Direktør-farvel koster Svendborg 2,4 millioner kroner

Den nu fratrådte direktør for Svendborg Kommunes Erhverv-, Teknik og Miljø, Torben Præstegård Jørgensen, får 21 måneders løn med sig.

Den fratrædelesaftale, som Svendborg Kommune har ingået med Torben Præstegård Jørgensen, koster 2.403.429 kroner. Det oplyser Svendborg Kommune til TV 2/Fyn. 

Den nu fratrådte direktør havde en månedsløn på 114.449 kroner inklusiv pension, og da han samlet set har ret til 21 måneders godtgørelse i forbindelse med fratrædelsen, ender det med at koste Svendborg Kommune 2.403.429 kroner. 

Derudover har Torben Præstegård Jørgensen et beløb på maksimalt 50.000 kroner til outplacement. Det dækker ifølge Svendborg Kommune over udgifter til eksempelvis kurser eller en coach, hvis han gerne vil skifte jobretning. 

Hvorfor 21 måneders løn?

Ønsker en ny direktør

Årsagen til afskedigelsen er ifølge Svendborg Kommune ønsket om en anden profil på direktørposten.

I en pressemeddelelse begrundede kommunaldirketør Erik Meldgård Bendorf afskedigelsen. 

- Svendborg Kommune har iværksat en organisationsændring af direktørområdet. Når den er tilendebragt, kræves der andre og nye kompetencer på området. På den baggrund har Svendborg Kommune og Torben Præstegaard Jørgensen indgået en fratrædelsesaftale. Jeg vil gerne kvittere for det lange og gode samarbejde, som Torben Præstegaard Jørgensen har ydet. 

Kommunaldirektør Erik Meldgård Bendorf overtager midlertidig stillingen som direktør for området. Samtidig sætter Svendborg Kommune gang i processen med at søge en ny direktør for området. Det forventes, at den nye direktør kan tiltræde efter sommerferien.

Oversigt

    Oversigt