DSB lancerer fem tiltag mod coronavirus
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Ingen kontanter og længere tog er to af de nye tiltag, der skal begrænse smittefaren i den kollektive trafik.
I kølvandet på regeringens strategi om at inddæmme spredningen af coronasmitten iværksætter DSB nu en række initiativer, lyder det i en pressemeddelelse.
De fem tiltag er:
Længere tog: DSB vil også køre med lange tog uden for myldretiden for at sikre bedst mulig plads til de rejsende.
Ingen kontanter: DSB vil ikke modtage kontant betaling i togene.
Mere personale: DSB vil indsætte personale på de mest kritiske trafikknudepunkter, der kan vejlede passagerne.
Refundering af billetter: Alle DSB-billetter kan refunderes uden gebyr, også ikke-refunderbare billetter som eksempelvis Orange billetter.
Samarbejde om kommunikation: DSB vil sammen med de øvrige parter i den kollektive transport forstærke kommunikationen overfor kunderne som følge af Corona-virus.
Tiltagene iværksættes onsdag.
- Regeringen har konkret opfordret rejsende i den kollektive trafik til, så vidt det er muligt, ikke at rejse i myldretiden. Den opfordring vil jeg give videre til vores passagerer, siger Flemming Jensen, administrerende direktør i DSB.
For at undgå overfyldte tog og stående passagerer arbejder DSB også på at indføre krav om pladsbillet i Fjern- og Regionaltog, lyder det.
Opfordring fra statsministeren
Statsminister Mette Frederiksen (S) skærpede tirsdag på et pressemøde tonen og opfordrede ligesom Transportministeriet til, at rejsende ikke rejser med tog, bus eller metro i myldretiden, hvis det kan undgås.
Statsministeren sagde blandt andet, at der kan blive behov for at indsætte flere tog og busser for at undgå, at passagerer er for tæt sammen.
Tirsdag eftermiddag er antallet af smittede med coronavirus steget fra 156 til 262 personer i Danmark. Mandag lød tallet på 90 smittede.