Schaldemose under fintælling:
- Jeg er rystende nervøs
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Fynske Christel Schaldemose frygter for personlig tilbagegang ved EP-valget og kan trods en placering som nummer to på den socialdemokratiske liste ikke føle sig sikker på genvalg.
Selvom Christel Schaldemose fra Faaborg har siddet i Europa-Parlamentet siden 2006, føler hun sig langt fra sikker på genvalg, på trods af at hendes parti fik en lille fremgang ved EP-valget søndag.
- Jeg er rystende nervøs. Helt vildt. Jeg tror, at jeg går pænt tilbage denne her gang. Det er en fornemmelse, jeg har. Det har været svært at trænge igennem, siger Christel Schaldemose.
Hønge i dilemma efter valgsejr:
- Jeg kan da godt tale udenlandsk
Karsten Hønge bedyrer, at han er klar til at bo i et andet land, og godt kan tale udenlandsk. Hvis han som ventet er valgt til Europa-Parlamentet, er det op til SFs ledelse at beslutte om han skal til Bruxelles.
- Ikke et enkelt opretstående menneske kunne for få uger siden forestille sig, at SF fik to mandater, så jeg har ikke haft mulighed for at vænne mig mentalt til tanken, lyder det fra Karsten Hønge, der holdt valgaften i SFs lokaler i Dronningensgade i Odense.
Men valgresultatet viser, at SF får to mandater i Europa-Parlamentet. Spidskandidat Margrete Auken er stensikker på at få det første mandat, og selvom meget tyder på, at fynboen Karsten Hønge også er valgt, vil han se de personlige stemmer, før han jubler.
- Der er ikke en kat, der kan vide, om jeg er valgt. Det er set før, at nummer tre har slået nummer to, så nu må vi se, hvad de personlige stemmer viser, siger Karsten Hønge, og forklarer endnu en gang, at hvis han er valgt, så er det op til SFs ledelse at beslutte, om han skal til Bruxelles eller i Folketinget.
Men de seneste dages meningsmålinger, der flere gange har spået, at SF får to mandater, har dog alligevel gjort indtryk på det fynske folketingsmedlem.
- Jeg kan ikke skjule, at det er en overraskelse og et dilemma. Men det er da et positivt dilemma og en positiv overraskelse. Vi er taknemmelige og glade, men nu skal vi lige vende situationen og se hvad vi gør, siger Hønge.
Og selvom Hønge beskedent nægter at forholde sig til et sandsynligt valg til Europa-Parlamentet, så har både meningsmålinger og det endelige valgresultat sat tanker i gang.
- Jeg skal nok finde ud af at bo i et andet land, og jeg kan da godt tale udenlandsk. Men nu skal vi altså lige have det endelig resultat i morgen, siger Karsten Hønge.
SF står til at få 13,2 procent af stemmerne og partiet bliver dermed det tredjestørste danske parti i Europaparlamentet.
Socialdemokratiet fik ved valget søndag 21,5 procent af stemmerne mod 19,1 ved valget for fem år siden. Men partiet går ikke mandatmæssigt frem og har fortsat tre pladser i Europa-Parlamentet.
- Jeg har hele tiden kun forventet, at vi fik tre. Jeg havde håbet på procentvis fremgang, og det fik vi. Men jeg har hele tiden sagt tre mandater, for det er et stort spring fra tre til fire mandater, siger Schaldemose.
For Schaldemose venter der en nervepirrende mandag med optælling af de personlige stemmer. For selvom hun er nummer to på den socialdemokratiske liste, så føler hun sig langt fra sikker på at genvinde sit EP-mandat.
- Jeg prøver at lade være med at tjekke stemmetal før klokken 13 eller 14. På det tidspunkt er der formentligt kommet så mange resultater, at man har en indikation af, om jeg er valgt, siger hun.
Ved valget i 2014 blev hun genvalgt med 64.495 personlige stemmer.
Fynbo får konservativt mandat i Europaparlamentet
Konservative beholder et mandat i Europaparlamentet. Dermed skal fynske Pernille Weiss formentligt pakke kufferten til Bruxelles.
Den Konservative spidskandidat, Pernille Weiss, blev modtaget med klapsalver, da hun ankom til partiets valgfest på Christiansborg.
I festlokalet blev hun blandt andet modtaget af sine forældre, som hun omfavnede mens hun blev hyldet af forsamlingen.
Pernille Weiss afløser en anden fynbo som spidskandidat for Konservative, da Bendt Bendtsen valgte ikke at genopstille til Europaparlamentet.
- Det er flot for det danske demokrati, at man ikke skal være superkendt for at blive valgt til Europaparlamentet, sagde en tydelig rørt og glad Pernille Weiss.
De personlige stemmer er endnu ikke optalt, men da Pernille Weiss er spidskandidat for partiet er hendes plads i Europaparlamentet, så godt som sikker.
Gennem valgkampen har Konservative skiftevis været dømt inde og ude, men på trods af en tilbagegang i antallet af stemmer, har partiet altså sikret sig en plads i Europarlamentet, og det takker det konservative medlem af Europaparlamentet for.
- Kæmpe tak fra min side, sagde Pernille Weiss, da hun gik ind til den konservative valgfest, mens hun erkendte, at det havde været en hård valgkamp.
- Jeg tror, at min krop er lettet, den har været på overarbejde, forklarede Pernille Weiss.
Også den konservative partiformand, Søren Pape Poulsen, glæder sig over, at det lykkedes at få valgt en konservativ til Europaparlamentet, selvom stemmeslugeren, Bendt Bendtsen ikke valgte at genopstille.
- Vi vidste godt, at når Bendt Bendtsen stoppede, var det en kæmpe udfordring. Jeg er så glad og taknemlig, siger Søren Pape Poulsen.
Pernille Weiss bliver som konservativt medlem af Europaparlamentet en del af den gruppe der hedder EPP, som er den kristendemokratiske gruppe i parlamentet. Og det er vigtigt for både Konservative og for Danmark, at der er valgt et konservativt medlem, mener Søren Pape Poulsen.
- Jeg er glad for at budskabet om, at hvis vi ikke var blevet valgt, så havde vi ikke haft et medlem af den største gruppe i Europaparlamentet. Det er vigtigt for partiet og for Danmark.
Pernille Weiss fik en hård start på valgkampen til Europaparlamentet, da hun i Berlingske Tidende gav et interview, hvor hun sagde, at EU skal styrke samarbejdet med Afrika, så europæiske virksomheder kan tiltrække den fornødne arbejdskraft. I den forbindelse sagde hun, at "ti millioner migranter var ikke noget, der skræmte hende". Den melding blev med det samme skudt ned af både partiformand Søren Pape Poulsen og politisk ordfører Mette Abildgaard.
Fra 1996 til 2004 sad Pernille Weiss i Fyns Amtsråd.