Der venter en fire uger lang varetægtsfængsling for den mand, der ifølge politiet tirsdag formiddag i Svendborg stak en taxachauffør flere gange med en kniv.
Det blev slået fast i et grundlovsforhør onsdag eftermiddag. Et grundlovsforhør, som endte med at blive holdt for lukkede døre. Men inden pressen og den sigtedes familie blev bedt om at forlade retslokale to ved retten i Svendborg, læste anklageren sigtelsen højt.
Her kom det frem, at manden er sigtet for både legemsangreb af særlig grov eller farlig karakter under skærpende omstændigheder og for ulovlig besiddelse af kniv.
Han nægtede sig skyldig.
Flere knivstik
I sigtelsens kom det også frem, at manden, som er fra lokalområdet, klokken 9.46 tirsdag formiddag lige overfor stationen i Svendborg overfaldt en taxachauffør med flere knivstik.
En pulsåre i den forurettedes arm blev skåret over, lungen blev klappet sammen, og han blev snittet flere steder på kroppen, blandt andet i hovedet.
Godt fem timer senere blev den nu sigtede mand anholdt. Hvor det skete, og hvad der førte til overfaldet, kom ikke frem under højtlæsningen af sigtelsen, inden de tilhørende måtte forlade retslokalet.
Efter menneskejagt - mand anholdt for knivstik mod taxachauffør
Fyns Politi har anholdt en mand i midten af 30'erne fra Svendborg Kommune, der er mistænkt for tirsdag at have stukket en taxachauffør med en kniv på Klosterpladsen i Svendborg.
Overfaldet på chaufføren skete tirsdag formiddag klokken 09.45 på Klosterplads i det centrale Svendborg. Først på eftermiddagen kunne politiet oplyse, at taxachaufføren var tilskadekommen, men ikke i livsfare.
Manden blev anholdt cirka klokken 15, efter at han var blevet identificeret af det lokale politi. Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Anholdelsen sker efter det, Fyns Politi tidligere på dagen ledte “intensivt” efter manden.
Manden bliver fremstillet i grundlovsforhør onsdag ved Retten i Svendborg.
Dørene blev lukket
Der var ellers ikke lagt op til, at grundlovsforhøret skulle holdes for lukkede døre. Men da den sigtedes familie mødte op, ville anklageren have, at to personer blev ført ud af retssalen, fordi de havde kørt manden til stationen og var blevet afhørt af politiet.
Anklagerens argument var således, at det ikke kunne udelukkes, at de skulle vidne i en eventuel kommende retssag.
Forsvareren var uenig. Blandet andet fordi det var vigtigt for hans klient at have familie tæt på i den her situation.
Det lykkedes ikke for anklageren at få de to familiemedlemmer ført ud, og dernæst mente hun så, at grundlovsforhøret skulle holdes for lukkede døre af den grund, at der stadig manglede noget efterforskning, og fordi nogle vidner stadig manglede at blive afhørt.
Dermed blev dørene lukket.