Efter dramatisk farvel sad Løkke i en have i Odense og drak gin og tonic

TV 2 har mødt Lars Løkke Rasmussens nære allierede den fynske politiker Lars Christian Lilleholt til en snak om sidste års dramatiske formandsopgør og sår, der skal heles.

Den lette brummen fra mobiltelefonen på natbordet vækkede Lars Christian Lilleholt.

Klokken var mellem 1 og 2 om natten, og den snurrende skærm lyste pludselig det ellers mørke soveværelse i hjemmet på den mondæne villavej Langelinie i Odense op.

Venstre-politikeren drejede sig rundt og kiggede på displayet. På det her tidspunkt forventede han kun, at én person kunne finde på at forstyrre hans nattesøvn. Og det var lige netop ham, der nu ringede. Lars Løkke Rasmussen.

Lars Christian Lilleholt greb straks telefonen, satte sig op i sengen og lyttede til Lars Løkke Rasmussen. Han var var ked af det.

- Det er slut. Der er ikke nogen vej tilbage.

Sådan husker Lars Christian Lilleholt, at ordene faldt fra den daværende Venstre-formand.

I løbet af denne varme sommeraften fredag 30. august 2019 havde Lars Løkke Rasmussen været igennem et højdramatisk møde i Venstres forretningsudvalg på anden sal af Hotel Comwell Kellers Park i Brejning.

quote Det er godt nok noget skidt det her

Lars Christian Lilleholt

Mødet var gået flere timer over de planlagte fire og blev afbrudt omkring midnat, uden at offentligheden fik meget at vide om resultatet. Ville rivalerne Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen føre Venstre ud i et hårdt kampvalg om formandsposten, eller var de begge nået frem til, at det var bedst at trække sig?

De ubesvarede spørgsmål stod fortsat i kø, men i telefonen denne fredag nat gav Lars Løkke Rasmussen Lars Christian Lilleholt klar besked. Næste formiddag ville han efter 3759 dage i spidsen for Venstre trække sig som formand. Opbakningen i partiets magtfulde forretningsudvalg var væk.

Løkke skulle kæmpe videre

Selvom det snart er et år siden, husker Lars Christian Lilleholt tydeligt telefonsamtalen. Det var her, det gik op for ham, at hans nære politiske allierede og personlige ven gennem mange år ikke havde nogen fremtid som formand for Venstre.

Det fortæller den fynske folketingspolitiker, da TV 2 en dag i juli møder ham på hans kontor på Christiansborgs tredje sal til en snak om nye detaljer fra sidste sommers voldsomme magtkamp mellem Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen. Og om de spor, opgøret har sat i Venstre.

Lars Christian Lilleholt var sammen med Troels Lund Poulsen via rundringninger til baglandet med til at sikre, at Lars Løkke Rasmussen kunne blive som formand under formandsopgøret i 2014.
Lars Christian Lilleholt var sammen med Troels Lund Poulsen via rundringninger til baglandet med til at sikre, at Lars Løkke Rasmussen kunne blive som formand under formandsopgøret i 2014.
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Han fortæller videre, at han den augustaften sidste år hjemme fra soveværelset i Odense forsøgte at overbevise Løkke om, at han skulle kæmpe videre.

Den forhenværende energi-, forsynings- og klimaminister havde i løbet af sommeren brugt sit store netværk, opbygget gennem 40 år i partiet, og ringet til en masse betydningsfulde folk i Venstres bagland for at overbevise dem om, at Lars Løkke Rasmussen skulle fortsætte som formand.

Det gjorde han med succes, da Lars Løkke Rasmussen i 2014 overlevede et dramatisk formandsopgør mod Kristian Jensen, efter partiet havde købt tøj og sko til Løkke for mere end 150.000 kroner. Men denne gang kunne han godt mærke, at det var sværere. Flere havde fået nok.

Lars Løkke Rasmussen og Lars Christian Lilleholt har kendt hinanden siden sidst i 80'erne. Dengang var de henholdsvis formand og næstformand for Venstres Ungdom. 
Lars Løkke Rasmussen og Lars Christian Lilleholt har kendt hinanden siden sidst i 80'erne. Dengang var de henholdsvis formand og næstformand for Venstres Ungdom. 
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Alligevel vurderede Lars Christian Lilleholt denne nat, at der på det kommende hovedbestyrelsesmøde i Brejning næste dag ville være opbakning til Lars Løkke Rasmussens linje. Venstre-formanden skulle derfor stå utilfredsheden i forretningsudvalget igennem, og så ville ”fornuften sejre”, lød rådet fra Lilleholt.

