23. feb. 2020 kl. 20:59
Anders Høgh / Morten Urup Skov

Vej spærret af vand: Børnene må ud over marken

Artiklen er mere end 30 dage gammel

LYT
Del
Link
kopieret!

Frustrationen stiger hos de indespærrede beboere på Nielstrupvej syd for Odense, som ikke ved, om de kan komme i skole og på arbejde mandag.

- Jeg ved ikke rigtig, om de hænger fast.

Jannie Jessen venter på sin datter, som har sovet hos en veninde på den afspærrede del af Nielstrupvej i Ruerne syd for Odense. Hun kan ikke komme længere i bil, så datteren og veninden må ud over marken gennem mudderet.

- Det er dybt i dag. Jeg har været igennem, da der var 25 centimeter vand. Jeg tror der er 45 nu, og så drukner Suzukien, siger Jannie Jessen, som er VVS-installatør fra Odense.

Risikerer vand i motoren

I flere dage har omkring 60 beboere været spærret inde af oversvømmelser i begge ender af vejen. I den ene ende står der cirka en halv meter vand, og i den anden ende står der omkring 25 centimeter.

“Vi er jo fuldstændig låst inde herude”

— Susanne Vennerstrøm, beboer, Ruerne

- Vi er jo fuldstændig låst inde herude. Der er jo nogen, der ikke kan komme på arbejde i morgen, og vi andre har børn, der skal med skolebus, som måske heller ikke kan komme igennem. Lige nu er det bare rigtig træls, siger Susanne Vennerstrøm, som er en af de indespærrede beboere.

Læs også: Familier spærret inde - vej oversvømmet i begge ender
Gå tilbage Del
23. feb. 2020 kl. 10:42
Fyn

Familier spærret inde - vej oversvømmet i begge ender

Martin Theil/Privat

Kommune kan ikke hjælpe beboerne.

Beboere på Nielstrupvej i det sydlige Odense har i den grad mærket til vandmassernes hærgen på en meget våd lørdag i februar.

- Vi er lukket inde. Der er en kraftig oversvømmelse i begge ender af vejen, fortæller Susanne Hansen til TV 2.

Hun er sammen med de øvrige beboere træt af situationen. Og bekymret. Hvis uheldet virkelig er ude.

- Hvis der sker noget livsfarligt, kan en ambulance måske ikke komme ud, siger hun.

Biler er "druknet"

Der står en lille halv meter vand i den ene ende af vejen og lidt mindre i den anden. Nok vand til, at beboerne ved en tidligere oversvømmelser har set et par biler "drukne" i forsøget på at komme igennem.

- Vi har lørdag haft fat i Odense Kommune, men de siger, at de ikke kan gøre noget ved problemet, siger Susanne Hansen.

Odense Kommune bekræfter overfor TV 2, at man har været ude at besigtige konsekvenserne af de seneste regnskyl.

- Jeg forstår udmærket beboernes frustration, siger Peter Kildegaard, vagthavende ved Vejmyndigheden i Odense Kommune.

Dræn kan ikke suge nok

Han forklarer, at det er et underdimensioneret dræn under et nærliggende skinnelegeme, som ikke kan få vandet til at løbe væk. Og at det påhviler BaneDanmark at tage sig af problemet.

- Når der er tale om togskinner, har vi hverken hjemmel eller ekspertise til at gå ind og udbedre problemet. Fredag var vi ude med en spuler for at få "hul igennem", men mere har vi ikke kunnet gøre, siger Peter Kildegaard.

TV 2 har været i kontakt med Banedanmark, som oplyser at togdriften ikke er påvirket, men at man vil se nærmere på vandmasserne ved Nielstrupvej.

- Vi har en mand på vej derud, siger vagthavende fra Banedanmark til TV 2.

Mere regn på vej

De kommende dage ventes der endnu mere vand, lyder det fra TV 2 Vejret.

Søndag vil et større regnvejr løbe lige syd om Danmark, så her holder det stort set tørt det meste af dagen. I syd ventes der dog at falde mellem to og fem millimeter regn.

Herefter vender regnen tilbage på landsplan og det forventes, at der vil komme flere steder med oversvømmelser.

Mandag vil et hidsigt lavtryk nord for Skotland sende et større regnvejr ind over Danmark om aftenen.

Tirsdagen er med byger, og måske vil et nyt lavtryk ankomme onsdag.

