Bjarne har skrevet 399 sange. Men især én sang bliver ved med at forfølge ham.

Bjarne Jes Hansen blev fejret og overrasket med manér, da han fyldte 75 år. Både musikere og børn var klar til at synge et udpluk af hans sange. Men han er især kendt for én bestemt sang. Og den sang de ikke...

quote Lidt irriterende....

Bjarne Jes Hansen

 

 

 

 

 

 

 

Det er et overvældende syn, der møder Bjarne Jes Hansen, da han træder ind på Ærø Friskole.

Han har slet ikke nogen grund til at gå derind, men hans kone Winni puffer ham kærligt derind med en dårlig begrundelse.

Noget med, at hun lige skal snakke med én om noget foreningsarbejde. 

Men formålet er, at Bjarne Jes Hansen skal overraskes på sin 75 års fødselsdag. Og det bliver han, da han træder ind i skolens sal.

 

 

 

 

 

 

 

Bjarne Jes Hansen bliver overrasket på Ærø Friskole.

Skolens børn råber hurra for ham sammen med tre musikere, der ikke er hvem som helst. 

Pernille Hansen på sang, Christian Søgaard på klaver og Jens Holgersen på bas har gennem længere tid øvet sig på en turné med Bjarne Jes Hansens sange.

Den startede aftenen før på en skole i Svendborg, og dagens optræden har været hemmeligholdt for fødselaren.

For første gang bliver de nyeste af Bjarnes sange opført for publikum. Han har selv forfattet teksterne til dem, og Anders Dohn, der i mellemtiden er gået bort, har komponeret musikken.

Børnene på skolen oplever et mix af Bjarnes sange fra 1970'erne og til nu, og der er nok at tage af. For hans navn er registreret som ophavsmand til 399 værker hos musikrettighedsorganisationen Koda.

Der er især én bestemt sang, som har været med til at slå Bjarne Jes Hansens navn fast mange gange siden den blev udgivet i 1978. Og mange gange har den været centrum for debat.

Han har anklaget Dansk Folkeparti for at misbruge sangen, og den tidligere minister og folketingspolitiker Søren Pind har adskillige gange fortalt, hvor meget han hader netop dén sang.

Men den bliver ikke spillet på Bjarne Jes Hansens fødselsdag. Det vender vi tilbage til.

I stedet lytter det unge publikum til en af de nye sange: "Folmer Folmer".

Uddrag af "Folmer Folmer" opført af Pernille Hansen, Christian Søgaard og Jens Holgersen for børnene på Ærø Friskole. Forfatter: Bjarne Jes Hansen. Komponist: Anders Dohn.

 

muted

Sange for børn og andre mennesker

quote Det fantastiske er, at de henvender sig på tværs af generationer.

Pernille Hansen, sanger

Musikerne, der har valgt at optræde med et udvalg af Bjarne Jes Hansens mange sange, kender dem indgående.

Pernille Hansen optrådte første gang som 16-årig på én af Bjarne Jes Hansens indspilninger. Hun skulle være den barnlige stemme på numrene, og siden har hun været med på mange af dem som voksen.

Ifølge de tre musikere er der ikke tvivl om, hvad der er kvaliteten i Bjarne Jes Hansens sange.

 

- Han er historiefortæller og god til at beskrive helt enkle hverdagsagtige situationer. Og så er han en stor poet og lyriker, siger Christian Søgaard, der også optræder med sin Christian Søgaard Trio i andre sammenhænge.

- Det fantastiske ved Bjarnes sange er, at de henvender sig på tværs af generationerne, så det er en oplevelse, man har sammen, siger Pernille Hansen og uddyber.

- Han startede egentlig med at skrive dem til sine egne børn. Og ved de nye sange er det til hans børnebørn. Det vil sige, der er tre generationer, der kan lytte til de her sange, siger hun.

På Ærø Friskole kan børnene synge med på nummeret "Kild-mig og kald-mig" fra 1978.

Uddrag af "Kild-mig og kald-mig" opført af Pernille Hansen, Christian Søgaard og Jens Holgersen for børnene på Ærø Friskole. Forfatter: Bjarne Jes Hansen. Komponist: Anders Dohn.

For Bjarne Jes Hansen har missionen altid været at skabe en dialog:

 

- Da jeg begyndte at lave sangene i sin tid, var det ment som et tilbud om en åbenhjertig dialog mellem børn og voksne. Og det synes jeg også kom godt fra start i dag med de nye sange, siger Bjarne Jes Hansen om oplevelsen med den 45 minutter lange koncert på Ærø Friskole.

Eleverne er klar på at klappe og synge med. Nogle af sangene har de også øvet sig på i forvejen.

- Det er jo rørende at have lavet nogle sange, som er næsten 50 år gamle. Og som stadig fungerer for tidens børn, siger Bjarne Jes Hansen. 

muted

Vi voksne kan også være bange

Nummeret, som de fleste forbinder med Bjarne Jes Hansen, er sangen "Vi voksne kan også være bange".

quote Jeg kan stå 100 procent inde for den sang.

Bjarne Jes Hansen

Den er elsket og hadet - "Vi voksne kan også være bange".

 

Når man kigger i kommentarsporet til sangen i en udgave på Youtube, er vandene delte.

