En usædvanlig "opgave" er havnet hos Naturhistorisk Museum i Aarhus.
To gamle punge er dumpet ned på presse- og kommunikationsansvarlig Michael Lindskau Nielsens bord. De blev for nylig fundet i en skakt, hvor de formentlig har ligget i omkring 50 år.
Nu er et stykke digitalt efterforskningsarbejde gået i gang for at finde ejerne - eller deres efterkommere. For hvordan var pungene mon havnet i skakten, og hvem er de to kvinder, som sandsynligvis har ejet pungene?
Det har Michael Lindskau Nielsen sat sig for at finde ud af. Han delte onsdag billeder og oplysninger om fundet på Facebook og Instagram, og det har allerede givet stor respons.
- Folk har været rigtig søde til at dele og kommentere, flere er gået i "detektiv-mode" for os, og de er overraskende dygtige, fortæller Michael Lindskau Nielsen til TV2 Østjylland.
Håbet er, at han ved hjælp af Naturhistorisk Museums platforme kan få så meget hjælp, at han kan levere pungene tilbage til ejerne.
- Vi vil rigtig gerne vise, at vi i fællesskab kan få potentielt stjålne ejendele tilbage til ejerne og på den måde inspirere, forklarer han.
Måske stjålet?
Teorien er nemlig, at pungene er blevet stjålet tilbage i starten af 1970'erne.
Det tror man, fordi der ikke blev fundet kontanter i pungene. Tidsperioden er man kommet frem til, da der blandt andet var en køreplan fra Strandgaards Rutebiler for 1970, ligesom en kvittering viser en dato i 1971.
Det fandt de i pungene
- Det er tydeligt, at pungene er blevet lagt i skakten bag risten, som dengang var muret fast. Så de er nok blevet stukket ind mellem ristene, spekulerer Michael Lindskau Nielsen.
Hvis tidsperioden passer, så var lokalerne på det tidspunkt en del af zoologisk afdeling på Aarhus Universitet, og det er først senere, Naturhistorisk Museum rykkede ind i bygningen.
Får tingene tilbage
I pungene fandt man blandt andet billeder, kørekort, kvitteringer og andre personlige ejendele, og faktisk er det torsdag lykkedes at finde frem til den ene af kvinderne, Karen Christine Tram, som Michael Lindskau Nielsen har været i kontakt med.
- Hun bor i Svendborg, og jeg har aftalt med hende, at hun kommer på besøg her på Naturhistorisk Museum, næste gang hun er i Aarhus. Så får hun sine ting tilbage, fortæller han.
Til gengæld er den anden person med navnet Inge Nielsen - muligvis Ingelise Brögger Nielsen - stadig ikke fundet.
Debat om oplysninger
Efter delingen af historien og billederne af effekterne fra pungene på sociale medier, har det ikke ubetinget været hjælp og positive kommentarer, der er tikket ind.
En del har sat spørgsmålstegn ved, om det er i orden, at Naturhistorisk Museum deler oplysninger på eksempelvis kørekort og andre personlige oplysninger fra pungene.
Michael Lindskau Nielsen forsikrer dog om, at man har taget sine forholdsregler, inden opslaget blev delt.
- Jeg har sløret billederne af børnene og nærlæst, om der skulle være personfølsomme oplysninger. Der er sløret cpr-numre, kontonumre og andre numre, forklarer han.
Desuden har han været i kontakt med politiet, som ifølge Michael Lindskau Nielsen har sagt, at det er okay at holde på tingene og eftersøge ejerne, inden det eventuelt skal videre til hittegodskontoret.
- Nu giver vi det en uges tid og ser, hvad der sker, siger han.