Regn kan koste 40 milliarder

Problemerne på Nielstrupvej i Odense - og andre steder i landet denne lørdag - er et vink om de problemer, Danmark kan stå overfor, hvis tendensen med meget våde vintre fortsætter de kommende år.

TV 2 besøgte mandag skybrudstunnellen under Strandboulevarden. I øjeblikket er tunnellen cirka 250 meter lang, men når projektet er færdigt, skal den strække sig over cirka 1100 meter.

Ifølge en analyse fra fonden Realdania skal landets kommuner frem mod 2035 investere 40 milliarder kroner for at kunne håndtere de stigende regnmængder.

En anden af beboerne er landmanden Martin Theil Vichmann. Han er heller ikke meget for at køre gennem vandet.

- Vi kan godt, hvis vi skal, men der er ikke en forsikring, der dækker, hvis vi får vand i motoren. Så er det bare overstået, siger Martin Theil Vichmann.

En prop under banelegemet

Flere af de fangede beboere har været i kontakt med kommunen, men indtil videre er der stadig vand på vejen.

- Jeg har talt med kommunen tre gange i løbet af ugen, og i går ringede jeg til Vandcenter Syd. De mener, den hænger på Banedanmark, og kommunen siger, 'vi skal nok gøre noget', men der kommer bare mere vand, siger Martin Theil Vichmann.

Hos kommunen er det afdelingschefen for drift og anlæg, Henrik Littau-Jensen, der er ansvarlig for sagen.

- Det er en rigtig træls situation. Vi har været i gang med at kigge på det derude, og vi har fundet ud af, at der er en prop under banelegemet derude, og det skal vi have gjort noget ved, siger Henrik Littau-Jensen.

Læs også: Kamp mod vandmasserne:
  • Vi får mange henvendelser fra frustrerede borgere
Gå tilbage Del
23. feb. 2020 kl. 17:37
Fyn

Kamp mod vandmasserne:
  • Vi får mange henvendelser fra frustrerede borgere

Lars Sloth Jørgensen

Hos Vandcenter Syd mærker de, hvordan mange fynboer i Odense og på Nordfyn har problemer med vandet. Det sammen gælder flere andre steder på Fyn.

Februar tegner til at blive rekordvåd, og det kan mærkes mange steder på Fyn. Ikke mindst hos Vandcenter Syd i Odense, som har haft travlt i den seneste tid.

- Vi har fået rigtig mange henvendelser fra ulykkelige og frustrerede borgere. Det er jo et problem over det hele på grund af den ekstreme situation med alt det regn, vi har fået, siger Marianne Bjerrum Lai, som er chef for kunder og samfund hos Vandcenter Syd.

Henvendelserne drejer sig blandt andet om, at folk har store mængder vand på deres grunde og i haver, som de ikke ved, hvad de skal gøre ved.

90 centimeter vand i haven

En af dem, der er hårdt ramt af vandet, er Lars Sloth Jørgensen fra Søndersø. Han har haft vand stående i haven i omkring en uge, og han vurderer, der står mellem 80 og 90 centimeter.

- Det er ærgerligt, hvis det skal til at være sådan her fremover, siger Lars Sloth Jørgensen

“Jeg får jo aldrig nogensinde pumpet alt det vand væk”

— Lars Sloth Jørgensen, Haveejer

Den høje vandstand i hans have skyldes en gammel branddam, som ligger lige uden for Lars Sloth Jørgensens grund.

- Jeg havde tænkt mig at få fat i en pumpe, men jeg får jo aldrig nogensinde pumpet alt det vand væk, siger Lars Sloth Jørgensen, som dog har en anden plan klar:

- Jeg har tænkt mig, at jeg vil hæve jordvolden, så jeg ikke får det her problem igen, siger han.

Knap så tør sø

Et andet sted, der er hårdt ramt af regnen, er Tørresø på Nordfyn, som langt fra lever op til sit navn for tiden.

- Vi gør alt, hvad vi kan, men kloakkerne er fyldte, og jorden er mættet derude, (ved Tørresø og Hasmark red.) så vandet kan jo ikke sive ned, siger Marianne Bjerrum Lai.

- Tidligere på ugen havde vi tre slamsugere til at køre i pendulfart derude.

Hvis du har problemer med de store vandmasser, kan du finde gode råd på Vandcenter Syds hjemmeside.

