Rektor trækker på smilebåndet over elevernes P-kaos
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Svendborg Gymnasiums rektor trækker på smilebåndet af elevernes klage over manglende parkeringspladser på skolen.
- Pænt sagt må jeg trække lidt på smilebåndet. Jeg kan godt se, at vi ikke kan opfylde elevernes behov for flere parkeringspladser, men det er lidt af et luksusproblem, siger Svendborg Gymnasiums rektor, Jesper Vildbrad.
Flere og flere elever på Svendborg Gymnasium tager ellers hver morgen bilen i skole. Det har betydet kamp om de 80 parkeringspladser, der er forbeholdt skolens 1200 elever.
Derfor har eleverne i et par år prædiket om flere parkeringspladser. Senest i begyndelsen af dette skoleår, hvor problemet er blevet taget op møde i skolebestyrelsen og har været på dagsordenen i september måned.
- Vi elever har tidligere sagt til ledelsen, at der ikke er parkeringspladser nok. Dengang fik vi en ordre på at møde 7.45, for så skulle der gerne være parkeringspladser. Problemet er, hvis alle eleverne kommer 7.45, så er der stadig ikke pladser nok, siger Frida Rishøj Clausen, der går i 3.G på gymnasiet.
Kommer ikke på cyklen
Frida Rishøj Clausen har kun omkring tre kilometer i skole, men hun tager hver dag bilen, da hun oftest skal møde på arbejde eller direkte til Odense efter skole.
Som løsning på problemet opfordrer rektor Jesper Vildbrad netop eleverne til at tage bussen eller springe på cyklen om morgenen. Frida Rishøj Clausen kommer ikke til at lade bilen stå hjemme.
- Jeg kommer ikke på cyklen. Det kan ikke lade sig gøre. Jeg har travlt inden skole og travlt efter skole, siger Frida Rishøj Clausen.
Ikke økonomi til flere pladser
Frida Rishøj Clausen mener, at 50 flere parkeringspladser vil kunne gøre en forskel. Hun kan dog godt se, at det bliver et problem at finde plads til nye parkeringspladser.
- Hvis vi skal have nye parkeringspladser, kræver det lige nu, at vi nedlægger nogen af vores udearealer. Det har vi heller ikke lyst, så vi forstår problematikken, siger Frida Rishøj Clausen.
Skolen mangler foruden pladsen til nye parkeringspladser også økonomien til en sådan investering.
- Skolen har slet ikke økonomi til nye parkeringspladser. Det vil virke mærkeligt at bruge penge på, når vi samtidig bliver udsat for årlige besparelser. Vi prioriterer vores penge til undervisning, siger Jesper Vildbrad.
Som det ser ud lige nu, har de manglende parkeringspladser presset bilerne ud på små omkringliggende veje. Eleverne holder blandt andet på den blinde vej, Brydevej, der ender lige overfor gymnasiet og på en sidevej til A.P Møllersvej, der fører ind til et kolonihaveområde.