- Jeg er virkelig stolt, siger Axelsen

Verdens nummer ét havde ingen problemer med at spille sig blandt de sidste fire.

Viktor Axelsen bragede i All England-semifinalen, da han udraderede indonesiske Anthony Ginting i to sæt fredag aften.

Cifrene 21-4, 21-9 vidner om et voldsomt niveau, og efter kampen havde danskeren det også rigtig godt med, at han nu er i semifinalen i Birmingham.

- Jeg er virkelig stolt og glad over det. Man får nogle af sine bedste badmintonoplevelser i den her arena. Der er en masse danskere, og familien er her. Det gør det endnu mere specielt. Jeg glæder mig helt sindssygt meget til semifinalen, siger han.

Ginting havde store problemer med at lave point mod Axelsen, der stod solidt i defensiven. Det krydrede han med skarpe smash, og hans egen evaluering er da også positiv.

- Jeg ramte en af de aftener, hvor de fleste ting sad i skabet. Jeg følte mig rigtig godt tilpas, selvom det er svære forhold (med vinden red.). Mine løft sad rigtig godt på begge sider, og jeg fik det naturlige flair for at løfte i vinden. Det har ikke været min styrke tidligere, så jeg er faktisk rigtig stolt over den her præstation. Jeg er tilfreds, og det er sjældent, at jeg er helt tilfreds, lyder det.

Den perfekte kamp?

Da den danske verdensetter blev spurgt, om han spillede den perfekte kamp, lød svaret således:

- Man vil altid kigge tilbage på nogle kampe og turneringer, hvor du har ramt den rigtig godt. Det her var en af de kampe, hvor jeg havde det rigtig godt på banen. Det er det tætteste, jeg kommer på at være totalt i zonen. Det er sgu fedt!

De første to point i kampen tilfaldt indoneseren, men det betød ikke, at Axelsen nåede at blive nervøs.

- Efter jeg kom bagud 2-0, fik jeg stillet en rigtig god defensiv op. Derefter kunne jeg mærke, at han blev en smule usikker. Så voksede jeg med opgaven. Da han havde skudt nogle ud, efter jeg havde reddet nogle gode i defensiven, begyndte jeg at blive sikker, og så kørte det ret godt derfra, siger han.

Viktor Axelsen spiller semifinale mod Chou Tien Chen lørdag aften med start omkring klokken 22, og du kan naturligvis se den på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Oversigt

    Oversigt