemmer. Andre lægger ikke skjul på, at det gør nas. Adspurgt om, hvor ondt det gør på en skala fra 1-10 lyder det:

- Lige nu er den på en otte-ni stykker, men så rykker hun ti centimenter, og så er der ikke noget. Det afhænger meget af, hvor på kroppen det er, siger Frank Krak fra Frederiksberg.

Hvad er det med den smerte? Er den ligefrem en nødvendig del af pakken? Det mener Morten Jørgensen, tatovør og medarrangør af HCA INK.

- Det ville ikke være lige så spændende uden smerten. Når man har udholdt smerten, så har man virkelig fortjent sin tatovering. Så kan man bagefter tænke: Det var sgu sejt gjort af mig, siger Morten Jørgensen.

Kun intesseret i smerten

Jeg er blevet nysgerrig på den smerte. Den er åbenbart vigtig. Men hvor ondt gør det?

Jeg bliver nødt til at prøve det. Problemet er at jeg ikke er interesseret i en tatovering, kun i smerten. Derfor spørger jeg arrangøren, Daniel Vous Pedersen, om han mon har usynligt blæk? For jeg vil gerne opleve smerten uden at det får varige konsekvenser for min underarm.

Han siger, at det har han altså aldrig før hørt nogen have lyst til. Kun smerte, ingen tusch. Men han finder en, der kan tatovere mig med vand, så jeg får den reelle oplevelse, men intet varigt minde.

Fedt. Jeg glæder mig. Er det lidt mærkeligt? Det er det vist. Men hvad - jeg har født to børn uden at sige av, så hvor slemt kan det være. Det vil vise sig. For omvendt så vil jeg altid bedøves hos tandlægen for selv den mindst boring. Så logikken er ikke helt på plads.

Et spørgsmål om tillid

Der er mere eller mindre afklædte mennesker overalt på brikse og stole, En er fra Odense, en anden fra Frederiksberg, flere fra udlandet. Det er tilsyneladende sådan, at hvis man for eksempel bor i Tyskland og finder ud af, at ens yndlingstatovør fra Texas kommer til Danmark, så kører man gerne hertil for at få lavet sin nyeste tusch af den helt rigtige tatovør.

For tatovøren er mindst lige så vigtig som selve tatoveringen. Som tatovør Jannie Roost fra København siger: For nogle er det sværere at skifte tatovør end ægtefælle.

Hun er i fuld gang med at tatovere Frank Krak, som er fast kunde i butikken. Han er ved at få lavet et større værk på armen, så det skal tages i flere omgange. Han kunne ikke drømme om at skifte tatovør undervejs:

- Det er noget med at have tiltro til og god kemi med sin tatovør, så man kan snakke sammen og slappe af. Det er vigtigt at kunne slappe af, når man bliver tatoveret, så man kan sidde stille, siger Frank Krak.

Ups, jeg fortryder

Hvad nu hvis man skifter mening om sin tatovering. Så er løbet jo kørt. Det kender Daniel Vous Pedersen alt til, men han tager det iskoldt. Han har nemlig udviklet et princip.

- Jeg fortryder nok 80 procent af alle de tatoveringer, som jeg har fået lavet. Det ved jeg bare. Men jeg er ligeglad. Jeg har indfundet mig med, at sådan er det, siger Daniel Vous Pedersen.

Da jeg indiskret spørger om, jeg må se en af dem, som han har fortrudt, griner han lidt, men trækker så ned i bukserne. Hvad der ligner en vred havenisse stirrer arrigt på mig fra hans venstre balde. Ok, det er ikke det værste sted at fortryde en tatovering.

Morten Jørgensen kender godt til at blive lidt træt af sine tatoveringer.

- Jeg har ikke decideret fortrudt nogen af mine. Det er ligesom man har det med et stykke tøj. Man ville gerne kunne skifte det ud indimellem. Gennem årene får man jo nye inspirationer, men heldigvis er der noget plads tilbage på kroppen endnu, siger Morten Jørgensen, medarrangør af HCA INK - Odense tattoo festival.

Hvorfor?

Jeg pønser på, hvorfor man overhovedet får lavet sin første tatovering. Morten Jørgensen har et bud.

- Det er en måde at udsmykke sig selv på. Den er jo skræddersyet præcist til mig, så det er min tatovering og min historie og min måde at vise, hvem jeg er på, siger han.

Da jeg spændt spørger ind til hans betegnede underarm for at finde en dybere mening med motivet, lyder svaret:

- Der er ikke noget specielt symbolsk i den. Det er ren udsmykning. Jeg synes, at den er flot. Det er ligesom at gå ud og købe en fed skjorte, siger Morten Jørgensen.

Det kan Daniel Vous Pedersen godt genkende.

- Jeg forelsker mig i motiverne, og tænker at det kunne være fedt at få. Der ligger ikke de store tanker bag, siger han.

Jeg lokker en lidt længere forklaring ud af Frank Krak, da jeg spørger ind til valget af motiv.

- Den passer godt til min personlighed. Det er en mandela, og hvis man slår det op, så står det for at være velafbalanceret og have ro i sindet. Det er jeg så ikke lige i øjeblikket, for i det her område gør det altså ret ondt, så jeg skal koncentrere mig. Det vel også et udtryk for at være velafbalanceret  - at man kan styre sin krop på den måde, siger Frank Krak.

Festivalen fortsætter hele dagen lørdag.