Kræftramte Kasper beamer sig fra OUH og hjem til Løsning
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
En ny robot gør det muligt for Kasper, der er indlagt på OUH, at holde kontakt med sin klasse hjemme i Løsning.
- Beam mig op, Scotty, er et ikonisk citat fra en science fiction serie fra 60' erne.
Beaming var scifi genrens løsning på de store afstande i rummet, nemlig ved at man kan komme fra det ene sted til det andet på 0.5 ligemeget, hvor langt der er, ved hjælp af en transportstråle, en beam på engelsk. Som så meget andet scifi er transportstrålen aldrig blevet til noget, og så alligevel.
På Odense Universitetshospital ligger Kasper, en kræftsygdom sender ham på hospitalet i lange perioder. Men en robot gør, at han kan holde kontakten med sin klasse hjemme på Løsning Skole og i et vist omfang følge med i undervisningen og i det sociale liv omkring klassen.
Kammeraterne savner Kasper
Skolen OUH har fem robotter af denne type, og de har allerede været ude på flere skoler og gøre nytte. Pengene kommer fra Børnecancerfonden.
- Det føles næsten som om han er her i virkeligheden, fortæller Emma Grønvang fra klassen.
- Men man kommer alligevel til at savne ham, for det er ikke altid, han kan tale, hvis han er til behandling, eller er for træt, fortæller Oscar Griffing fra 4.klasse i Løsning Skole.
Læger øver sig: Hvordan fortæller man en patient, at hun har kræft?
Mange kender måske situationen. Når man som patient skal have den svære besked hos lægerne på kræftafdelingen. Nu vil personalet på Onkologisk afdeling lære at takle de svære samtaler bedre.
- Hvornår kan jeg blive dårlig?
En 66-årig kvinde sidder opløst med tårerne trillende ned ad kinderne. Hun har lige fået at vide, at hun har kræft i bugspytkirtlen og leveren.
Overfor hende sidder sygeplejerske Mia Ming og forsøger både at trøste og forklare, hvad kemobehandlingen kan give af bivirkninger.
Scenen er realistisk, men den 66-årige kvinde er en skuespiller, der spiller kræftsyg.
Og Mia Ming er sammen med flere andre kolleger fra Onkologisk afdeling på OUH i gang med at øve de svære samtaler med patienter og pårørende på en temadag.
Vi taler jo om liv og død hver dag
Dagen er en del af et udviklingsprojekt, der skal gøre læger og sygeplejersker bedre til at kommunikere og dermed give patienterne en bedre oplevelse. Også selvom patienterne får dårlige nyheder.
- Vi taler jo om liv og død, og det gør man selvfølgelig også på andre afdelinger, men her kommer det måske en smule tættere på, når man har med kræftpatienter at gøre, fortæller Mia Ming, der indrømmer, at der er ting, som hun har svært ved.
- Jeg har måske lidt svært ved at slå igennem, når jeg skal sætte en dagsorden for, hvad der skal ske i løbet af vores samtale. Det kan være rigtig svært at bryde ind. Det er jo lidt uartigt, siger hun.
Alle medarbejdere på Onkologisk afdeling kommer igennem forløbet.
- Vi vil rigtig gerne give vores patienter en rigtig god oplevelse, når de kommer til samtale inde hos os. Vi ved, at det kan være svært at videregive de beskeder og budskaber, som vores patienter skal have på vores afdeling, fortæller sygeplejerske Lene Vedel Vestergaard, der står bag projektet.
Kan det godt lade sig gøre at give en hård besked på en god måde?
- Det kan det sagtens. Og det er det, vi gør med vores kommunikationsprojekt.
Alle læger og sygeplejersker har i deres uddannelse været igennem et forløb med fokus på kommunikation, men mange trænger til at få det genopfrisket.
- Dét, at man ikke kører på automatpilot, men at man for hver eneste samtale tænker: Det her er måske den vigtigste situation for min patient, fortæller vejleder og overlæge Søren Cold.
- Det er også træls, at han ikke kan komme med udenfor og stå ved sidelinien til fodbold og råbe kommentarer. Han er bare så hurtig.
Forældrene er glade for robotten
Små 100 kilometer væk på OUH sidder Kasper og hans mor Kristina Kjærgaard. De er begge glade for robotten.
- Det er en enestående chance for at Kasper kan være social og holde kontakten til sine klassekammerater og venner. Det, der foregår her, er sygdom og voksensnak. Med robotten får han kontakt i børnehøjde, fortæller Kristina Kjærgaard.
- Det er lidt mærkeligt, men jeg ved jo godt, at jeg kommer til at se dem igen - om et stykke tid, siger hovedpersonen til TV Syd.