- Jeg kunne ikke se noget alternativ til Løkke på det her tidspunkt. Han havde lige leveret et fremragende folketingsvalg til Venstre med en fremgang på ni mandater, så jeg syntes, han skulle have lov at fortsætte, forklarer Lars Christian Lilleholt fra sin stol bag skrivebordet på kontoret.

Men Løkke, der ellers mange gange før havde vendt truende nederlag til personlig sejr, kunne ikke se en vej frem. Det gjorde han klart for Lars Christian Lilleholt, der efter telefonsamtalen overbragte beskeden til sin kone Jane, som lå ved siden af. Lilleholt fik ikke sovet mere den nat.

- Det er godt nok noget skidt det her, var hans første tanke.

Løkke forsvandt fra pressen

Da det afbrudte forretningsudvalgsmøde i Venstre blev genoptaget lørdag morgen klokken 9 i Brejning, skulle der ikke gå længe, før også resten af Danmark blev indviet i Lars Løkke Rasmussens beslutning om at stoppe.

Et massivt flertal i forretningsudvalget forkastede Lars Løkke Rasmussens forslag om at fremrykke Venstres landsmøde, så han kunne holde en tale og få en politisk diskussion af hans højest overraskende forslag fra valgkampen om et regeringssamarbejde mellem Venstre og arvefjenderne fra Socialdemokratiet.

De havde, ligesom stadigt flere i baglandet, fået nok af interne magtkampe og diskussioner og besluttede i stedet at indkalde til et ekstraordinært landsmøde. Her skulle valg af formand og næstformand uden en større forudgående politisk diskussion være eneste punkter på dagsordenen, og Løkke måtte ikke bruge partiets sekretariatet undervejs.

quote Jeg har ikke haft nogen intentioner om, at Kristian Jensen skulle have det skidt

Lars Christian Lilleholt

Den løsning kunne Lars Løkke Rasmussen ikke leve med. Og da mødet i Venstres hovedbestyrelse begyndte klokken 10, umiddelbart efter forretningsudvalgsmødet, tog han efter en indledende fællessang ordet og fortalte, at han stoppede som formand med øjeblikkelig virkning. Det kom bag på mange af mødedeltagerne, der sad forvirrede tilbage, mens Løkke hurtigt forlod mødet.

Han breakede nyheden om sit stop i en kort besked på Facebook og Twitter klokken 11.23:

- Vigtigt at holde fast i sin selvrespekt. Kan ikke være formand for et parti, hvor jeg som formand afskæres fra min mulighed for at få diskuteret og afprøvet den politiske linje, jeg har lagt, i det landsmøde-forum, hvor jeg er valgt, skrev Lars Løkke Rasmussen.

Han forlod Hotel Comwell i Brejning uden at svare på spørgsmål fra pressen. Kun en meget lille kreds af personer vidste, hvor den detroniserede Venstre-formand var på vej hen.

Gin & Tonic i Lilleholts have

Hjemme i Odense ringede en journalist fra B.T. til Lars Christian Lilleholt kort tid efter, at Løkke havde annonceret sit exit fra formandsposten.

Journalisten ville høre, om han vidste, hvor Lars Løkke Rasmussen var, men det gjorde Løkkes nære allierede ikke. Det var i hvert fald det, han svarede.

I virkeligheden sad Lars Løkke Rasmussen her ved frokosttid lørdag ude i Lars Christian Lilleholts have.

Det gjorde han også efter formandsopgøret i 2014 i Odense Congress Center. Dengang havde Lilleholts kone taget frikadeller op af fryseren og serveret kartoffelsalat, men denne varme sommerdag i slutningen af august var det fynske folketingsmedlem selv kørt til slagteren og købt håndmadder med blandt andet dyrlægens natmad, rullepølse og hamburgerryg. Nu var det et nederlag, der skulle fordøjes.

Venstres folketingsmedlem Troels Lund Poulsen, der ligeledes har været en nær allieret af Løkke, var også stødt til, og det politiske trekløver fik en øl, et glas vin og et par Gin & Tonics til at ”sunde sig på”, husker Lars Christian Lilleholt.

De var alle tre skuffede og uenige i forretningsudvalgets beslutning. Lars Christian Lilleholt forklarer, at Løkke var ked af det, da han ankom, men han siger også, at den nu tidligere Venstre-formand ikke ”ynkede”, og at han var lettet over, at det hele var overstået.

Han fortæller, at Løkke kiggede en del på sin telefon den dag.

