DF i historisk dårlig måling: - Nu er der ro på
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Alex Ahrendtsen mener, der nu er kommet ro i Dansk Folkeparti, selv om partiet har mistet 11 mandater og ifølge ny måling risikerer at ryge helt ud af Folketinget ved næste valg.
Dansk Folkeparti er i krise og for første gang under spærregrænsen, viser en ny Megafon-måling lavet for TV 2 og Politiken.
Det er den første meningsmåling, som er lavet, efter at Inger Støjbergs nye parti, Danmarksdemokraterne, blev opstillingsberettiget, og hendes parti står til 10,8 procent af stemmer.
Derimod er Dansk Folkeparti kun på 1,7 procent, og det ærgrer Alex Ahrendtsen (DF), der er folketingsmedlem valgt på Fyn.
- Det er nyt for os. Folketingsmedlemmerne, der har forladt os, har forsøgt at gøre størst mulig skade på os igennem det seneste halve år, og det er lykkedes dem, siger Alex Ahrendtsen til TV 2 Fyn.
Mistet 11 mandater
Ved folketingsvalget i 2019 fik partiet 8,7 procent og 16 mandater. Kun fem folketingsmedlemmer er stadig i partiet.
- Uden Dansk Folkeparti er der mange ting, der kommer til at smuldre, forudser han.
Han tror dog fortsat, at Dansk Folkeparti med sin nye leder Morten Messerschmidt i spidsen holder sig over spærregrænsen på to procent, når der er folketingsvalg - måske allerede til efteråret.
- Nu er der ro på. Vi har en dygtig formand, som jeg tror meget på, siger Alex Ahrendtsen.
Hvorfor går du ikke over til Inger Støjberg?
- For det første er Dansk Folkeparti mit parti. For det andet er jeg valgt på Dansk Folkepartis stemmer.
- Jeg er meget loyal og bakker op om ledelsen og Morten Messerschmidt. Hvis jeg ikke bliver genvalgt, eller hvis partiet ikke kommer i Folketinget, kan jeg se tilbage og sige helt ærligt til mig selv: Du gjorde, hvad du kunne. Nu er det tid til, at andre skal tage over, fortæller den 55-årige fynske DF’er.
Fynsk folketingskandidat: Det skal nok lykkes
I Assenskredsen stiller Lars Kolling op for Dansk Folkeparti ved det kommende folketingsvalg, og han er sikker på, at der bliver plads til partiet.
- Jeg er stadig fortrøstningsfuld, og jeg tror på, at det nok skal lykkes. Okay, det kan godt være, vi ikke får så mange mandater som tidligere, men jeg er sikker på, at Dansk Folkeparti kommer i Folketinget, siger Lars Kolling.
- Det er ikke overraskende, at Støjberg trækker vælgere lige nu og her, måske også nogle enkelte fra Dansk Folkeparti, men jeg tror faktisk, at en del vil gå tilbage igen til os, når de finder ud af, hvilken politik det nye parti står for. Det ved ingen jo endnu, fortæller han.
Der er fortsat stor usikkerhed omkring, hvilken politik Inger Støjberg vil føre i sit nye parti, da hun endnu ikke har offentliggjort et partiprogram. Alligevel har flere end hver tiende dansker ifølge den seneste Megafon-måling planer om at sætte sit kryds ved Danmarksdemokraterne.
Både Alex Ahrendtsen og Lars Kolling glæder sig til, at de igen kan tale om politik frem for DF-krise.
- Vi skal fortsætte med at arbejde hårdt på at fortælle om, hvad Dansk Folkeparti står for politisk. Det får vi forhåbentlig mulighed for, når støjen har lagt sig, siger Lars Kolling.