Driftsmeddelelse fra Vandcenter Syd

I sommerhusområdet fra Tørresø Strand til Hasmark Strand er der problemer med spildevandssystemet. På grund af den aktuelle situation, hvor vi har fået usædvanligt meget nedbør over en længere periode, er der kommet store mængder uvedkommende regn- og drænvand i kloaksystemet.  Det bevirker, at spildevandspumperne ikke kan følge med, hvilket giver afløbsproblemer hos ejendomme i området. VandCenter Syd og Nordfyns Kommune er i dialog med de berørte parter i området i forhold til at løse problemet. Indtil en permanent løsning er fundet, forsøger vi at pumpe vand væk ved hjælp af slamsugere og ekstra pumper.

Hvem har ansvaret?

Mandag vil Odense Kommune mødes internt for at drøfte sagen, og derudover vil de kontakte Banedanmark, men om beboerne kan komme på arbejde og i skole i morgen, kan afdelingschefen ikke fortælle.

- Hvis beredskabet ikke vurderer, det er en akut situation, så gør vi ikke noget ved det, og så er det klart, der kan være lidt udfordringer med at komme i skole og så videre.

Hvis skyld er det her?

- Vi skal have undersøgt, om det er nogle rørlagte ledninger, kommunen har, er det private rørlagte ledninger, eller er det nogle dræn ved nogle marker, som ikke kan trække det. Det ved vi ikke endnu, siger Henrik Littau-Jensen.

Læs også: Trods druknet korn: Fynsk landmand vil ikke klimaforsikres
Gå tilbage Del
23. feb. 2020 kl. 19:40
Fyn

Trods druknet korn: Fynsk landmand vil ikke klimaforsikres

Kristian Wraae

En ny klimaforsikring skal hjælpe landmænd med oversvømmede marker, men fynske Johan Bebe vil ikke betale for sådan en. Han håber, foråret venter lige om hjørnet

Den sjaskvåde vinter har store konsekvenser på Fyn. Ikke mindst for de landmænd, som lige nu står med oversvømmede marker. Afgrøder står under vand, og det kan give landmændene store økonomiske tab.

Det har sat gang i et helt nyt forretningsområde: Landmænd kan tegne en såkaldt afgrødeforsikring, som kan forsikre dem mod konsekvenserne af ekstrem tørke eller regn.

En af dem, der er lige i målgruppen til sådan en forsikring, er Johan Bebe fra Sallinge. Han er dog ikke interesseret.

- Det tror jeg ikke umiddelbart. Jeg tænker, landbruget har været gode til at tage det ene år, som det kommer og så tage det næste år, siger Johan Bebe.

Fodder til 125 malkekøer

Vandet har ellers skabt vanskeligheder for den fynske landmand. 165 hektar korn skal sikre fodder til 125 malkekøer, og en tredjedel af jorden er i problemer på grund af de store mængder regn.

- Det er da ærgerligt at se, men det er den præmis, vi lever med. Det er risikoen ved at dyrke det her landbrug, siger Johan Bebe.

Forsikringsselskabet TopDanmark oplyser til TV 2/ Fyn, at de danske landmænd gennem de seneste seks måneder har tabt op mod én milliard kroner på ødelagte afgrøder. Havde de alle haft en afgrødeforsikring, havde den dækket dette tab med op mod 80 procent af et normalt års høst.

Håber på forår

Prisen på en forsikring for en gennemsnitslandmand ligger på 15.000 til 20.000 årligt, oplyser forsikringsselskabet. Det vil Johan Bebe ikke betale.

- Jeg tænker, den vil være for dyr. Det er kun forsikringsselskabet, der vinder på det. Jeg ser mange spørgsmålstegn i det, siger Johan Bebe.

Februar 2020 ser ud til at slå rekord i nedbør. Alligevel er Johan Bebe optimistisk.

- I landbruget er vi gode til at se lyset i den anden ende af sådan et regnvejr. Jeg tror på, det bliver forår om 14 dage, tre uger måske, siger Johan Bebe.

Se hele indslaget om klimaforsikringer herunder.

29. dec. 2024 kl. 19:53
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Ny prognose varsler risiko for "snestormlignede tilstande"

LYT
Del
Link
kopieret!

Hvis du finder nydelse i at bygge en snemand, kan du godt begynde at glæde dig. Natten til torsdag er der nemlig risiko for op mod 20 centimeter sne lokalt, varsler TV 2 Vejret.

