Ny køreplan var dråben for Daniella - nu har hun stiftet sin egen pendlergruppe
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Flere pendlere er frustrerede over ændringer i køreplanen for Svendborgbanen. Nu har Daniella Andersen Wellejus startet et nyt initiativ på Facebook.
Da Svendborgbanen præsenterede en ny køreplan fik Daniella Andersen Wellejus nok.
I mange år har hun pendlet mellem Svendborg og Odense, men da Arriva ændrede køreplanen for 2024, kunne puslespillet med hendes arbejdstider til sidst ikke gå op. Derfor valgte hun at tage handling og stiftede d. 20. februar sin egen pendlergruppe på Facebook, som skal hjælpe folk med samkørsel til Odense.
- Køreplanen passede simpelthen ikke ind i min hverdag længere. Det ville kræve, at jeg skulle blive længere på arbejde nogle dage om ugen. Det kunne jeg i realiteten godt, men det gider jeg simpelthen ikke spilde liv med på den måde.
Fokus på den samlede pakke
Hos Arriva forstår de folks frustration, men fastslår, at ændringerne indtil videre har givet en mere robust og rettidig køreplan med færre forsinkelser, fortæller Mikkel Juul, kommunikationsrådgiver hos Arriva.
- Vi forstår folks frustrationer. Det kan være belastende at få ændret en vane eller rytme, men vi bliver nødt til at se på den samlede pakke, som giver bedst service for flest mulige. For nogen vil det være træls, for andre vil det give mere plads i hverdagen. Vi er allerede begyndt at se løft ved flere stationer, så der har altså været fremgang. Vi gør det aldrig for at genere nogen.
På under et døgn har Daniella Andersen Wellejus' pendlergruppe på Facebook fået tæt på 100 medlemmer. Altså er hun ikke den eneste, der har interesse i samkørsel. Dog er initiativet stadig uprøvet, til trods for den gode modtagelse på Facebook. Hun håber, at pendlerordningen kan fungere som supplement til folk med en travl hverdag.
- For nogen passer togtiderne sikkert glimrende. Tanken var blot at skabe en mulighed for dem, der står i samme situation som mig. Mange har også stadig en periode tilbage på deres pendlerkort, de skal have opbrugt først, og så må vi se. Jeg kan bedre lide tanken om kollektiv trafik, men som situationen er nu, er det ikke en realitet.