Narkosalg via Snapchat koster 25-årig seks års fængsel

25-årig mand fra Svendborg dømmes også for besiddelse af skarpladt pistol samt forsøg på at købe riffel.

En 25-årig mand fra Svendborg er blevet idømt seks års fængsel for at sælge både kokain, amfetamin og hash via Snapchat.

Det har Retten i Svendborg afgjort tirsdag, skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Salget af narkoen fandt sted i begyndelsen af året og skulle være sket i foreningen med en anden person, hvis sag kommer for retten på et senere tidspunkt.

Den hårde dom er et resultat af, at han også straffes for besiddelse af en skarpladt pistol, forsøg på at købe en riffel, brandstiftelse på en bil, afpresning samt vold af særlig, rå og farlig karakter, fremgår det.

Han blev tiltalt for i alt 27 lovovertrædelser af forskellig karakter.

Den 25-årige er også blevet dømt for medvirken til forsøg på røveri, idet han forsøgte at tvinge en anden person til at begå et røveri i en Fakta-butik i Svendborg.

Personen endte dog med at afstå fra at begå røveriet, oplyser Fyns Politi i pressemeddelelsen.

Den dømte har modtaget dommen.


Oversigt

    Oversigt