Den nye prognose kommer i kølvandet på gårsdagens prognose, der varslede om vindstød af stormstyrke natten til onsdag - nytårsnat.

Den kraftige blæst fortsætter onsdag og natten til torsdag, hvilket ifølge TV 2 Vejret kan give “snestormslignende tilstande” i den sydlige del af landet. Det skyldes et lavtryk, der bevæger sig ind over landet fra syd.

Prognosen er lavet på baggrund af den europæiske vejrmodel ECMWF, som er den prognose, der oftest rammer mest præcist. Det voldsomme vejr vil aftage torsdag middag.

TV 2 Vejret
29. dec. 2024 kl. 18:37

OL-guldvinder lovpriser lokalt stævne

LYT
Del
Link
kopieret!

Søndag løber årets Grand Prix af stablen på Odense Cykelbane, og som er et stævne, hvor alt fra unge cykelpurke til rutinerede pedaltrædere mødes for at konkurrere og dele deres fælles passion for de tohjulede.

- Det er en cykelbane, som unge mennesker kan komme ind og prøve kræfter med banecykling på og finde ud af, om det er noget for dem. Det har gjort rigtig meget for mængden af talenter, der kommer ud herfra, siger tidligere OL-guldvinder Lasse Normann Leth, der bliver bakket op af professionel cykelrytter Amalie Winther Olsen:

- For dem er det kæmpestort at få lov til at køre et løb som det her. Og det er dét, der tænder en ild i dem, siger hun.

Stævnet slutter cirka klokken 19.

29. dec. 2024 kl. 17:33
Ernst van Norde/Ritzau Scanpix

Odense lammetævet i finalefuser

LYT
Del
Link
kopieret!

Team Esbjergs håndboldkvinder har sat sig massivt på den danske pokalturnering med den fjerde triumf i træk.

Med en imponerende indsats vandt Team Esbjerg søndag pokalfinalen 31-25 over rivalerne fra Odense Håndbold. Finalen blev i år spillet i Silkeborg.

I årene 2021 og 2022 blev det til finalesejre til Team Esbjerg på 11 mål over Odense, men sejren blev dog ikke helt så stor i år.

Haltede bagefter

Sidste år vandt Team Esbjerg pokalfinalen med ti mål over Nykøbing Falster Håndboldklub. Så holdet er efterhånden vant til store finalesejre.

Odense, som snuppede pokaltitlen i 2020, var godt med i starten af kampen og kom blandt andet foran 4-3.

Ved stillingen 5-5 blev Odenses playmaker Mie Højlund skiftet ud, og det kunne ses inde på banen.

Team Esbjerg fik bedre fat defensivt, og anført af Henny Reistad og Michala Møller begyndte vestjyderne at trække fra.

Mie Højlund blev på mærkværdig vis siddende på bænken, og Team Esbjerg kom foran 16-10 inden pausen.

Slutspurt rakte ikke

I anden halvleg kom Mie Højlund tilbage på banen, men Team Esbjerg slap ikke taget i kampen. Og derfor nåede der aldrig at komme stor spænding i finalen.

Dommerne tillod generelt hårdt spil, og det var en fordel for Team Esbjerg.

Reistad og Møller blev ved med at finde på kreative indslag i offensiven, og Odense havde ikke for alvor noget modsvar.

Team Esbjerg spillede med en stor ro og selvtillid og kom foran 28-18, mens energien langsomt forsvandt hos fynboerne, der havde svært ved at passere Anna Kristensen i målet.

Bagud 21-31 nåede Odense til slut at reducere fire gange i træk, men det var kun pynt på en ensidig affære.

Med den fjerde pokaltriumf i træk har Team Esbjerg ikke tabt en kamp i turneringen i mere end fire år.

Tidligere søndag blev bronzekampen spillet, og her vandt Sønderjyske lidt overraskende med hele 32-23 over hjemmebanefavoritterne fra Silkeborg-Voel.

29. dec. 2024 kl. 16:28
Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Politi advarer mod svindlere - forsøger at lokke betalingsoplysninger ud af dig

LYT
Del
Link
kopieret!

Nytårsaften kan blive en flad fornøjelse for intetanende elkunder. Lige nu florerer der nemlig mails, der forsøger at få borgere til at opgive betalingsoplysninger for at undgå en strømafbrydelse.

