Fakta i sag om Dan-Bunkering: Brændstof for 648 millioner til Syrien-krig
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Dan-Bunkering og Bunker Holding er tiltalt for at trodse forbud mod at sende brændstof til Syrien.
Retten i Odense skal afgøre, om to selskaber har overtrådt EU's forbud mod at sende brændstof til fly til Syrien. Senest har retten afvist at høre EU-Domstolens fortolkning af spørgsmål i sagen.
Her kommer en række fakta og oplysninger i forbindelse med retssagen torsdag:
Sag om flybrændstof: Sagen skal ikke for EU-domstolen
Klar kendelse fra dommeren mod Dan-Bunkering og Bunker Holding i Middelfart.
Opdateret med Dan-Bunkerings kommentar:
Forsvarerne fik ikke held med at skubbe sagen om middelfartvirksomheden Dan-Bunkering til vurdering hos EU-domstolen.
Det besluttede dommer Jens Lind torsdag i sagen mod Bunker Holding - selskabets direktør Keld Demant - og Dan-Bunkering der er tiltalt for at have solgt flybrændstof til russiske selskaber, der senere blev brugt til bombetogter i Syrien.
Det er i strid med EU's sanktionsregler, hvis Bagmandspolitiet kan bevise, at det var det, der skete imellem 2015-2017.
Dommeren mente ikke, at det var nødvendigt at få EU-domstolen til at vurdere sanktionsspørgsmålet.
- Spørgsmålet er ikke af en sådan karakter, at det er nødvendigt. Derfor udsættes sagen ikke, sagde Jens Lind i den kendelse han afsagde i retten fra morgenstunden.
Hvis sagen var blevet sendt til EU-domstolen var det med risiko for, at sagen kunne være blevet udskudt i månedsvis.
Umiddelbart gav forsvarerne ikke udtryk for, om de ville kære kendelsen.
Spørgsmålet kan dog blive vurderet igen, hvis sagen ankes til landsretten.
Dan-Bunkring har i forlængelse af kendelsen udsendt en pressemeddelelse, hvor man fastslår, at Rusland ikke var omfattet af EU's sanktioner, og at sanktionerne kun straffer en part, hvis denne forsætligt og bevidst har forbrudt sig mod reglerne.
EU-forordningen straffer ikke uagtsomhed, hedder det i pressemeddelelsen.
Dan-Bunkering har hele tiden fastholdt, at man leverede flybrændstoffet i neutrale havne, og at man ikke har solgt flybrændstof til firmaer, der var omfattet af EU's sanktioner på handelstidspunktet.
Selskabet oplyser, at man forventer at blive frifundet.
Tirsdag er der procedure i sagen.
* A/S Dan-Bunkering Ltd. og moderselskabet Bunker Holding A/S er tiltalt. Også Keld Rosenbæk Demant er under anklage. Han er bestyrelsesformand i det ene selskab og administrerende direktør i det andet.
* De nægter sig skyldige. Der var ingen viden om, at brændstoffet skulle til Syrien, lyder det.
* Verden over sælger Dan-Bunkering især brændstof og smøreolie til skibsfarten.
* Moderselskabet Bunker Holding indgår i USTC-gruppen. Grundlægger Torben Østergaard-Nielsen er ifølge Økonomisk Ugebrev den sjetterigeste person i Danmark. Formuen er på 22,9 milliarder kroner.
* Tiltalen drejer sig om 33 handler fra 2015 til 2017. Kunderne var to russiske selskaber Sovfracht og Maritime Assistance. Selskaberne var generalagenter for den russiske flåde.
* Værdien var 648 millioner kroner. Brændstoffet blev leveret i havne på Cypern og Malta samt i Grækenland og Tyrkiet.
* Kaptajnen på et russisk tankskib er i Grækenland idømt seks måneders fængsel for to af de mange transporter.
* I USA er der rejst en straffesag mod seks personer fra Sovfracht og to syriske havneinspektører.
* Omkring 15 vidner er indkaldt til den sag, som Bagmandspolitiet har rejst ved Retten i Odense.
Kilder: Anklageskrift, oplysninger i retsmøder, Shippingwatch.