 
 

En person, der kalder sig "hundefar", omtaler sangen som "en sang, der på mange måder viser alt, der var galt med den tid og 68-generationens indstilling til børneopdragelse og ansvar. Det sidste, vi havde brug for, var vattede mænd, der sang om afmagt."

Andre brugere er positive overfor sangen.

 
 

En person, der kalder sig "Traemanden69" skriver: "Hvem husker ikke denne sang fra børnehaven, barndommen eller bare radioen. Teksten har aldrig sidenhen været uaktuel - desværre. Tak til Bjarne for denne tankevækkende sang, der kan give stof til eftertanke hos både børn og voksne."

Pernille Hansen vil gerne forklare, hvorfor de tre musikere, har udeladt nummeret fra deres optræden.

 

 - Det er vel mig, der har taget beslutningen om, at vi ikke skulle synge den. Det er en meget kendt sang, men også en meget mørk sang. Faktisk er Bjarnes sange præget af lys og livsmod. Men lige i den her sang er der mere at være bange for, end noget at være glad for. Jeg synes, det er synd, at det kun er den sang, man koncentrerer sig om, for der er så mange andre dejlige sange, der både har lys og glæde med sig, siger Pernille Hansen.

Sangen har været til debat mange gange.

Bjarne Jes Hansen følte, at hans sang blev misbrugt i 2016, hvor Dansk Folkeparti havde en stor kampagne med titlen "Vores Danmark".

I 2016 lancerede Dansk Folkeparti kampagnen "Vores Danmark".
I 2016 lancerede Dansk Folkeparti kampagnen "Vores Danmark".
Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Ritzau Scanpix

Sloganet "Der er så meget, vi skal passe på", lyder som en linje fra omkvædet i Bjarne Jes Hansens sang. 

Dengang sagde han til Ekstra-Bladet

- Det grænser til det kvalmende. Jeg er ikke blevet spurgt, og hvis jeg var blevet spurgt, ville svaret have været et klart nej.

Også den tidligere tidligere minister og folketingspolitiker Søren Pind har ved mange lejligheder trukket sangen frem til debat. Hver gang for at fortælle, hvor irriterende den er.

Politiken har samlet otte citater, hvor Søren Pind har fortalt til forskellige aviser, hvor meget han hader Bjarne Jes Hansens sang.

Søren Pind bryder sig overhovedet ikke om Bjarne Jes Hansens sang
Søren Pind bryder sig overhovedet ikke om Bjarne Jes Hansens sang
Foto: Søren Bidstrup / Ritzau Scanpix

Blandt andet skal han i 2006 i en anden sammenhæng have sagt til Jyllands-Posten: "Jeg har overordentlig vanskelig ved at tilgive en generation, der fandt det centralt at dele sin angst med sine børn".

Bjarne Jes Hansen har det selv fint med sangen.

 

- Det mest irriterende ved den sang, hvis man skal finde noget, der er irriterende, det er, at den hele tiden kommer til at passe. Nu er det klimaet. Og så er det en tyfon over Bahamas. Verden er utryg, og man begynder igen at snakke om kold krig. Så der er hele tiden noget, at være bange for. Og som man skal være bange for, synes jeg.

Faktisk mener Bjarne Jes Hansen, at man skal se sin frygt i øjnene.

- Der var engang en modstandsmand, der sagde, at det største mod, han kendte, det var modet til at indrømme sin angst. For kun ved at indrømme sin angst, kan man bekæmpe den og bearbejde den, siger Bjarne Jes Hansen.

muted

Far, kan voksne også blive bange?

Da Bjarne Jes Hansen skrev "Vi voksne kan også være bange", var det som en reaktion på et ganske enkelt spørgsmål fra sin datter.

Selvom Bjarne Jes Hansen er ophavsmand til 399 sange, er han i manges øjne synonym med sangen "Vi voksne kan også være bange".

Han har lært at leve med det, men han bruger selv udtrykket, at "sangen egentlig er flyttet hjemmefra".

Han skrev den som en trøstesang til sin datter, da hun var omkring seks år:

 

- Hun havde spekuleret på, om det kun var børn, der var bange. I hendes univers var det en barnlig ting at være bange. Jeg synes, man skal være ærlig, så jeg måtte indrømme, der også var ting, de voksne kunne være bange for. Det var ligesom, at det tog presset fra hende. Jeg vil næsten bruge et stort ord og sige, at vi var solidariske omkring det.

Og netop solidariteten og fællesskabet mellem børn og voksne har gennemsyret alle Bjarne Jes Hansens værker.

 

- Jeg vil gerne give den oplevelse, at vi alle sammen hører til her, og at vi er en del af et kredsløb. Man fødes, man dør, og man lever videre. Sætter børn i verden. Vi skal være her alle sammen. Store og små og alle farver, siger manden bag sangene.

muted

Knus til fødselaren

Efter at have lyttet i fællesskab til musikken, får Bjarne knus og håndtryk fra en lang række elever.

En tydelig bevæget Bjarne Jes Hansen siger tak for eftermiddagens oplevelse til både børn og musikere. For ham er det en milepæl, at et stort udvalg af hans sange igen kommer ud til børn og andre mennesker ved små koncerter. 

For selv om han står ved budskabet i "Vi voksne kan også være bange", er det fint, at der også kommer fokus på de 398 andre sange.

Tak for i dag.