Håndboldherrerne fra GOG fik sig lidt af lektion, da de søndag mødte Niklas Landin og THW Kiel i EHF Cuppen.
Her blev det til lidt af en lussing til fynboerne, der blev sendt hjem med et 23-37-nederlag.
Det er første gang i gruppespillet, at GOG taber, efter at det i de to første kampe er blevet til sejre over polske Azoty-Pulawy og spanske Granollers.
Det fynske mandskab har fire point og indtager andenpladsen i gruppe D, to point efter førerholdet Kiel.
GOG fulgte ellers godt med det nordtyske hold i de første ti minutter af søndagens kamp. Men så satte Kiel sig i respekt ved at gå fra 7-5 til 12-6 på fem minutter.
Ved pausen var tyskerne foran med hele 19-10, og det blev ikke bedre i anden halvleg for GOG.
I de første fem minutter scorede fynboerne et enkelt mål, mens Kiel lavede seks, og så var der efterhånden ikke meget spænding om udfaldet.
Kiels Niclas Ekberg blev kampens topscorer med ti mål. Islandske Odinn Rikhardsson scorede flest gange for GOG med seks træffere.