- Løkke fulgte tæt med i meldingerne, og hvad medierne skrev. Han glædede sig over de hundredevis af sms’er, der kom ind fra folk i hele landet, og som var uforstående over for det, der var sket, og gav ham opbakning. Det styrkede ham kraftigt, siger Lars Christian Lilleholt.

Ser Jensens afsked på TV

Signalet fra TV 2 NEWS var også tændt, mens de tre Venstre-folk sad i haven og spiste frokost, og her kunne de se en tydeligt berørt Kristian Jensen stille sig op foran det samlede danske pressekorps ved hotellet i Brejning.

quote Jeg mente og mener stadigvæk, at det bedste for Venstre havde været, hvis Lars Løkke havde fortsat

Lars Christian Lilleholt

Venstres afgående næstformand, der tidligere på sommeren åbent havde kritiseret forslaget om et SV-regeringssamarbejde og efterfølgende var blevet banket på plads, troede, at han var på vej ud i et kampvalg om formandsposten mod Lars Løkke Rasmussen. Men da Løkke trak sig, valgte næstformanden at stå ved sit tilbud fra tidligere om også at træde tilbage fra Venstres ledelse.

Kristian Jensen fortalte journalisterne, at ”ord ikke kan beskrive” hans skuffelse, og i haven i Odense blev der fulgt nøje med.

ars Christian Lilleholt havde på Venstres sommergruppemøde i begyndelsen af august opfordret Kristian Jensen til at trække sig, fordi han ifølge Lilleholt havde ageret illoyalt ved offentligt at undsige Løkkes forslag om regeringssamarbejde hen over midten. Men hvad de tre præcist sagde til hinanden, da interviewet med Jensen rullede over skærmen, holder de for sig selv, siger Lars Christian Lilleholt.

- Det var da trist, at det skulle ende der. Jeg har ikke haft nogen intentioner om, at Kristian Jensen skulle have det skidt. Det ville ligge mig totalt fjernt. Jeg ønsker ham alt det bedste. Men i den situation, som Venstre var havnet i, var han også nødt til at træffe den beslutning, han traf.

Lars Løkke Rasmussen blev i haven i Odense indtil omkring klokken 19. Bagefter mødtes han med familien, viste han senere på Instagram.

 

Bedst hvis Løkke havde fortsat

Da Kristian Jensen trak sig, sagde han rettet mod Lars Løkke Rasmussen, at han ”tror på, at et parti har en formand, og det ikke er formanden, der har et parti”. Lars Christian Lilleholt afviser imidlertid, at Venstre sidste sommer var endt i en situation, hvor det mere var formanden, der havde et parti, end omvendt.

- Sådan oplevede jeg det ikke. Jeg oplevede, at Løkke havde stor, stor respekt for Venstres bagland og Venstres historie.

Han fortryder derfor på ingen måde, at han støttede Løkke i kampen for at fortsætte som formand.

Men kan du ikke også godt forstå dem i baglandet, der sagde, at nu bliver vi nødt til at starte på en frisk, og at både Løkke og Jensen derfor måtte ud?

- Jeg mente og mener stadigvæk, at det bedste for Venstre havde været, hvis Lars havde fortsat.

Men er der alligevel en eller anden grad af forståelse hos dig for de dele af baglandet, der ville have begge ud?

- Jeg kan da godt forstå, at folk gør sig nogle overvejelser, for Venstre er en bevægelse, og alle dele af partiet er afhængige af, at tingene går godt, siger han og fortsætter:

- Men et parti er ikke som en virksomhed, hvor man bare kan sige, at bestyrelsen vælger at fyre den administrerende direktør, og at der så kommer en ny ind dagen efter. Et parti er en helt anden størrelse.

Men må man ikke også sige, at hvis man prøver at hæve det lidt op i helikopterperspektiv og kigger på Venstre, så var det vel svært at se en vej tilbage? Det var to fløje og to store egoer, det var vel svært at køre videre med begge to?

- Det var også derfor, at min vurdering var, at det bedste havde været, at Lars havde fortsat som formand, og at Kristian Jensen havde trukket sig. Så var der kommet en ny næstformand ind. Og for mig at se kunne det naturligt have været Jakob Ellemann-Jensen. Så kunne man have kørt et par år og vurderet, hvordan den politiske situation var, og så kunne Løkke stille og roligt have trukket sig tilbage og gjort plads til den næste.

