Åbningen af Odense Letbane rykker tættere på, og selv om den endnu har til gode at køre med passagerer, har Odense Letbane onsdag offentliggjort en video, der viser letbanens rute gennem byen filmet fra forruden.
Når letbanen i Odense åbner, vil turen tage 42 minutter fra Tarup til Hjallese. Videoen er dog klippet ned til tre minutter.
Der er også offentliggjort en længere video på 23 minutter, hvor det kun er stoppene på de 24 letbanestationer, der er klippet fra.
Usikker åbning af letbanen
Selv om det fortsat er usikkert, hvornår letbanen i Odense åbner for passagerer, er forventningen, at det sker i slutningen af maj.
Letbanen har et samlet budget på cirka tre milliarder kroner. Et letbanetog er en moderne sporvogn - cirka 32 meter lang. Den første etape bliver cirka 14,5 kilometer.
Der forventes afgang fra hver station otte gange i timen i dagtimerne.