- Vi har nu opgjort dit totale elforbrug for 2024. Vores opgørelse viser, at du mangler at betale 123,75 kroner. Opdater dine betalingsoplysninger med det samme for at undgå afbrydelse af din strømforsyning fra 31. december 2024, lyder det i mailen.

Derfor advarer Nordjyllands Politi på X nu borgere mod at trykke på linket.

- Vær kritisk, når du modtager en sms eller mail med en betalingsanmodning. Spørg gerne andre til råds, eller kontakt virksomheden bag henvendelsen, skriver politiet.

29. dec. 2024 kl. 15:18

Poul forsvundet på tredje døgn - droner indsat i eftersøgningen

Fyns Politi har de seneste tre døgn ledt efter den forsvundne Poul Frank Andersen i og omkring Nørre Lyndelse på Midtfyn. Eftersøgningen er blevet besværliggjort af et "langsommeligt terræn", der består af både moser, vandhuller, afvandingskanaler, plørede marker og skovområder. Politikommissær Jesper Schmidt-Nielsen har deltaget i eftersøgninger i mere end 30 år og fortæller til TV 2 Fyn, at netop denne eftersøgning placerer sig i den helt svære kategori. Derfor anvender Fyns Politi droner med termiske kameraer. Poul Frank Andersen blev sidst set torsdag aften iført en sort eller grå kedeldragt. Han har hvidt hår og gråt fuldskæg. Fyns Politi kan kontaktes på telefon 114.

Fyns Politi har de seneste tre døgn ledt efter den forsvundne Poul Frank Andersen i og omkring Nørre Lyndelse på Midtfyn. Eftersøgningen er blevet besværliggjort af et "langsommeligt terræn", der består af både moser, vandhuller, afvandingskanaler, plørede marker og skovområder. Politikommissær Jesper Schmidt-Nielsen har deltaget i eftersøgninger i mere end 30 år og fortæller til TV 2 Fyn, at netop denne eftersøgning placerer sig i den helt svære kategori. Derfor anvender Fyns Politi droner med termiske kameraer. Poul Frank Andersen blev sidst set torsdag aften iført en sort eller grå kedeldragt. Han har hvidt hår og gråt fuldskæg. Fyns Politi kan kontaktes på telefon 114.

29. dec. 2024 kl. 14:14
Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Nu kommer Odense Letbane med nyt om omfattende systemnedbrud

LYT
Del
Link
kopieret!

Opdatering klokken 14.29

Kommunikationschef hos Odense Letbane, Flemming Ø. Petersen, oplyser til TV 2 Fyn, at der fra klokken 14.30 medtages passagerer mellem Odense Idrætspark og Hjallese Station, og at der fra klokken 15 forventes normal drift. Mellem Tarup Center og Odense Idrætspark vil der fortsat være indsat erstatningsbusser.

Odense Letbane vil nu sende “et eller flere” letbanetog ud for at teste, om de kan køre uden den centrale systemovervågning, der er ude af drift, og som ligger til grund for, at letbanetrafikken har været indstillet det meste af søndag.

Det oplyser kommunikationschef hos Odense Letbane, Flemming Ø. Petersen.

- De vil køre på de almindelige trafiksignaler uden den centrale overvågning - ligesom en bus på skinner, siger Flemming Ø. Petersen, der understreger, at førsteprioriteten er at få udbedret fejlen.

Teknikkere fra Portugal er lige nu i gang med at forsøge at lokalisere fejlen, oplyser han.

Erstatningsbusser kører hvert 15. minut. Der er ingen tidshorisont for, hvornår driften genoptages.

29. dec. 2024 kl. 13:19
Morten Albek

Lasse Helner om sin Mathilde: - Hun kan være røvirriterende

LYT
Del
Link
kopieret!

Når hun stryger en skjorte, er det kærlighed.

For de kan skændes, så det brager, men alligevel - eller måske netop derfor - har de holdt sammen i et halvt århundrede, musikduoen Lasse og Mathilde.

For Fyn er fin, og det samme er den kærlighed, som limer parret sammen, også selvom de begge to kan være voldsomt irriterende. Som når Lasse fløjter, når de har travlt. Så får Mathilde pip. Eller når Mathilde under kørslen peger på en irriterende måde.

Men en koncert er effektiv til at opløse den dårlige stemning, for på scenen kan man ikke være uvenner.