Sårene skal heles

Selvom Lars Christian Lilleholt mener, at Lars Løkke Rasmussens retræte fra formandsposten kom på en ”forkert” baggrund og for tidligt, slår han fast, at han bakker 100 procent op om Jakob Ellemann-Jensen, der tog over som formand for Venstre i september sidste år.

Ellemann-Jensen erklærede ved sin tiltrædelse i september, at han var ”dødtræt af fløjkrige” og svor et opgør med de fløje, der sidste sommer bragte partiet ud i en af sine største kriser i sin 150 år lange historie.

Lars Christian Lilleholt afviser at bruge ordet fløje, men medgiver, at der har været grupperinger i Venstre. Dem har Jakob Ellemann-Jensen dog fået nedbrudt, mener Lilleholt, og han roser samtidig Ellemann-Jensen og gruppeformand Karsten Lauritzen, der tidligere har støttet Kristian Jensen, for at få alle i Venstres folketingsgruppe til at føle sig som en del af holdet og bringe alle talenter i spil.

Men der er stadig sår, der skal heles, mener Lars Christian Lilleholt, som selv for nyligt er blevet valgt til Venstres gruppeledelse og udpeget som forsvarsordfører, efter en periode uden større poster.

Han forklarer, at han på det personlige plan ikke har ”nogen som helst udfordringer” med Kristian Jensen, som han for øvrigt betragter som et ”meget jovialt menneske”. Men han erkender også, at forholdet mellem Kristian Jensen og Lars Løkke Rasmussen, der begge fortsat sidder i Venstres folketingsgruppe, kunne være bedre.

- Jeg tror da, man må sige det sådan, at det er nok ikke ligefrem de to, der sidder nede i Snapstinget (Folketingets kantine, red.) og drikker kaffe sammen.

Lars Christian Lilleholt må kigge langt efter Lars Løkke Rasmussen som formand. Men han understreger, at den nye, Jakob Ellemann-Jensen, gør det rigtig godt, og at han har hans fulde opbakning. 
Lars Christian Lilleholt må kigge langt efter Lars Løkke Rasmussen som formand. Men han understreger, at den nye, Jakob Ellemann-Jensen, gør det rigtig godt, og at han har hans fulde opbakning. 
Foto: Sophia Juliane Lydolph / Ritzau Scanpix

Forskelsbehandling mellem Løkke og Jensen?

Netop Kristian Jensen mistede i januar sit ordførerskab og alle udvalgsposter, fordi den tidligere næstformand i Jyllands-Posten gik solo og foreslog, at Venstre burde gå sammen med S-regeringen, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti om en stor reformpakke om blandt andet skat og seniorjobordningen.

Partiformand Jakob Ellemann-Jensen forklarede ved den lejlighed, at sagen skulle have konsekvenser, fordi det var formanden og ikke Kristian Jensen, der skulle komme med sådan nogle meldinger.

Samme konsekvens har der ikke været for Lars Løkke Rasmussen, der under coronakrisen har skrevet en lang række blogindlæg B.T., hvor han er gået solo med blandt andet en kraftig kritik af regeringens genåbningsstrategi og argumenteret for den omdiskturede flokimmunitet, som langt de fleste sundhedseksperter i dag advarer imod.

Politiske iagttagere har udråbt den tidligere Venstre-formand som en enmandsopposition, men selvom Jakob Ellemann-Jensen har erkendt, at forgængerens skriverier til tider har "irriteret ham", har det modsat Kristian Jensen ikke haft de store konsekvenser for Lars Løkke Rasmussen at gå solo.

Lars Christian Lilleholt afviser dog, at der er tale om forskelsbehandling af de to tidligere rivaler.

- Modsat tidligere formænd er Løkke ikke stoppet frivilligt som Venstres formand, og derfor er det også naturligt, at han som den mere uafhængige fugl han er, også kommer med sin holdning, siger Lars Christian Lilleholt, der ikke mener, at Løkkes skriverier har været skadelige for Venstre.

Men Kristian Jensen ville jo også gerne have fortsat og blev på en måde tvunget væk fra sin post, så kan du ikke godt forstå, hvis nogen tænker, at Løkke har noget længere snor end Jensen?

- Det overlader jeg trygt til formanden.

Selvom Lars Christian Lilleholt beskriver opkaldet i soveværelset og det dramatiske efterfølgende døgn som noget af det værste, han har prøvet i politik, er han ikke færdig. Han genopstiller ved næste folketingsvalg og vil gerne være minister igen. Også selvom statsministeren ikke hedder Lars Løkke Rasmussen.

 

Oversigt

    Oversigt