- Det er kæmpestort for mig.
Fynske Lasse Norman Hansen, der i sin glorværdige banekarriere har vundet både guld, sølv og bronze ved OL, lægger ikke skjul på sin glæde over Danmarks seneste OL-medalje.
Den hænger nemlig om halsen på hans kæreste, Julie Leth.
Sammen med Amalie Dideriksen vandt Julie Leth sølv i parløb fredag formiddag, og det betyder meget for Norman, der selv stiller på i disciplinen hos herrerne.
- Julie og jeg bor sammen, og jeg har set hendes arbejdsindsats hver eneste dag.
- Jeg ved, hvad hun har lagt i det, hvordan hun har forberedt sig og hvor meget, det betyder for hende. Derfor betyder hendes sølvmedalje virkelig, virkelig meget for mig. Den har hun virkelig, virkelig fortjent, siger Lasse Norman til TV 2 Sport.
Lørdag skal Norman selv køre parløb sammen med Michael Mørkøv. De er regerende verdensmestre, og derfor er målet at vinde guld i Tokyo.
To gange EM-guld
Skulle det blive til endnu en dansk medalje i parløb, vil det være første gang i OL-historien.
Det vil dog ikke være første gang, Lasse Norman Hansen og Julie Leth har fejret store resultater ved de samme stævner. I 2019 vandt de begge EM-guld.