Guldbryllup på scenen

Og koncerter har der været rå mængder af, for i 2025 holder Lasse og Mathilde musikalsk guldbryllup. I hele 50 år har de skabt musik, spillet sammen og udgivet omkring 30 albums.

Parret mødte hinanden første gang en aften på koncertstedet Huset i København en mørk aften i 1975, hvor den erfarne musiker Lasse Helner spillede med sit band The Baronets.

17-årige Mathilde Bondo var i byen og forsøgte at imponere Lasse, men der var ikke bid den aften.

- Hun talte og talte om alle sine meritter. Hun var en ordentlig mundfuld, husker Lasse.

Morten Albek

Stort plask

Bid var der til gengæld snart efter, for da arbejdede de to musikere for første gang sammen om solopladen “Pigesind”, hvor Mathilde sang, og Lasse leverede musikken.

Da Mathilde ankom til lydprøver og trådte ud af taxaen i et lilla skrud af en hippiekjole, var Lasse solgt. Kort efter var der en turné, et hotel og et stort badekar.

Mathilde husker det tydeligt:

- Så sagde det plask!

Kun ét år blev det altså til som kollegaer. Efter badekarret blev de kærester og kan altså i 2025 fejre 50 års jubilæum som duoen Lasse & Mathilde. Og 49 år som kærestepar.

Røvirriterrende

Både Lasse og Mathilde har fået et iltert temperament i barselsgave. Derfor har højlydte diskussioner altid været en del af deres samliv. Dem er de ikke bange for; diskussioner og skænderier er en naturlig del af at få luftet ud, synes de begge. Også selvom Mathilde altid får det sidste ord. Altså ifølge Lasse.

De holder sig heller ikke tilbage, når det gælder om at drille hinanden med, hvor irriterende de begge kan være. Faktisk er det blevet et centralt ord mellem dem:

- Det er blevet et keyword. Vi er hurtige til påpege, når den anden er “irriterende”. Og Mathilde, hun kan være røvirriterende, siger Lasse og kigger meget kærligt på sin kone.

Morten Albek

Dig og mig

I serien Dig og mig fortæller fynske par deres kærlighedshistorie. Hvordan de mødte hinanden, hvad de faldt for, hvad de bliver mest irriterede over og om, hvordan de bare ikke kan undvære hinanden.

Afsnit 1: Jim Lyngvild og Morten Paulsen. "Vi er hinandens åndedrag"

Jim Lyngvild og Morten Paulsen fandt hinanden på dating.dk for 24 år siden. Første date bød på både store overraskelser om Mortens udseende og på spagat fra Jim. Parret har været sammen lige siden.

Afsnit 2: Lasse Helner og Mathilde Bondo. "Mathilde kan være røvirriterende"

Fyn er fin. Den sang har Lasse og Mathilde sunget i evigheder. Deres kærlighed er ligeså fin, den har holdt i 49 år. Selvom de begge kan være vanvittigt irriterende.

Afsnit 3: Rasmus Lyberth og Annette Bogø Lyberth. "Jeg har haft lyst til at slå ham ihjel, men har aldrig overvejet at forlade ham."

Det var kærlighed ved første blik, da den grønlandske sanger og kunstner Rasmus Lyberth i 1991 fik øje på en smuk kvinde og straks inviterede hende ud. Danske Annette Bogø, som hun hed, sagde ja til at gå i byen med ham samme aften, og de har været sammen lige siden.

At stryge en skjorte

For de to kan slet ikke undvære hinanden. Og når Lasse virkelig vil vise sin kærlighed, ved han godt, hvad der skal til. Så rydder han op i køkkenet, skurer komfuret og går ud med skraldet. Det sætter Mathilde virkelig pris på. Meget mere end hvis han svinger sig op til en stor og pompøs gestus:

- Det virker overhovedet ikke. Så kommer jeg tit galt afsted.

Omvendt ved Mathilde også, hvor hun kan sætte ind:

- Kærlighed er jo mange ting. For eksempel at stryge en skjorte. Lasse stryger ellers selv sine skjorter, men når jeg gør det, kommer det uventet.

Og som Mathilde siger:

- Vi elsker jo hinanden.

Hendes kollega, mand og bedste ven - Lasse - får det sidste ord i denne omgang:

- Vi er hinandens bedste venner. Det er klart, at vi kan blive uvenner, men det er jo den, der er der, når alt andet ikke er der.

