Med over 500 millioner Spotify-streams på flere numre hersker der ingen tvivl om, at den amerikanske teenagesangerinde Billie Eilish har fået sit gennembrud.
Torsdag stod hun for første gang på en dansk festivalscene, da hun sang melankoli fra Rød Scene i Tusindårsskoven.
Men ifølge de danske anmeldere var verdensstjernens optræden en gang blandede bolsjer. Gaffa giver næsten bundkaraktér, mens Soundvenue placerer sangerinde et godt stykke over middel.
Fakta
- Det er umiddelbart svært at forestille sig, at publikum forlod koncerten med noget særlig positivt indtryk, lyder det fra musikbladet Gaffa.
Anmelderen mener, at Billie Eilish var fejlcastet til en festival, hvor intimitet fylder mindre end fest. Det betyder, at teenagestjernen må nøjes med to ud af seks stjerner fra musikbladet.
- På Rød Scene virkede Eilish fejlcastet i et pinligt forsøg på at skabe en fest, lyder konklusionen.
Mere positiv er man hos musikanmelderen ved musikmagasinet Soundvenue.
- Billie Eilish tæmmede Tinderbox med døsig vokal og rowdy attitude, skriver anmelderen.
Soundvenue fremhæver, at Billie Eilish havde meget dybfølt kontakt med sine fans via en dybfølt vokal.
- Disse ting gør sig fuldstændig eminent på et album og nok også til en indendørs koncert – men på Tinderbox var hele udtrykket en kende udfordret, skriver musikmagasinet og giver fire ud af seks stjerner.
Dårlig lyd stak kæp i hjulet
Ekstra Bladet hæfter sig især ved lyden på Billie Eilishs koncert, der ifølge avisen saboterede stjernen.
- Det var dog svært at høre, hvad den kometagtige verdensstjerne sagde (...) californierens mikrofon var nemlig ikke tændt i det øjeblik, hun spænede på scenen med "Bad Guy". Sådan lød det i hvert fald, lyder dommen.
Derfor ender hun med to ud af seks stjerner, da lyden blev skruet op hen mod koncertens slutning.
Hos Politiken er man mere glad for den unge stjerne.
- Roskilde Festival må gnave armene af i misundelse. Billie Eilish er festivalsæsonens helt store scoop, skriver avisen.
Avisen giver fire ud af seks hjerter.