Morten Albek
29. dec. 2024 kl. 12:31
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Danskerne har flere sygedage end før coronapandemien

LYT
Del
Link
kopieret!

Danskerne tager flere sygedage fra deres arbejde end i årene før coronapandemien.

Det viser en analyse fra Dansk Erhverv, der har gransket udviklingen i danskernes sygefravær fra 2019 til 2023.

I det offentlige er sygefraværet steget med 2,4 dage i gennemsnit per fuldtidsansat i perioden.

Det betyder, at det gennemsnitlige antal sygefraværsdage lyder på 14,1 per ansat på de offentlige arbejdspladser.

Blandt virksomheder og organisationer på det private arbejdsmarked er stigningen på 1,3 sygefraværsdage i gennemsnit per fuldtidsansat.

Det gennemsnitlige antal sygefraværsdage er dermed oppe på 8,2 i det private.

Analysen peger ikke på nogen årsager til stigningen.

29. dec. 2024 kl. 11:25
Ole Holbech

Alle letbanetog holder stille

LYT
Del
Link
kopieret!

Søndag formiddag er alle letbanetog ude af drift på grund af tekniske problemer, oplyser Odense Letbane på sin hjemmeside.

Det gælder dermed hele strækningen fra Tarup til Hjallese.

Driftstoppet skyldes en sporskiftefejl. Teknikkere arbejder lige nu på at løse problemet.

Der er indsat erstatningsbusser, der kører cirka hvert 15. minut. Letbanen forventes at køre igen “snarest”.

29. dec. 2024 kl. 10:43
Presse-fotos.dk

"Bestemt i den svære kategori" siger politikommissær om eftersøgningen af Poul

LYT
Del
Link
kopieret!

"Et langsommeligt terræn", der består af både moser, vandhuller, afvandingskanaler, plørede marker og skovområder.

Det er, hvad Fyns Politi står overfor i eftersøgningen af den 70-årige Poul Frank Andersen, der sidst blev set torsdag aften.

- Den her eftersøgning er bestemt i den svære kategori, siger politikommissær hos Fyns Politi Jesper Schmidt-Nielsen, der leder eftersøgningen, og som har deltaget i eftersøgninger siden 1994.

Kaldt ind fra juleferie

Otte hunde, otte hundeførere og det daglige beredskab deltager i søndagens eftersøgning, der starter op igen klokken 11.

Politikommissæren oplyser, at de begynder ved Poul Frank Andersens adresse på Dømmestrupvej i Nørre Lyndelse på Midtfyn og bevæger sig udad i en radius fra bopælen.

- Han kan ligge bag den nærmeste busk eller i den fjerneste skov, så det er vigtigt, at vi får kigget alle steder, siger Jesper Schmidt-Nielsen, der tilføjer, at Poul Frank Andersen er “godt gående og vant til at bevæge sig meget”.

Hundeførere er blevet kaldt ind fra juleferie for at deltage i eftersøgningen, oplyser politikommissæren. Ud over hundene kommer Fyns Politi til at anvende droner med termiske kameraer.

- Skulle han være faldet i et vandhul, er han svær at finde, så der hjælper de termiske kameraer os, siger politikommissæren.

Aldrig oplevet så få henvendelser

Borgere som Patrick Ninn Baudeau og hans familie har deltaget i eftersøgningen. Politikommisæren beskriver, hvordan borgere i området meget gerne vil hjælpe, men ikke kan, da ingen har set Poul Frank Andersen.

- Det er første gang, vi har fået så få henvendelser, siger Jesper Schmidt-Nielsen, der opfordrer borgere i området i og omkring Nørre Lyndelse til at fortsat at tjekke udhuse, garager og ubeboede bygninger på deres private grunde.

- Vi har brug for alt den hjælp, vi kan få.

Han understreger vigtigheden i, at borgere i videst muligt omfang opholder sig på veje og stier, da hundene kan blive ledt på vildspor, hvis borgere bevæger sig ud i terrænet.

Det formodes ikke, at Poul Frank Andersen har været udsat for en forbrydelse.

Et vidne har over for politiet beskrevet at have set ham iført en sort eller grå kedeldragt. Han har desuden hvidt hår og gråt fuldskæg.

Har du informationer, der kan lede frem til Poul Frank Andersen, kan Fyns Politi kontaktes på telefon 114.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her